1

Fabelen er en billedlig Fremstilling af en Sædelære eller af en Leveregel. Den bestaaer altsaa af to Dele: en Lære, som er dens Stof og Øiemed, og et Billede, som er dens Form eller det poetiske Middel, hvorved Læren bliver meddeelt og gjort anskuelig. Ofte fremsættes dog denne i Korthed særskilt som Fabelens »Moral«, og da enten som en Indledning eller Slutningsbemærkning; men efter Fabelens Natur i dens reneste og simpleste Form er det overflødigt. Moralen i den bekjendte Fabel om Ræven og Ravnen eller Kragen med Ostestykket i Nebbet, nemlig, at forfængelige Folk let lade sig narre ved Smigreri, ligger saaledes f. Ex. tydelig nok for Dagen i selve Fortællingen, uden at behøve at tilføies med tydelige Ord.

Fabelen skal lade Menneskene see deres Feil og Mangler ligesom i et Speil og gjenkjende sig selv i de Væsener og Gjenstande, som fremføres i den som talende og handlende, og som Fabeldigteren derfor tillægger menneskelig Tænkeevne og Handlemaade. Det er en nødvendig Betingelse for Fabelen, at den har dette Hensyn til det menneskelige Liv, og er et Billede deraf. Uden denne dens Betydning vilde den kun være en Ammestuefortælling. En vis indbyrdes Lighed maa derfor finde Sted imellem Menneskene og Fabelens Talende og Handlende, hvorfor Fabeldigterne ogsaa især have betjent sig af Dyr af en bestemt Charakter, der lader sig gjenfinde 2hos Mennesker. Dette er især Tilfælde i den, efter den gamle græske Fabeldigter Æsopus, saa kaldte “æsopiske Fabel.” Valget af Billeder eller Fabelfigurer er dog aldeles ubegrændset. Ikke blot Dyrverdenen, men alle Ting i Naturen, ja selv Kunstfrembringelser og allegoriske Væsener, saasom personificerede Dyder og Laster, ere tjenlige for Fabeldigteren, naar de blot give den Lære, han vil meddele, et for Indbildningskraften i Øieblikket forstaaeligt Udtryk. I denne dets Anvendelighed bestaaer Billedets Sandhed. Saaledes kan han lade Kornaxene og Træerne, Taarnuhret og Solskiven, Filen og Ambolten tale sammen, Oldtidens Guder atter nedtræde paa Jorden, og fremkalde i levende Gestalter Laster og Dyder af det menneskelige Hjerte. I sidste Tilfælde synes dog Fabelen at fjerne sig fra sin eiendommelige Simpelhed og at nærme sig til andre beslægtede Digtarter, især til Allegorien.

Fabelen maa besidde følgende Egenskaber: Sandhed eller en indre Overensstemmelse imellem Billedet og det, der skal fremstilles (Modbilledet); den Naturlighed, at der i Fortællingen ikke findes noget, som strider imod det Væsens naturlige Charakter, som optræder deri talende og handlende; Klarhed, saa at ikke blot Begivenheden bliver indlysende fremstillet, men at ogsaa den Betydning, som skal ligge deri, usøgt tilbyder sig for Læseren; Værdighed, saa at en Lære af den aandige Verden ikke bliver gjort anskuelig ved Billeder, der ere lave og smudsige; samt endelig Simpelhed i sin Bygning, ligesom i sin Stiil, saa at Fabelen ikke ved unødvendige Udsmykkelser og Tilsætning ophører at være et blot Billede, leder Opmærksomheden paa Handlingen, som saadan, og saaledes lader sin Lære fordunklet træde i Baggrunden.

Fabelens Form er i Almindelighed fortællende eller episk, men kan ogsaa være dramatisk eller dialogiseret. Hyppig er Stilen metrisk, og da betjener den sig oftest af Brevstilens Stavelsemaal eller af firefodede rimede Jamber.

Vor Literatur er ikke rig paa originale Fabeldigtere, hvorimod den ei mangler Oversættere og aandrige Behandlere af Fabelen. De ægte Originaler til flere af de fremmede Fabelliteraturers bedste Prydelser tabe sig ogsaa i Orientens fjerneste Old, ja selv gamle Æsopus har flere af sine længere østenfra.

Maaskee vil det Begreb, som her, til egen Veiledning for Ungdommen, 3er meddeelt om Fabelen, endnu erholde nogen Klarhed ved at sammenstilles med en kort Udvikling af de med den beslægtede Digtarters, skjøndt de to første af disse, efter den før angivne Plan for Fordelingen af nærværende Arbeides Indhold, ville erholde Plads i dets anden Deel. Disse ere Allegorien, Mythen og Parabelen. Til Allegorien og Parabelen, som deres simpleste Form — saa simpel, at den ikke kan kaldes nogen Digtart — kan ogsaa Exemplet henføres.

Fabelen er vel allegorisk eller billedlig Digtning, men adskiller sig dog fra den egentlige Allegori. I Allegorien fremstilles nemlig Billedet alene uden at sammenstilles med sit Modbillede. At udfinde dette, overlades til Læseren, f. Ex. en Skildring af det menneskelige Liv i en af en Flods Løb fra Kilden af og til Havet, en vis Stats Skjebner i Beskrivelsen over et Skibs Fart og Omtumlen. Imellem det selvstændigt fremtrædende Billede og det fordulgte Modbillede maa altsaa en betydelig Lighed finde Sted. Paa Grund af denne Natur betjener ogsaa Allegorien, især den høiere, sig hyppig af Personifikationer. Allegorien maa ligesom Fabelen besidde indre Sandhed, Klarhed og Simpelhed, men ogsaa Dybde, og ofte en Værdighed, der gaaer til Høihed.

Den mythiske Digtning er ligeledes en med Fabelen beslægtet høiere Digtart. Mythen antyder nemlig symbolisk Naturens Sprog, og tjener ikke, som Fabelen, til et Speil, men er en Aabenbaring af en i Naturen forborgen og stum Mening, der har Næring for Gemyttet og Behagelighed for Indbildningskraften, som den ogsaa i en vis Grad forudsætter udviklet hos Læseren. I Stiil og Tone grændser den ofte ind paa visse Arter af Legenden.

Simpel som Fabelen er Parabelen eller Lignelsen (egentlig: Sammenstilling, Sammenligning), hvori Tilfælde fra det daglige Liv fremstilles som Sindbilleder for høiere Sandheder. I den bliver Billede og Modbillede, det enkelte Tilfælde og den almindelige Sandhed stillede hinanden ved Siden. Deri adskiller den sig altsaa fra Allegorien, og fra Fabelen i, at den udelukkende tager sine Fremstillinger fra Menneskelivet, og har mere overjordiske Formaal end den, nemlig at anskueliggjøre høiere almindelige Sandheder. Parabelens Indhold er derfor som oftest religiøst, og dens Tone alvorlig og høitidelig. Den søger mere at virke paa Gemyttet, Fabelen mere paa Forstanden med sine Leveregler og Grundsætninger 4for de enkelte Tilfælde. Fortrinlige Exempler paa Parabelen findes i Bibelen. Vor Literatur er derimod fattig derpaa. Den geistlige Veltalenhed betjener sig meest af det simplere, til det særskilte Tilfælde og Øieblikkets Behov afpassede, Exempel. Deri bestod ogsaa egentlig Grækernes Parabel, medens Hebræernes, paa Grund af deres oversandseligere Religion, opløftede sig til den høiere Sfære, hvor vi hensætte Parabelen.

Hvor nær Fabelen kan smelte over i disse forskjellige Arter, saa Skjelnet næsten synes at forsvinde, viser i det Følgende f. Ex. den 25te Fabel, ”den flyttede Blomst“, hvor den gaaer over i Allegorien, den 33te, som staaer Parabelen meget nær, og den 34te, som spiller over i Mythen.

1

Fabelen er en billedlig fremstilling av en sedelære eller av en leveregel. Den består altså av to dele: en lære, som er dens stoff og øyemed, og et bilde, som er dens form eller det poetiske middel, hvorved læren blir meddelt og gjort anskuelig. Ofte fremsettes dog denne i korthet særskilt som Fabelens »moral«, og da enten som en innledning eller slutningsbemerkning; men etter Fabelens natur i dens reneste og simpleste form er det overflødig. Moralen i den bekjente Fabel om Ræven og Ravnen eller kragen med Ostestykket i nebbet, nemlig, at forfengelige folk lett lade seg narre ved Smigreri, ligger således f. Ex. tydelig nok for dagen i selve fortellingen, uten å behøve å tilføyes med tydelige ord.

Fabelen skal la menneskene se deres feil og mangler likesom i et speil og gjenkjenne seg selv i de vesener og gjenstander, som fremføres i den som talende og handlende, og som fabeldikteren derfor tillegger menneskelig tenkeevne og handlemåte. Det er en nødvendig betingelse for fabelen, at den har dette hensyn til det menneskelige Liv, og er et bilde derav. Uten denne dens betydning ville den kun være en Ammestuefortælling. En viss innbyrdes likhet må derfor finne sted imellom menneskene og Fabelens Talende og handlende, hvorfor fabeldikterne også især have betjent seg av dyr av en bestemt karakter, der lader seg gjenfinne 2hos mennesker. Dette er især tilfelle i den, etter den gamle greske fabeldikter Æsopus, så kalte “æsopiske Fabel.” Valget av Billeder eller Fabelfigurer er dog aldeles ubegrenset. Ikke blot Dyrverdenen, men alle ting i naturen, ja selv Kunstfrembringelser og allegoriske vesener, saasom personificerede dyder og laster, er tjenlige for fabeldikteren, når de blot gi den lære, han vil meddele, et for innbilningskraften i øyeblikket forståelig uttrykk. I denne dets anvendelighet består Billedets sannhet. Således kan han lade kornaksene og trærne, tårnuret og solskiven, filen og ambolten tale sammen, Oldtidens guder atter nedtræde på jorden, og fremkalle i levende gestalter laster og dyder av det menneskelige hjerte. I siste tilfelle synes dog fabelen å fjerne seg fra sin eiendommelige simpelhet og å nærme seg til andre beslektede Digtarter, især til allegorien.

Fabelen må besitte følgende egenskaper: Sannhet eller en indre overensstemmelse imellom Billedet og det, der skal fremstilles (motbilledet); den naturlighet, at der i fortellingen ikke finnes noe, som strider imot det Væsens naturlige karakter, som opptrer deri talende og handlende; Klarhet, så at ikke blot begivenheten blir innlysende fremstilt, men at også den betydning, som skal ligge deri, usøkt tilbyder seg for leseren; Verdighet, så at en lære av den aandige verden ikke blir gjort anskuelig ved Billeder, der er lave og smussige; samt endelig simpelhet i sin bygning, likesom i sin stil, så at fabelen ikke ved unødvendige Udsmykkelser og tilsetning opphører å være et blot bilde, leder oppmerksomheten på handlingen, som sådan, og således lader sin lære fordunklet tre i bakgrunnen.

Fabelens form er i alminnelighet fortellende eller episk, men kan også være dramatisk eller dialogiseret. Hyppig er stilen metrisk, og da betjener den seg oftest av Brevstilens Stavelsemaal eller av firefotede rimede jamber.

Vår litteratur er ikke rik på originale fabeldiktere, hvorimot den ei mangler oversettere og åndrike behandlere av fabelen. De ekte originaler til flere av de fremmede Fabelliteraturers beste Prydelser tape seg også i Orientens fjerneste Old, ja selv gamle Æsopus har flere av sine lenger østenfra.

Maaskee vil det begrep, som her, til egen veiledning for ungdommen, 3er meddelt om fabelen, ennå erholde noen klarhet ved å sammenstilles med en kort utvikling av de med den beslektede Digtarters, skjønt de to første av disse, etter den før angitte plan for fordelingen av nærværende Arbeides innhold, ville erholde plass i dets annen del. Disse er allegorien, myten og parabelen. Til allegorien og parabelen, som deres simpleste form — så simpel, at den ikke kan kalles noen diktart — kan også eksemplet henføres.

Fabelen er vel allegorisk eller billedlig diktning, men adskiller seg dog fra den egentlige allegori. I allegorien fremstilles nemlig Billedet alene uten å sammenstilles med sitt Modbillede. At udfinde dette, overlates til leseren, f. Ex. en skildring av det menneskelige Liv i en av en Flods løp fra kilden av og til havet, en vis Stats skjebner i beskrivelsen over et Skibs fart og Omtumlen. Imellom det selvstendig fremtredende bilde og det fordulgte Modbillede må altså en betydelig likhet finne sted. På grunn av denne natur betjener også allegorien, især den høyere, sig hyppig av personifikasjoner. Allegorien må likesom fabelen besitte indre sannhet, klarhet og simpelhet, men også dybde, og ofte en verdighet, der går til høyhet.

Den mytiske diktning er likeledes en med fabelen beslektet høyere diktart. Myten antyder nemlig symbolisk Naturens språk, og tjener ikke, som fabelen, til et speil, men er en åpenbaring av en i naturen forborgen og stum mening, der har næring for gemyttet og Behagelighed for innbilningskraften, som den også i en viss grad forutsetter utviklet hos leseren. I stil og Tone grenser den ofte inn på visse arter av legenden.

Simpel som fabelen er parabelen eller lignelsen (egentlig: Sammenstilling, sammenligning), hvori tilfelle fra det daglige Liv fremstilles som sinnbilder for høyere sannheter. I den blir bilde og Modbillede, det enkelte tilfelle og den alminnelige sannhet stillede hinannen ved siden. Deri adskiller den seg altså fra allegorien, og fra fabelen i, at den utelukkende tar sine fremstillinger fra menneskelivet, og har mer overjordiske formål enn den, nemlig å anskueliggjøre høyere alminnelige sannheter. Parabelens innhold er derfor som oftest religiøst, og dens tone alvorlig og høytidelig. Den søker mer å virke på gemyttet, fabelen mer på forstanden med sine leveregler og grunnsetninger 4for de enkelte tilfelle. Fortrinlige eksempler på parabelen finnes i Bibelen. Vår litteratur er derimot fattig derpå. Den geistlige veltalenhet betjener seg mest av det simplere, til det særskilte tilfelle og øyeblikkets behov avpassede, eksempel. Deri bestod også egentlig grekernes parabel, mens hebreernes, på grunn av deres oversandseligere religion, opløftede seg til den høyere sfære, hvor vi hensætte parabelen.

Hvor nær fabelen kan smelte over i disse forskjellige arter, så Skjelnet nesten synes å forsvinne, viser i det Følgende f. Ex. den 25te Fabel, ”den flyttet blomst“, hvor den går over i allegorien, den 33te, som står parabelen meget nær, og den 34te, som spiller over i myten.