335

Den gamle Norges Løve skuermed Lueblik i Dalen ned;den slumrer ei; dens Øre truerhver, som vil bryde Nordens Fred.Som Odel gjennem Seklers Alderden vogter Klippefolkets Hjem;for yngre Slægt den festlig kalderde svundne Dages Minder frem.

Naar fordum Ufreds Varsel svævedi Flammeblus fra Fjeld til Fjeld,hiin Løve bold i Kraft sig hævedog bruste frem som Fossens Væld.Kamp var dens Leg, dens Lyst var Fare,hvor Sværdet høit mod Hjelmen klang;den splitted rædde Vikingskare,mens ildfuld Skjald til Harpen sang.

Nu tier Stridens Larm paa Valen,i Mindet lever Heltens Ry;nu smiler Freden huldt i Dalen,og Glæden boer i Friheds Ly;men stormer atter Tidens Bølge,da Norges Løve svigter ei.Op, Brødre! vi den trofast følgepaa Fædres hæderbante Vei!

336Nei! aldrig døer hiin stærke Flammeaf Oldtids Glød i Nordmands Bryst;og Norges Løve er den sammei Fredens Ro, i blodig Dyst;sin Konge tro, øm for sin Ære,kjæk for sin Ret er Norges Mand; —thi skal vort høie Løsen være:For Frihed, Drot og Fædreland!

(J. St. Munch.)

335

Den gamle Norges løve skuermed Lueblik i dalen ned;den slumrer ei; dens øre truerhver, som vil bryte Nordens Fred.Som odel gjennom Seklers alderden vokter Klippefolkets hjem;for yngre slekt den festlig kallerde svundne Dages minner frem.

Når fordum Ufreds varsel sveveti Flammeblus fra Fjell til Fjell,hin løve bold i kraft seg hevetog bruste frem som Fossens vell.Kamp var dens Leg, dens lyst var fare,hvor sverdet høyt mot hjelmen klang;den splittet redde Vikingskare,mens ildfull Skjald til harpen sang.

Nå tier Stridens larm på Valen,i minnet lever Heltens ry;nå smiler freden huldt i dalen,og gleden boer i frihets ly;men stormer atter Tidens bølge,da Norges løve svikter ei.Opp, brødre! vi den trofast følgepå fedres hæderbante vei!

336Nei! aldri dør hin sterke flammeav Oldtids glød i Nordmands bryst;og Norges løve er den sammei Fredens ro, i blodig dyst;sin Konge tro, øm for sin ære,kjekk for sin rett er Norges Mand; —thi skal vårt høye Løsen være:For frihet, drott og fedreland!

(J. St. Munch.)