4. Bønnens Velsignelse.
Forsmægtende jeg vanked omi Mistvivl, Angst og Smerte,ei Trøst jeg fandt, ei Lindring komtil mit beklemte Hjerte,min Sjel var kold og mørk,alt var mig som en Ørk;men da min Bøn udbrød:Se, Herre! til min Nød,og frels mig, frels mig Arme!
Da hørte Du mig, Naadens Gud!Du gav mig Haab og Styrke,
315Du førte mig af Tvivlen ud,gav Lys i rædsomt Mørke,Du brød med Faderhaandmin Trængsels haarde Baand.O Gud! jeg priser dig,paa ny Du skabte mig,til Lovsang blev min Klage.
(C. Frimann.)
4. Bønnens velsignelse.
Forsmektende jeg vanket omi Mistvivl, angst og smerte,ei trøst jeg fant, ei lindring komtil mitt beklemte hjerte,min sjel var kald og mørk,alt var meg som en Ørk;men da min Bøn utbrøt:Se, Herre! til min nød,og frels meg, frels meg Arme!
Da hørte Du meg, nådens Gud!Du ga meg håp og styrke,
315Du førte meg av Tvivlen ut,ga Lys i rædsomt mørke,Du brød med faderhåndmin trengsels harde bånd.O Gud! jeg priser deg,på ny Du skapte meg,til lovsang ble min klage.
(C. Frimann.)