356

Vi ere en Nation vi med,vi Smaa, en Alen lange:et Fædreland vi frydes ved;og vi, vi ere mange.

357Vort Hjerte veed, vort Øie seer,hvor godt og vakkert Norge er,vor Tunge kan en Sang blandt fleeraf Norges Æressange.

Meer grønt er Græsset intetsteds,meer fuldt af Blomster vævet,end i det Land, hvor jeg tilfredshos Fae'r og Moe'r har levet.Jeg vil det elske til min Død,ei bytte det, hvor jeg er fød,om man et Paradiis mig bød,af Palmer oversvævet.

Hvor er vel Himlen mere blaa?Hvor springe vel saa gladede Bække, som i Engen gaae,for Blomsterne at bade?Selv Vinteren jeg frydes ved,saa hvid og klar som strøet medal Stjernehimlens Herlighedog hvide Lilieblade.

Jeg ikke vil for fremmed Vaarmin norske Vinter bytte,og fremmed Slot ei nær forslaaerimod min Faders Hytte.Han siger, han er der saa fri.Det ei saa nøie fatte vi;men noget Godt er vist deri,som værd er at beskytte.

Gid jeg da snart maa blive stærk— jeg har saalænge biet —at tappert jeg kan værne formin Faders dyre Frihed!

358Og skulde Nogen vel med Magtfaae Fædrelandet ødelagt?Hvert Liv, min Fader jo har sagt,er til dets Frelse viet.

Det leve da som Gran og Fyr,de stærke, eviggrønne!som Stjernerne bag sine Sky'rer altid lige skjønne!Kom Vaar og Høst, som altid før,med Blomster for min Moders Dør,med gyldent Korn paa Faders Stør,som vil du dem belønne!

(H. Wergeland.)

356

Vi er en Nation vi med,vi Smaa, en alen lange:et fedreland vi frydes ved;og vi, vi er mange.

357Vårt hjerte vet, vårt Øye ser,hvor godt og vakkert Norge er,vår tunge kan en sang blant flereav Norges Æressange.

Mer grønt er gresset intetsteds,mer fullt av blomster vevet,enn i det land, hvor jeg tilfredshos Fae'r og Moe'r har levet.Jeg vil det elske til min død,ei bytte det, hvor jeg er født,om man et paradis meg bød,av Palmer oversvævet.

Hvor er vel Himlen mer blå?Hvor springe vel så gladede bekker, som i Engen gå,for blomstene å bade?Selv vinteren jeg frydes ved,så hvit og klar som strødd medall Stjernehimlens herlighetog hvite liljeblader.

Jeg ikke vil for fremmed vårmin norske vinter bytte,og fremmed slott ei nær forslårimot min Faders hytte.Han sier, han er der så fri.Det ei så nøye fatte vi;men noe godt er vist deri,som verd er å beskytte.

Gid jeg da snart må bli sterk— jeg har så lenge biet —at tappert jeg kan værne formin Faders dyre frihet!

358Og skulle noen vel med maktfå fedrelandet ødelagt?Hvert Liv, min far jo har sagt,er til dets Frelse viet.

Det leve da som Gran og fyr,de sterke, eviggrønne!som stjernene bak sine Sky'rer alltid like skjønne!Kom vår og høst, som alltid før,med blomster for min Moders dør,med gyllent korn på Faders stør,som vil du dem belønne!

(H. Wergeland.)