“Høi og stolt jeg Kronen bar;ægte jo min Stamme var.Mine Børn, de stolte Grene,havde al Ting paa det Rene;46fik ei Skjænd og fik ei Hug,drak kun Sol og Morgendug.Alt har jeg som Moder gjort;— de maae blive noget Stort,tænkte jeg; — det kan ei feile. —Som en Skibsmast hver skal seilelystig over salte Vande,see og sees i fjerne Lande.Men, — af tretten, jeg har havt,een blev kun et Kosteskaft,Gjerdestave blev de tre,men de ni — o bittre Ve! —de fik dog den værste Ende,de blev kun til Pindebrænde!”

(H. C. Andersen.)

“Høy og stolt jeg kronen bar;ekte jo min stamme var.Mine barn, de stolte grener,hadde all ting på det Rene;46fikk ei skjenn og fikk ei Hug,drakk kun sol og morgendugg.Alt har jeg som mor gjort;— de må bli noe Stort,tenkte jeg; — det kan ei feile. —Som en skipsmast hver skal seilelystig over salte Vande,se og sees i fjerne land.Men, — av tretten, jeg har hatt,een ble kun et kosteskaft,Gjerdestave ble de tre,men de ni — o bitre ve! —de fikk dog den verste ende,de ble kun til Pindebrænde!”

(H. C. Andersen.)