42

Sig mig, kjære søde Mo’r,hvorfor Fa’r er saa bedrøvet.Jeg min Lexe jo har prøvet,og jeg kan perfekt hvert Ord?

Moderen.

Kongen er saa syg, saa syg.O mit Barn, din Fader frygterfor de mørke Sorgens Rygter.Kongen er saa syg, saa syg.

Barnet.

O fortæl mig Alt, min Mo’r!Ogsaa du jo bort dig vender?Der er Graad paa dine Hænder,og du syer jo paa et Flor?

Moderen.

Barn, mit Barn! ja Han er død.Carl Johan forladt har Støvet.Derfor er din Fa’r bedrøvetog din Moders Taare flød.

Barnet.

O da vil jeg græde med.Jeg har læst om Ham saa meget.Carl Johan jeg selv har leget,naar jeg paa min Ganger reed.

Moderen.

Seer du, Barn! hist bryder fremAftenstjernen som en Taare.43Bed! den skinner paa Hans Baare.O nei smil! den er Hans Hjem.

Barnet.

O hvad Foraar vi vil faae!Han vil bede Gud at sendeover Landet uden Endeklare Dage, himmelblaae.

Moderen.

Søde Barn! hvor smuk en Tro!Alt du seer Ham Vingen sprede.Knæl! Lad os for Landet bedemed dets Skytsaand hist, vi To!

(H. Wergeland.)

42

Sig meg, kjære søte Mo’r,hvorfor Fa’r er så bedrøvet.Jeg min lekse jo har prøvet,og jeg kan perfekt hvert ord?

Moren.

Kongen er så syk, så syk.O mitt barn, din far frykterfor de mørke Sorgens rykter.Kongen er så syk, så syk.

Barnet.

O fortell meg Alt, min Mo’r!Også du jo bort deg vender?Der er gråt på dine hender,og du syer jo på et Flor?

Moren.

Barn, mitt barn! ja Han er død.Carl Johan forlatt har støvet.Derfor er din Fa’r bedrøvetog din Moders tåre fløt.

Barnet.

O da vil jeg gråte med.Jeg har lest om Ham så meget.Carl Johan jeg selv har leget,når jeg på min ganger red.

Moren.

Ser du, barn! hist bryter fremAftenstjernen som en tåre.43Bed! den skinner på Hans Baare.O nei smil! den er Hans Hjem.

Barnet.

O hva forår vi vil få!Han vil bede Gud å sendeover landet uten endeklare dager, himmelblåe.

Moren.

Søte barn! hvor smuk en tro!Alt du ser Ham vingen sprede.Knel! La oss for landet bedemed dets skytsånd hist, vi to!

(H. Wergeland.)