39

O ve mig, ve mig arme Mø!Du har udrustet dig,du maaskee skal i Krigen døe,og hvem skal trøste mig?

Han.

Da skal den Helt, som kommer hjem,fortælle dig om mig,at jeg paa Helteviis drog frem,og det skal trøste dig.

Hun.

Om du paa Helteviis drog frem,og Tusind faldt for dig,40men kom ei til min Hytte hjem,kan Intet trøste mig.

Han.

Tænk Pige, at jeg slaaer for dig,for dig jeg modig er!Hvor hæsligt, om den grumme Krigdin Hytte kom for nær.

Hun.

Og om den kom min Hytte nær,og grum fortæred’ den,kun, Elskte! at jeg saae dig der,jeg priste Himmelen.

Han.

Men Døden rammer alle Mand,den trænger ei til Krig,og midt i dine Arme kandin Elsker røves dig.

Hun.

Dit sidste Smiil modtog jeg dog,dit sidste Kys jeg fik,og snart jeg gjennem Graven drogdid, hvor du for mig gik.

Han.

Men Kongen og mit Fødelandopfordrer mig til Krig,og den er ingen ærlig Mand,som da vil skjule sig.

Hun.

Du er mig Alt, og ingen Mander Ære værd som du;41men hvorfor har du Fødelandog kommer det ihu?

Han.

Her fik jeg Liv og Livet nød,her smiled’ du mod mig;det Land er sagtens værd min Død,som gav mig, Elskte! dig.

Hun.

Du vil bedrøve mig — saa gaa!Gud sende dig igjen!Hvi kan ei Pigen Fienden slaae,og værne om sin Ven?

Han.

Din Haand! — Et Kys! — Det styrked mig.Farvel! — Vi sees igjen.Den gode Gud, som gav mig digskal vogte om din Ven.

Hun.

Men, Elskte! om du sviger mig,og om du døer i Krig,saa er jeg reent ulykkelig,og Synden er paa dig.

Han.

Jeg aldrig aldrig sviger dig;men om jeg døer i Krig,saa skal mit Rygte trøste dig,og du begræde mig.

(J. Zetlitz.)

39

O ve meg, ve meg arme Mø!Du har utrustet deg,du maaskee skal i krigen dø,og hvem skal trøste meg?

Han.

Da skal den helt, som kommer hjem,fortelle deg om meg,at jeg på heltevis drog frem,og det skal trøste deg.

Hun.

Om du på heltevis drog frem,og Tusind falt for deg,40men kom ei til min hytte hjem,kan intet trøste meg.

Han.

Tenk pike, at jeg slaaer for deg,for deg jeg modig er!Hvor heslig, om den grumme krigdin hytte kom for nær.

Hun.

Og om den kom min hytte nær,og grum fortæred’ den,kun, Elskte! at jeg så deg der,jeg priste himmelen.

Han.

Men døden rammer alle mann,den trenger ei til krig,og midt i dine Arme kandin elsker røves deg.

Hun.

Ditt siste smil mottok jeg dog,ditt siste kyss jeg fikk,og snart jeg gjennom graven drogdit, hvor du for meg gikk.

Han.

Men Kongen og mitt fødelandoppfordrer meg til krig,og den er ingen ærlig mann,som da vil skjule seg.

Hun.

Du er meg Alt, og ingen manner ære verd som du;41men hvorfor har du fødelandog kommer det ihu?

Han.

Her fikk jeg Liv og livet nød,her smilte’ du mot meg;det land er saktens verd min død,som ga meg, Elskte! deg.

Hun.

Du vil bedrøve meg — så gå!Gud sende deg igjen!Hvi kan ei piken fienden slå,og værne om sin venn?

Han.

Din hånd! — Et kyss! — Det styrket meg.Farvel! — Vi sees igjen.Den gode Gud, som ga meg degskal vokte om din venn.

Hun.

Men, Elskte! om du sviker meg,og om du dør i krig,så er jeg rent ulykkelig,og synden er på deg.

Han.

Jeg aldri aldri sviker deg;men om jeg dør i krig,så skal mitt rykte trøste deg,og du begræde meg.

(J. Zetlitz.)