21

„Naar Harpen tier ved breden Bord,da trives ei Samfundets Glæde“,saa hed det fordum blandt os i Nord,da lystige Svende mon kvæde.Man sang som hver havde lært det bedst,og munter og livsglad var Vært og Gjæst.

Og Fryd og Gammen og Sveg og Sangom Hjerterne Rosenbaand slynged’;ved munter Skjemt og ved Glassets Klangselv Oldingens Barm blev forynget;og Frihed hersked’ om gjæstmildt Bord,paa Guldvægt man veied’ ei sine Ord.

Men varmt slog Hjertet i Nordmandsbryst,naar „Kjæmpers Fødeland“ runged’;med dobbelt Styrke klang mandig Røst,og Ønsket var ei tvetvunget.22Og tre Gange tre efter tømmet Pokalet Hurra runged’ i Høienloftssal.

I muntert Samkvem svandt Dagen bort,om Aftenen blev man tilsammen;man fandt, at Tiden løb altfor forti Samlivs fortrolige Gammen;og naar man gik hjem til sin Arnes Fred,da venlige Minder man bragte med.

Nu sidder man stivt om det brede Bord,hvor ingen Gammensord mæles;ei lyder Sang, ei frimodige Ord,og Glæden af Hensyn maa kvæles.For fine er’ vi til Glassenes Klang,for alvorsfulde til munter Sang.

Selv Ynglingen hvisker og strækker fremde Følehorn skarpe og fine,for at sondere saa smaat med demog forme derefter sin Mine.Paa Frihedens Vei man ei vover sig langt:Etikettens Snørliv er dertil for trangt.

Og drikkes en Skaal, skeer det stille og tyst,fast som en Votering paa Thinge;ei Hurra toner fra fulde Brystog intet Glas monne klinge;Man sætter det hen og Alt er forbimed hele den kolde Ceremoni.

Til Lykke blev ogsaa det Lag forbi,hvor Gjæsterne sad som paa Pinde;man takker sin Gud, at man nu er frifor Kjedsomhed dennesinde.23Man drikker sin Kaffe og søger sit Hjem,bort Stadsminen kaster, og gjør sig bekvem.

Adskilligt ret Godt har vel Tiden os bragt;men Samlivets venlige Hyggeer borte; i al denne Stivhed og Pragtkan ikke sit Tempel den bygge;og Spørgsmaal, om Alt det, som Tiden har skabt,kan gi'e os Erstatning for hvad vi har tabt?

Men lad os nu, Venner, for denne Gangtilbage i Tiden os sættemed lystelig Tale, med Spøg og med Sang,og rigtig os Hjerterne lette;Pokalen lad vandre, lad tone vor Røsti Sange om Norge, om Venskab og Lyst!

(H. A. Bjerregaard.)

21

„Når harpen tier ved breden bord,da trives ei samfunnets glede“,så het det fordum blant oss i nord,da lystige svenner mon kvede.Man sang som hver hadde lært det best,og munter og livsglad var vært og gjest.

Og fryd og gammen og svek og sangom hjertene rosenbånd slynget’;ved munter skjemt og ved Glassets klangselv Oldingens Barm ble forynget;og frihet hersket’ om gjestmildt bord,på gullvekt man veide’ ei sine ord.

Men varmt slo Hjertet i nordmannsbryst,når „kjempers fødeland“ runged’;med dobbelt styrke klang mandig røst,og ønsket var ei tvetvunget.22Og tre ganger tre etter tømmet pokalet Hurra runged’ i Høienloftssal.

I muntert samkvem svant dagen bort,om Aftenen ble man tilsammen;man fant, at tiden løp altfor forti Samlivs fortrolige gammen;og når man gikk hjem til sin Arnes fred,da vennlige minner man brakte med.

Nå sitter man stivt om det brede bord,hvor ingen Gammensord mæles;ei lyder sang, ei frimodige ord,og gleden av hensyn må kveles.For fine er’ vi til Glassenes klang,for alvorsfulle til munter sang.

Selv ynglingen hvisker og strekker fremde følehorn skarpe og fine,for å sondere så smått med demog forme deretter sin mine.På frihetens vei man ei vover seg langt:Etikettens Snørliv er dertil for trangt.

Og drikkes en skål, skeer det stille og tyst,fast som en votering på Thinge;ei Hurra toner fra fulle brystog intet Glas monne klinge;Man setter det hen og Alt er forbimed hele den kalde seremoni.

Til lykke ble også det lag forbi,hvor gjestene satt som på Pinde;man takker sin Gud, at man nå er frifor kjedsomhet dennesinde.23Man drikker sin kaffe og søker sitt hjem,bort Stadsminen kaster, og gjør seg bekvem.

Adskillig rett godt har vel tiden oss brakt;men Samlivets vennlige hyggeer borte; dere all denne stivhet og praktkan ikke sitt tempel den bygge;og spørsmål, om Alt det, som tiden har skapt,kan gi'e oss erstatning for hva vi har tapt?

Men la oss nå, venner, for denne gangtilbake i tiden oss settemed lystelig Tale, med spøk og med sang,og riktig oss hjertene lette;Pokalen la vandre, la tone vår røsti sanger om Norge, om vennskap og lyst!

(H. A. Bjerregaard.)