315

Jerusalem! Din Aske jeg beskuer,hvor Herrens Finger skrev med Sværd og Luerden Dom, for hvilken Throner bæve maae.Hvor er din Glands? hvor er din fordums Vælde?Det, hvorved du blandt Stæder skulde gjælde,i Gruset laa.

Du stolte Slægt, før Dronning, nu Slavinde,før stærk i Strid, nu svag mod hver en Fiende!Selv i dit Aasyn tegnes visse Træk,som om Guds Haand paa gusten Pande trykkersin Vredes Dom og al din Synds Ulykkertil Jordens Skræk.

Skjælv, frække Jord, for Herrens strenge Domme!til dig kan ogsaa Bægret engang komme,og Raden til at drikke Bærmen ud;foragt Guds Ord, og se, Guds Hævn sig nærmer,og ingen Afgrunds Hule Den beskjærmer,som spotter Gud!

316Brug Lys og Dag, o Sjel! mens Sol er oppe,og vogt dig for modvillig at tilstoppedet Kildevæld, som i din Ørk brød frem;foragtet Naade strengelig sig hævner,kom det ihu, hvergang din Tunge nævnerJerusalem!

Jerusalem! Du faldt, og Faldet lærer,at Den, som Gud, hans Ord og Huus vanærer,han modnes snart til strenge Dommes Høst;med Bøn og Bod min bange Sjel skal hastefor sig betids i Naadens Favn at kaste,og finde Trøst.

O Jesu, lad de Taarer, som du fældte,mit sovende og haarde Hjerte smelte!Min Andagt skal i Dag opsamle dem.Og Aandens Dug min Andagt skal velsigne,og saa skal ei min sidste Skjæbne ligneJerusalem.

- (J. N. Brun).

315

Jerusalem! Din aske jeg beskuer,hvor Herrens finger skrev med sverd og luerden dom, for hvilken troner beve må.Hvor er din glans? hvor er din fordums Vælde?Det, hvorved du blant Stæder skulle gjelde,i Gruset lå.

Du stolte slekt, før dronning, nå slavinne,før sterk i strid, nå svak mot hver en fiende!Selv i ditt åsyn tegnes visse trekk,som om Guds Haand på gusten panne trykkersin Vredes dom og all din Synds ulykkertil Jordens skrekk.

Skjelv, frekke jord, for Herrens strenge Domme!til deg kan også begeret engang komme,og raden til å drikke Bærmen ut;forakt Guds ord, og se, Guds Hævn seg nærmer,og ingen avgrunns Hule Den beskjærmer,som spotter Gud!

316Bruk Lys og Dag, o sjel! mens sol er oppe,og vogt deg for motvillig å tilstoppedet kildevell, som i din Ørk brød frem;foraktet nåde strengelig seg hevner,kom det ihu, hvergang din tunge nevnerJerusalem!

Jerusalem! Du falt, og fallet lærer,at Den, som Gud, hans ord og hus vanærer,han modnes snart til strenge Dommes høst;med Bøn og Bod min bange sjel skal hastefor seg betids i nådens favn å kaste,og finne trøst.

O Jesu, la de tårer, som du felte,mitt sovende og harde hjerte smelte!Min andakt skal i dag oppsamle dem.Og åndens Dug min andakt skal velsigne,og så skal ei min siste skjebne ligneJerusalem.

- (J. N. Brun).