15.
Samlet her i en fortrolig Klyngehylde vi uskyldig Munterhed.Venner, lad os Grillerne bortsynge!Drik af Lethe nyttig Glemsomhed!
Ingen Kummer skal vor Nakke bøie,Mismod ei fornærme Glædens Gud,ingen Vemod mørkne skal vort Øie, -det er Evans faderlige Bud.
Om end Smerten tidt forbittrer Livet,om end Haabets Smiil i Graad forsvandt,Druen, Venner! Druen blev os givet,for at glemme Jorderiges Tant.
Den er viis, som ei ved ængstlig Klageøger selv sin Kval, som lige lettaaler onde som de gode Dage;Den er glad, som blot vil være det.
Mangen Fryd i Uskylds første Morgenhen til barnligt Hjerte strømmede.Husker Glæden! husker ogsaa Sorgen!Det er sødt at minde svunden Vee.
Ynglinger! hvis Bryst af hellig Varmehæver sig, nyt Livets bedste Sands!21Held, hvem i en ædel Piges ArmeElskov fletter blid sin Myrthekrands!
Hver en Alder har sin egen Glæde,Livets Aften er ei tom paa den.Venskab! i din skjønne, hulde Kjædesvinder Livet blidt og roligt hen.
Venner! snart skal vi adskilte vandrehenad Livets ubekjendte Sti.Dog med Ømhed mindes vi hverandre,mindes denne Aftens Harmoni.
(A. F. Boyesen.)
15.
Samlet her i en fortrolig klyngehyller vi uskyldig munterhet.Venner, la oss grillene bortsynge!Drikk av Lethe nyttig glemsomhet!
Ingen kummer skal vår nakke bøye,Mismot ei fornærme gledens Gud,ingen vemod mørkne skal vårt Øye, -det er Evans faderlige bud.
Om enn smerten titt forbitrer livet,om enn håpets smil i gråt forsvant,Druen, venner! Druen ble oss gitt,for å glemme Jorderiges tant.
Den er vis, som ei ved engstelig klageøker selv sin kval, som lige letttåler onde som de gode dager;Den er glad, som blot vil være det.
Mangen fryd i Uskylds første morgenhen til barnligt hjerte strømmet.Husker gleden! husker også sorgen!Det er søtt at minde svunnen Vee.
Ynglinger! hvis bryst av hellig varmehever seg, nyt Livets beste Sands!21Held, hvem i en edel Piges ArmeElskov fletter blid sin myrtekrans!
Hver en alder har sin egen glede,Livets aften er ei tom på den.Vennskap! i din skjønne, hulde kjedesvinner livet blidt og rolig hen.
Venner! snart skal vi adskilte vandrehenad Livets ubekjendte sti.Dog med ømhet minnes vi hverandre,minnes denne aftens harmoni.
(A. F. Boyesen.)