6.
Paa Roser kan man ei altid gaae;thi det var Synd for de skjønne Blade;paa Livets Reise man ofte maaigjennem slemme Moradser vade;tidt skjære Torne vor Sko i Stykker,og endnu oftere Skoen trykker;det gaaer nu saa.
Hvo eensom vandrer paa Livets Vei,han kjedes ilde, og snarlig trættes,selv Rosens Vellugt ham fryder ei,han saare tidlig af Dage mættes.Og naar han gammel da seer tilbage,han øiner idel forspildte Dage,ham gaaer det slet.
Men vi, som slynge os Arm i Arm,og hvile ud ved hinandens Side,og trykke Broderen til vor Barm,naar trætte Fod vil paa Banen glide.Lad senest Alder vor Pande rynke,med venligt Smiil vi i Graven synke;os gaaer det vel.
Hver elsket Broder, som troligenhar delet med os vort Samfunds Glæder,og fjernet fra os end er vor Ven,hans Minde blive vor Fryd og Hæder!Hvorhen han iler, han Venner møde,der Reisens Møie ham troe forsøde, =det gaae ham vel!
(Liebenberg.)
107.
Hver Glædens Venog hver dens tro Venindeen Krands igjensig af dens Roser binde!Menneskets Vaar er skjøn, men kort,faa ere Sandsernes Dage;ei naar de først er’ svundne bort,Klager dem kalde tilbage.
Ja! hver en Fryd,som os af Gud blev givet,raaber os: ”nyd!thi kort jeg er som Livet.“Glæden er lig en flygtig Ven,som paa en Reise man finder,og som i det han farer hen,kysser os ømt og forsvinder.
Stolt er din Rang,o Viin! blandt Jordens Goder.Til Spøg og Sangog Sandhed er du Moder.Selv Den, hvis Lod var varig Graad,sees jo hos Druen at smile,finder mod hver Ulempe Raad,troer sig paa Roser at hvile.
Lyd da, vor Sang!og Bæger Bæger møde!Kling, Klang! Kling! Klang!Lyd: Held om Druen søde!Held hver en ædel Barm i Nord!Hver, som vil dele vor Glæde!11Held hvert et Par om dette Bord!Venskabs og Kjærligheds Kjæde!
(Frankenau.)
8.
Jeg aldrig det for Vellyst kjenderat sværme bort en gavnlig Dag;men i en Kreds af glade Vennerjeg ogsaa stundom gjør et Slag.
Fem Sandser os vor Nydning bringe;thi blive mine Skaaler fem.Fem Glas kan ogsaa Tørsten tvinge,naar kun tilbunds man drikker dem.
Det første Glas jeg nu vil tømmefor hende, som er Alt for mig;som bød mig Livets Byrder glemme,og finde Fryd og Fred hos sig.
En anden Skaal jeg ei kan svige,det Venskabs er, og egnes den,som lærte mig, at næst sin Pigeman hylde bør sin Ungdoms Ven.
Den tredie Fødelandets være!Held over ham, der styrer saa,at alle Hjerter Samdrægt nære,og Fred med Frihed kan bestaae!
Mit fjerde Glas af aabent Hjertejeg vier hver, som glædes vedat standse Graad og lindre Smerte.Ham lønne Sjelens blide Fred!
12Den femte Skaal det Vidne bære:at jeg i dette Lag var glad.Held følge Eder, Venner kjære!som nær og fjern i Kredsen sad.
(Frankenau.)
6.
På roser kan man ei alltid gå;thi det var synd for de skjønne Blade;på Livets reise man ofte måigjennom slemme Moradser vade;titt skjære torner vår sko i stykker,og enda oftere skoen trykker;det går nå så.
Hvo ensom vandrer på Livets vei,han kjedes ilde, og snarlig trettes,selv Rosens vellukt ham fryder ei,han såre tidlig av dager mettes.Og når han gammel da ser tilbake,han øyner idel forspildte dager,ham går det slet.
Men vi, som slynge oss arm i arm,og hvile ut ved hinandens side,og trykke broren til vår Barm,når trette fot vil på banen glide.Lad senest alder vår panne rynke,med vennlig smil vi i graven synke;oss går det vel.
Hver elsket bror, som troligenhar delet med oss vårt Samfunds gleder,og fjernet fra oss enn er vår venn,hans Minde bli vår fryd og Hæder!Hvorhen han iler, han venner møte,der Reisens møye ham troe forsøte, =det gå ham vel!
(Liebenberg.)
107.
Hver gledens vennog hver dens tro venninneen krans igjensig av dens roser binde!Menneskets vår er skjønn, men kort,få er Sandsernes dager;ei når de først er’ svundne bort,Klager dem kalle tilbake.
Ja! hver en fryd,som oss av Gud ble gitt,roper oss: ”nyd!thi kort jeg er som livet.“Gleden er lig en flyktig venn,som på en reise man finner,og som i det han farer hen,kysser oss ømt og forsvinner.
Stolt er din rang,o vin! blant Jordens goder.Til spøk og sangog sannhet er du mor.Selv Den, hvis Lod var varig gråt,sees jo hos druen å smile,finner mot hver ulempe råd,tror seg på roser å hvile.
Lyd da, vår sang!og beger beger møte!Kling, klang! Kling! Klang!Lyd: Held om druen søte!Held hver en edel Barm i nord!Hver, som vil dele vår glede!11Held hvert et par om dette bord!Venskabs og Kjærligheds kjede!
(Frankenau.)
8.
Jeg aldri det for vellyst kjennerå sverme bort en gavnlig Dag;men i en krets av glade vennerjeg også stundom gjør et slag.
Fem sanser oss vår Nydning bringe;thi bli mine skåler fem.Fem Glas kan også tørsten tvinge,når kun tilbunds man drikker dem.
Det første Glas jeg nå vil tømmefor henne, som er Alt for meg;som bød meg Livets byrder glemme,og finne fryd og fred hos seg.
En annen skål jeg ei kan svike,det Venskabs er, og egnes den,som lærte meg, at nest sin pikeman hylle bør sin Ungdoms venn.
Den tredje Fødelandets være!Held over ham, der styrer så,at alle hjerter Samdrægt nære,og fred med frihet kan bestå!
Mitt fjerde Glas av åpent hjertejeg vier hver, som gledes vedå stanse gråt og lindre smerte.Ham lønne Sjelens blide fred!
12Den femte skål det vitne bære:at jeg i dette lag var glad.Held følge Eder, venner kjære!som nær og fjern i kretsen satt.
(Frankenau.)