III

I ingen Deel af den norske Ungdoms Underviisning raader saa liden Eenhed og Overeensstemmelse i hvad og hvorledes der paa de forskjellige Steder læres, som netop i Underviisningen i Modersmaalet. I lexikalsk og grammatikalsk Henseende antyder en Mængde forskjellige Meninger og Læresætninger, der med lige Autoritet gjøre sig gjældende, at dette befinder sig i en Gjæringsperiode, og da Læsebøgerne hente deres Indhold fra næsten et Aarhundredes, i den sidste Menneskealder tvedeelte, Literatur, uden at tillade sig at bringe det ind under noget gjennemført grammatikalsk og orthografisk System, have ogsaa de maattet bære hiin Gjærings Mærker istedetfor at være ordnende Midler i dens Forvirring. At undtage dette vort eget Arbeide, skulde være at benegte, at ogsaa dette er et Barn af sin Tid. Men vi have troet, at det ogsaa er et Krav af sin Tid; thi at Landet endnu en Menneskealder efter Adskillelsen fra Danmark for en ikke ringe Deel forsynes derfra med Læsebøger, hvori der ikke findes Spor af, at nogen norsk Forfatter siden Rigernes Adskillelse har existeret, og at saa i Et og Alt danske Læsebøger virkelig i enkelte norske Skoler lægges til Grund for Underviisningen i Modersmaalet, have vi antaget for en Opfordring til Normænd til dog at frigjøre os i denne Henseende ved at hjælpe os selv. Der har været gjort Forsøg derpaa af Landsmænd; men idet der heller ikke i disse har været taget retfærdigt Hensyn til den Literatur, det selvstændige Norge har erhvervet sig eller dog til den Andeel i en Fælles-Literatur, som det tilkommer, have vi ogsaa heri fundet en IVOpfordring til at udgive en Læsebog, hvori Nationalitet og Retfærdighed dog ikke skal krænkes, og ved hvilken Ungdommen dog ikke skal forvildes i sine Begreber om Værdien og Omfanget af den Literatur, hvortil Fædrenelandet har Eiendomsret. Den kan være udsat derfor, naar man seer, at en Læsebog, som er udgiven i Norge flere Aar efter Adskillelsen, af fød Nordmand og for Nordmænd, ikke destomindre gives Titel af “dansk Læsebog.“ Den er dog oprigtig heri, idet den virkelig fører den efter sit hovedsagelige Indhold; men her er dog et Tilfælde, hvor Ærlighed ikke bør vare længst.

Det ligger for øvrigt udenfor vor Plan at udvikle Aarsagerne til hine beklagelige Omstændigheder, hvis Følger røbe sig i vor Ungdoms vaklende Sprogbegreber og Ubekjendtskab til vor egen Literatur, og som vise sig udbredte til Almeenheden i næsten enhver offentlig Meddelelse, ethvert Dagblad, som vi tage ihænde. De dybeste ligge i vort Folks politiske Skjebne, strækkende sig fjernt under den sidste store Forandring i disse; men de nærmeste forgrene sig i individuelle Sympathier og Anskuelser hos dem, som deels have givet sig af med Underviisningen, deels med at forsyne denne med Bøger.

Efter Adskillelsen fra Danmark varede det endnu en Række af Aar før vor egen Videnskabelighed og Boghandel fik Kraft nok til at hjælpe os nogenlunde ud af den Afhængighed, hvori Danmark fremdeles holdt os med Hensyn til Forsyningen med de fleste Underviisningsbøger, og saaledes at standse et betydeligt Afløb for vor Velstand. Men det fulgte af Sagens Natur, fordi vor egen Literatur først maatte faae Frugter at afgive, at af alle Underviisnings Bøger maatte Læsebøger, der skulde kunne bære Navn af “norske“ eller være affattede for den norske Ungdom, være de sidste, vi selv kunde forskaffe os. Imidlertid er Tiden dertil og Muligheden af at kunne Vfrigjøre os i denne Henseende dog allerede længe forhaanden.

Vor politiske Selvstændighed har affødt en videnskabelig, vor materielle en aandig. Nordmændene have i denne Henseende været virksommere, end det indskrænkede Publikum og den danske Literaturs overvægtige Indstrømmen, uden at den norske fandt gjensidig Afsætning, *) syntes at skulle kunne tilstede. Der er skrevet Andet og Varigere i Norge siden 1814 end blot politiske Smaaskrifter; og vor siden den Tid fremskudte Literatur tæller baade i Videnskabelighedens alvorligere og æsthetiske Grene talrige og lysende Navne nok til at gjøre Skriget om vor literære Armod uretfærdigt og en fortsat Afhængighed af den danske Literatur unødvendig. Men vi bør ikke alene faae Øinene op for dette sande Forhold; men ogsaa benytte det. Det er ikke alene saarende og uretfærdigt imod det Folk, hvis Ungdom skal undervises, saaledes som skeer er, at give dets egen Literatur en underordnet Plads; men det er ogsaa skadeligt, først som vildledende, fordi det strider imod en historisk Sandhed, og dernæst fordi det ikke blot er Viden og Dannelse, Ungdommen skal erhverve igjennem deslige anthologiske Underviisningsbøger, men ogsaa, i Agtelsen for de fædrelandske videnskabelige Fortjenester, den fineste Næring for Fædrelandskjærligheden og andre af dens ædleste Følelser. Et Folks Literatur er dets Sjeles Fædreneland; Universitetet er Hovedstaden deri; og det baader Ynglingerne, at de vide og føle, at de have et - et, som ogsaa har Krav paa deres Kræfter.

Fælles-Literaturen før 1814, hvortil saa mange lysende norske Navne, Foreningens intime Beskaffenhed og Fællesskab i Universitetet hjemler Norge en uomtvivlelig lige Adkomstret, og vor egen Green af den siden hiint Aar i tvende selvstændige VIForgreninger spaltede Fælles-Literatur tilbyder rigeligt Emne for en Læsebog for den norske Ungdom, fra Henlæggelsen af Børnebøgerne af og til Afgangen til Universitetet. Vi skulde endog før 1814 kunne indskrænke os til hine norske Forfatternavne, undvære ethvert Bidrag af den senere danske Literatur, og saaledes ganske være os selv nok, uden at derfor nogen Deel og Art af Literaturen skulde savnes eller mangle paa at blive værdigen repræsenteret. Men nu, da det er saa, at Nordmændene foruden Adkomstret til Fælles-Literaturen før 1814 og Eiendomsret til den Literatur, de selv have erhvervet sig siden dette Aar, ogsaa have Benyttelsesret til den, der samtidigen har udviklet sig paa dansk Bund - da altsaa Literaturen danner en Stamme med to Grene og Kroner, der hver for sig fra samme Spaltningspunkt, men med eiendommelig Farve, skyde i Høiden — da en Literaturs Værd betinges af dens Rigdom og Omfang — da Sprogmidlet for begge Literaturer, paa Enkeltheder nær, fremdeles er det samme - da Skrivesprogets Omfang og ikke Politikens Afsondringer formeentlig antyde Grændserne for et Arbeide som nærværende, og da Bekjendtskab til den danske Literaturs senere Frembringelser baade paatrænger sig i Selskabslivet og bør, baade for de gamle Forholdes og sin egen Skyld, kunne fordres af den dannede norske Yngling: have vi troet, ogsaa at burde følge denne danske Forgrening af hiin ældre egentlige Fælles-Literatur, som baade har overført i sig flere af dennes berømmelige Navne og udblomstret i nye, og i et passende Forhold at optage endeel af dens Frembringelser efter Adskillelsen. Noget gjensidigt Behov eller nogen egentlig streng Ret dertil finder vel ikke længere Sted; men hvor meget end vort Folk, ved Opmærksomhed for sit Old- og Almue-Sprog, ved Forfatteres Gjenerobringer og Fremhentninger derfra og ved grammatikalske og lexikalske Arbeider — Arbeider i selve Gruberne — i Tiden vil kunne udvikle VIIen Eiendommelighed i Skriftsproget, vil dog denne lykkeligere Efterslægt maatte indrømme, at indtil vore Dage finder dog imellem begge Folk en saadan Adgang Sted til hinandens literære Prydelser som imellem Naboer, der dog kunne see over Gjærdet ind i hinandens Haver. At den Ene nu synes saa overmaade meget bedre om sin, kommer maaskee af, at Jordbunden dog vel ikke er saa eens endda eller driver saa ganske de samme Væxter. Forskjel i politiske og Natur-Forholde have virkelig ogsaa i det Hele afpræget sig i begge Literaturers, navnlig i dens poetiske Frembringelsers, Charakter, og temmelig snart efter Adskillelsen ville de Danske have fundet det ogsaa med Hensyn til Sproget. De kaldte det, at Normændene begyndte at skrive vel norsk, for norsk til i alle Udtryk at kunne blive forstaaede af Danske. Og naturligt; alene vort Lands fysiske Beskaffenhed har gjort vort Sprog rigt paa Benævnelser, de Danske ikke kjende noget til, fordi de ikke have Tingene derfor. Og nu hertil Opdragelsen og Uddannelsen hjemme i selve Landet, Exemplerne m. m. — sandelig, der tør være noget i hiin Klage, at man i Danmark ikke læser norske Forfattere ganske med samme Lethed som vi de danske, hvis hele Sprogs ikke store Omfang er os bekjendt.

Men Tidsaanden er ogsaa imod enhver saadan vilkaarlig Afsondring, og de Lærere i Modersmaalet, som vi have forelagt de Grændser, der lade sig afstikke i Valget til en Læsebog for den norske Ungdom, have været af den Mening, at Bogen, saaledes som vi ovenfor have afstukket dem, vilde, uden at give Slip paa Noget af sin Nationalitet, blive brugbarere og afsætteligere for vor Tid. Og det er hertil, vi have at tage Hensyn, ikke til hvorledes det har behaget danske eller andre norske Udgivere af Læsebøger at indrette deres, eller til, hvorledes en fjernere Fremtid vil kræve dem for den norske Ungdom.

VIIIIdet vi have maattet beslutte os til at dele vor Læsebog i tvende Dele, hører dog til vor Plan ogsaa for den første Deel Forkastelse af denne, ikke altid naturlige, Barnslighed i Fremstillingen, disse selvgjorte eller fra tydske Børnebøger hentede Fortællinger om en liden Hans eller Peter, som ialfald kun høre hjemme umiddelbart ovenpaa ABCen eller i den mundtlige moderlige eller Barnekammerets Underviisning. Ja selv i denne viser Barnets tidlige Griben efter Eventyrets stærkere Aandsføde, hvor snart denne Maneer bliver det vansmagelig. Ogsaa vor Læsebogs første Deel og dennes første Afsnit vil derfor være hentet fra den virkelige Literatur, fra dens Forfatternavne, og idet det hele Arbeide vil omfatte samtlige, i vort Sprog kjendte, Skjønvidenskabelighedens poetiske og prosaiske Arter og Former, vil dets første Deel indeholde dem, der i Fremstillingen og Belysningen ere de simpleste. Saaledes vil den didaktiske Poesies første Afdeling, det egentlige Læredigt, blive saaledes at skifte imellem begge Værkets Dele, at Fabelen og Parabelen ville gives Plads i den første, medens Allegorien og Mythen, omendskjønt hørende til samme Familie, ligesom ogsaa den poetiske didaktiske Epistel, Satiren og Sinddigtet blive at henvise til den anden. Af den lyriske Poesi ville Oden og dens Afarter, Hymnen og Dithyramben, saavelsom Sangens kunstigere Former (saasom Sonetten og Kantaten) og Elegien, paa Grund af dens for den yngre Alder for sentimentale Indhold, ligeledes tilhøre den anden Deel; men alene Omfanget af hvad der forud har havt Krav paa at optages i denne første Deel har foraarsaget Henviisningen til anden Deel af flere af Sangens Arter, hvis Indhold og Simpelhed i Formen ellers gjerne kunde tilladt dem Plads i første. I denne vil man derfor kun finde Prøver af de aandelige Sangarter samt af de verdslige paa National- og Folke- samt Barne-Sangen. IXAf den episke Poesi vil det egentlige Epos (Heltedigtet) i dets historiske, romantiske, komiske og idylliske Former blive at henvise til anden Deel, medens den poetiske Fortællings Former (Romancen og Novellen, den rimede Fortælling, Riimbrevet, Romancen og Balladen) gives Plads i den første. For denne skulde rigtignok det idylliske Epos, formedelst Simpelheden i sin Natur, synes passende; men dets Versform har ladet os henvise det til den anden Deel, hvor der formeentlig ogsaa vil være den rette Plads for den dramatiske Poesi, forsaavidt Prøver af dennes Arter lade sig indpresse i en Læsebog. Den blotte dialogiske Form for et idyllisk eller didaktisk Digt henviser det derimod naturligviis ikke til den anden Deel. I det Prosaiske har den større eller mindre Fattelighed i Fremstillingen afgjort, i hvilken af Arbeidets Dele Bidragene skulle have sin Plads. Men hvad den egentlige Veltalenhed betræffer, udfordres for at skatte den en udviklet Skjønsomhed, som vi alene kunde forudsætte hos den modnere Yngling, hvorfor Exemplerne paa dens Arter, paa geistlig, retlig og parlamentarisk Veltalenhed ere henlagte til den anden Deel. Enkelte af de i denne Deel leverede Prøver af moralsk belærende Foredrag hæve sig dog til Flugten i den geistlige Veltalenhed.

Det historiske Foredrag ligger derimod ganske indenfor Omkredsen af de Discipliner, hvormed den Ungdommens Alder gjøres bekjendt, for hvem denne første Deel af vort Arbeide er bestemt. Vi have derfor ganske henlagt Exemplerne paa Sagastilen og Prøverne af vore nyere historiske Forfattere til nærværende Deel. I den give vi ogsaa Eventyret og Sagnet Plads, medens vi, paa Grund af Legendens mystiske Charakter, have troet at burde henlægge denne til den Deel, som er bestemt for den modnere Ungdom.

XSidste Afsnit i 2den Deel vil indeholde enkelte Oversættelser af det latinske, franske, engelske, tydske og svenske Sprog, som Exempler paa hvor nær vort lader sig bøie efter disse, og Værket vil blive sluttet med korte Biografier af Forfatterne.

Med Hensyn til Retskrivningen have vi, i disse i dette Punkt stridige Tider, søgt en Middelvei, hvor vi ogsaa have fundet de senest i Norge udgivne Sproglærer, og vi troe ogsaa Fornuft og Etymologi, for os. Af den Ene af Udgiverne vil man i alt finde 6 Bidrag; men uagtet dette Tal i sig selv ikke er forholdsviis for stort med Hensyn til Omfanget af hans Frembringelser mellem Landets senere Forfattere, vilde det dog være bleven indskrænket, om Tilgangen dertil, navnlig paa Børnesange havde været rigere hos Andre, og om Tilfældet ikke havde været med det af ham valgte Eventyr, at det afgiver et Exempel paa denne Fortællings Arts Overgang til Mythen, som ellers ikke tilbød sig.

De forklarende Indledninger, hvormed de enkelte Afsnit ere ledsagede, sigte mere til at tjene Selvlærlingen end Læreren, der vil benytte vor Bog, til Veiledning. De ere støttede til udmærkede Æsthetikeres Autoritet, men indeholde dog ikke mere end hvad enhver duelig Lærer selv vil kunne meddele sine Disciple.

Og hermed vor “Læsebog for den norske Ungdom“ anbefalet i dennes, i skjønsomme Læreres og velvillige Landsmænds Hænder! Dens Brug ved Ungdommens Underviisning vil visselig nok røbe Mangler ved den; men maatte dette erhverve os Anviisninger til dens Forbedring, ville vi ansee dette, ikke mindre end dens Brug, for en Paaskjønnelse, som vi kun ønske Leilighed til at vise, hvor høit vi vurdere den, ved i en ny og forbedret Udgave at benytte dem.

Christiania i Marts 1844.

Udgiverne.

III

I ingen del av den norske Ungdoms undervisning råder så liten enhet og overensstemmelse i hva og hvorledes der på de forskjellige steder læres, som nettopp i undervisningen i morsmålet. I leksikalsk og grammatikalsk Henseende antyder en mengde forskjellige meninger og læresetninger, der med lige autoritet gjøre seg gjeldende, at dette befinner seg i en Gjæringsperiode, og da lesebøkene hente deres innhold fra nesten et århundrets, i den siste menneskealder tvedelte, litteratur, uten å tillate seg å bringe det inn under noe gjennomført grammatikalsk og ortografisk system, have også de måttet bære hin Gjærings merker i stedet for å være ordnende midler i dens forvirring. Å unnta dette vårt eget arbeide, skulle være å benekte, at også dette er et barn av sin tid. Men vi har trodd, at det også er et krav av sin tid; thi at landet ennå en menneskealder etter adskillelsen fra Danmark for en ikke ringe del forsynes derfra med lesebøker, hvori der ikke finnes spor av, at noen norsk forfatter siden Rigernes adskillelse har eksistert, og at så i Et og alt danske lesebøker virkelig i enkelte norske skoler legges til grunn for undervisningen i morsmålet, har vi antatt for en oppfordring til Normænd til dog å frigjøre oss i denne Henseende ved å hjelpe oss selv. Der har vært gjort forsøk derpå av landsmenn; men idet der heller ikke i disse har vært tatt rettferdig hensyn til den litteratur, det selvstendige Norge har ervervet seg eller dog til den andel i en felles-litteratur, som det tilkommer, har vi også heri funnet en IVoppfordring til å utgi en lesebok, hvori nasjonalitet og rettferdighet dog ikke skal krenkes, og ved hvilken ungdommen dog ikke skal forvilles i sine begreper om verdien og omfanget av den litteratur, hvortil fedrelandet har eiendomsrett. Den kan være utsatt derfor, når man ser, at en lesebok, som er utgitt i Norge flere år etter adskillelsen, av født nordmann og for nordmenn, ikke desto mindre gives tittel av “dansk lesebok.“ Den er dog oppriktig heri, idet den virkelig fører den etter sitt hovedsakelige innhold; men her er dog et tilfelle, hvor ærlighet ikke bør vare lengst.

Det ligger for øvrigt utenfor vår plan å utvikle årsakene til hine beklagelige omstendigheter, hvis følger røpe seg i vår Ungdoms vaklende språkbegreper og Ubekjendtskab til vår egen litteratur, og som vise seg utbredte til almenheten i nesten enhver offentlig meddelelse, ethvert Dagblad, som vi tar ihænde. De dypeste ligge i vårt Folks politiske skjebne, strekkende seg fjernt under den siste store forandring i disse; men de nærmeste forgrene seg i individuelle sympatier og anskuelser hos dem, som dels have gitt seg av med undervisningen, dels med å forsyne denne med bøker.

Etter adskillelsen fra Danmark varte det ennå en rekke av år før vår egen vitenskapelighet og bokhandel fikk kraft nok til å hjelpe oss noenlunde ut av den avhengighet, hvori Danmark fremdeles holdt oss med hensyn til forsyningen med de fleste Underviisningsbøger, og således å stanse et betydelig avløp for vår velstand. Men det fulgte av Sagens natur, fordi vår egen litteratur først måtte få frukter at afgive, at av alle undervisnings bøker måtte lesebøker, der skulle kunne bære navn av “norske“ eller være affattede for den norske ungdom, være de siste, vi selv kunne forskaffe oss. Imidlertid er tiden dertil og muligheten av å kunne Vfrigjøre oss i denne Henseende dog allerede lenge forhånden.

Vår politiske selvstendighet har affødt en vitenskapelig, vår materielle en aandig. Nordmennene har i denne Henseende vært virksommere, enn det innskrenkede publikum og den danske litteraturs overvektige Indstrømmen, uten at den norske fant gjensidig avsetning, *) syntes å skulle kunne tilstede. Der er skrevet annet og Varigere i Norge siden 1814 enn blot politiske småskrifter; og vår siden den tid fremskutte litteratur teller både i vitenskapelighetens alvorligere og estetiske grener talrige og lysende navn nok til å gjøre skriket om vår litterære armod urettferdig og en fortsatt avhengighet av den danske litteratur unødvendig. Men vi bør ikke alene få øynene opp for dette sanne forhold; men også benytte det. Det er ikke alene sårende og urettferdig imot det folk, hvis ungdom skal undervises, således som skeer er, å gi dets egen litteratur en underordnet plass; men det er også skadelig, først som vildledende, fordi det strider imot en historisk sannhet, og dernest fordi det ikke blot er viden og dannelse, ungdommen skal erverve igjennom deslige antologiske Underviisningsbøger, men også, i aktelsen for de fædrelandske vitenskapelige fortjenester, den fineste næring for fedrelandskjærligheten og andre av dens edleste følelser. Et Folks litteratur er dets Sjeles fedreland; Universitetet er hovedstaden deri; og det båter ynglingene, at de vide og føle, at de har et - et, som også har krav på deres krefter.

Felles-litteraturen før 1814, hvortil så mange lysende norske navn, Foreningens intime beskaffenhet og fellesskap i Universitetet hjemler Norge en uomtvivlelig lige adkomstrett, og vår egen Green av den siden hint år i tvende selvstendige VIforgreninger spaltede felles-litteratur tilbyder rikelig emne for en lesebok for den norske ungdom, fra henleggelsen av barnebøkene av og til avgangen til Universitetet. Vi skulle endog før 1814 kunne innskrenke oss til hine norske Forfatternavne, unnvære ethvert bidrag av den senere danske litteratur, og således ganske være oss selv nok, uten at derfor noen del og art av litteraturen skulle savnes eller mangle på å bli værdigen representert. Men nå, da det er så, at nordmennene foruten adkomstrett til felles-litteraturen før 1814 og eiendomsrett til den litteratur, de selv have ervervet seg siden dette år, også have Benyttelsesret til den, der samtidig har utviklet seg på dansk bunn - da altså litteraturen danner en stamme med to grener og kroner, der hver for seg fra samme Spaltningspunkt, men med eiendommelig farge, skyde i høyden — da en litteraturs verd betinges av dens rikdom og omfang — da språkmidlet for begge litteraturer, på enkeltheter nær, fremdeles er det samme - da Skrivesprogets omfang og ikke Politikens avsondringer formeentlig antyde grensene for et arbeide som nærværende, og da bekjentskap til den danske litteraturs senere Frembringelser både paatrænger seg i selskapslivet og bør, både for de gamle Forholdes og sin egen skyld, kunne fordres av den dannede norske yngling: har vi trodd, også å burde følge denne danske forgrening av hin eldre egentlige felles-litteratur, som både har overført i seg flere av dennes berømmelige navn og udblomstret i nye, og i et passende forhold å oppta en del av dens Frembringelser etter adskillelsen. Noe gjensidig behov eller noen egentlig streng rett dertil finner vel ikke lenger sted; men hvor meget enn vårt folk, ved oppmerksomhet for sitt Old- og Almue-språk, ved Forfatteres gjenerobringer og fremhentninger derfra og ved grammatikalske og leksikalske arbeider — arbeider i selve gruvene — i tiden vil kunne utvikle VIIen eiendommelighet i skriftspråket, vil dog denne lykkeligere etterslekt måtte innrømme, at inntil våre dager finner dog imellom begge folk en sådan adgang sted til hinandens litterære Prydelser som imellom naboer, der dog kunne se over gjerdet inn i hinandens Haver. At den Ene nå synes så overmåte meget bedre om sin, kommer maaskee av, at jordbunnen dog vel ikke er så ens enda eller driver så ganske de samme vekster. Forskjell i politiske og natur-Forholde have virkelig også i det hele afpræget seg i begge Literaturers, navnlig i dens poetiske Frembringelsers, karakter, og temmelig snart etter adskillelsen ville de Danske have funnet det også med hensyn til språket. De kalte det, at Normændene begynte å skrive vel norsk, for norsk til i alle uttrykk å kunne bli forstaaede av Danske. Og naturlig; alene vårt Lands fysiske beskaffenhet har gjort vårt språk rikt på benevnelser, de Danske ikke kjenne noe til, fordi de ikke have tingene derfor. Og nå hertil oppdragelsen og utdannelsen hjemme i selve landet, eksemplene m. m. — sannelig, der tør være noe i hin klage, at man i Danmark ikke leser norske forfattere ganske med samme letthet som vi de danske, hvis hele språks ikke store omfang er oss bekjent.

Men tidsånden er også imot enhver sådan vilkårlig avsondring, og de lærere i morsmålet, som vi har forelagt de grenser, der lade seg avstikke i valget til en lesebok for den norske ungdom, have vært av den mening, at boken, således som vi ovenfor have avstukket dem, ville, uten å gi Slip på Noget av sin nasjonalitet, bli brukbarere og afsætteligere for vår tid. Og det er hertil, vi har å ta hensyn, ikke til hvorledes det har behaget danske eller andre norske utgivere av lesebøker å innrette deres, eller til, hvorledes en fjernere fremtid vil kreve dem for den norske ungdom.

VIIIIdet vi har måttet beslutte oss til å dele vår lesebok i tvende dele, hører dog til vår plan også for den første del forkastelse av denne, ikke alltid naturlige, barnslighet i fremstillingen, disse selvgjorte eller fra tyske barnebøker hentet fortellinger om en liten Hans eller Peter, som i alle fall kun høre hjemme umiddelbart ovenpå ABCen eller i den muntlige moderlige eller Barnekammerets undervisning. Ja selv i denne viser Barnets tidlige Griben etter Eventyrets sterkere Aandsføde, hvor snart denne maner blir det vansmakelig. Også vår Læsebogs første del og dennes første avsnitt vil derfor være hentet fra den virkelige litteratur, fra dens Forfatternavne, og idet det hele arbeide vil omfatte samtlige, i vårt språk kjente, Skjønvidenskabelighedens poetiske og prosaiske arter og former, vil dets første del inneholde dem, der i fremstillingen og belysningen er de simpleste. Således vil den didaktiske Poesies første avdeling, det egentlige læredikt, bli således å skifte imellom begge verkets dele, at fabelen og parabelen ville gives plass i den første, mens allegorien og myten, omenskjønt hørende til samme familie, likesom også den poetiske didaktiske epistel, satiren og Sinddigtet bli å henvise til den annen. Av den lyriske poesi ville Oden og dens avarter, hymnen og Dithyramben, saavelsom Sangens kunstigere former (saasom sonetten og kantaten) og Elegien, på grunn av dens for den yngre alder for sentimentale innhold, likeledes tilhøre den annen del; men alene omfanget av hva der forut har hatt krav på å opptas i denne første del har forårsaket henvisningen til annen del av flere av Sangens arter, hvis innhold og simpelhet i formen ellers gjerne kunne tillatt dem plass i første. I denne vil man derfor kun finne prøver av de åndelige Sangarter samt av de verdslige på National- og Folke- samt Barne-sangen. IXAv den episke poesi vil det egentlige epos (heltediktet) i dets historiske, romantiske, komiske og idylliske former bli å henvise til annen del, mens den poetiske fortellings former (romansen og novellen, den rimede fortelling, rimbrevet, romansen og Balladen) gives plass i den første. For denne skulle riktignok det idylliske epos, formedelst simpelheten i sin natur, synes passende; men dets versform har latt oss henvise det til den annen del, hvor der formeentlig også vil være den rette plass for den dramatiske poesi, for så vidt prøver av dennes arter lade seg innpresse i en lesebok. Den blotte dialogiske form for et idyllisk eller didaktisk dikt henviser det derimot naturligvis ikke til den annen del. I det Prosaiske har den større eller mindre Fattelighed i fremstillingen avgjort, i hvilken av Arbeidets dele bidragene skulle ha sin plass. Men hva den egentlige veltalenhet betreffer, udfordres for å skatte den en utviklet skjønnsomhet, som vi alene kunne forutsette hos den modnere yngling, hvorfor eksemplene på dens arter, på geistlig, retlig og parlamentarisk veltalenhet er henlagte til den annen del. Enkelte av de i denne del leverte prøver av moralsk belærende foredrag heve seg dog til flukten i den geistlige veltalenhet.

Det historiske foredrag ligger derimot ganske innenfor omkretsen av de Discipliner, hvormed den Ungdommens alder gjøres bekjent, for hvem denne første del av vårt arbeide er bestemt. Vi har derfor ganske henlagt eksemplene på sagastilen og prøvene av våre nyere historiske forfattere til nærværende del. I den gir vi også Eventyret og sagnet plass, mens vi, på grunn av Legendens mystiske karakter, have trodd å burde henlegge denne til den del, som er bestemt for den modnere ungdom.

XSiste avsnitt i 2den del vil inneholde enkelte oversettelser av det latinske, franske, engelske, tyske og svenske språk, som eksempler på hvor nær vårt lader seg bøye etter disse, og verket vil bli sluttet med korte biografier av forfatterne.

Med hensyn til rettskrivningen har vi, i disse i dette punkt stridige tider, søkt en middelvei, hvor vi også have funnet de senest i Norge utgitte språklærer, og vi tror også fornuft og etymologi, for oss. Av den Ene av utgiverne vil man i alt finne 6 bidrag; men uaktet dette tall i seg selv ikke er forholdsvis for stort med hensyn til omfanget av hans Frembringelser mellom Landets senere forfattere, ville det dog være blitt innskrenket, om tilgangen dertil, navnlig på barnesanger hadde vært rikere hos andre, og om tilfellet ikke hadde vært med det av ham valgte eventyr, at det avgir et eksempel på denne fortellings Arts overgang til myten, som ellers ikke tilbød seg.

De forklarende innledninger, hvormed de enkelte avsnitt er ledsaget, sikte mer til å tjene Selvlærlingen enn læreren, der vil benytte vår bok, til veiledning. De er støttede til udmærkede estetikeres autoritet, men inneholde dog ikke mer enn hva enhver duelig lærer selv vil kunne meddele sine disipler.

Og hermed vår “lesebok for den norske ungdom“ anbefalt i dennes, i skjønnsomme Læreres og velvillige landsmenns hender! Dens Bruk ved Ungdommens undervisning vil visselig nok røpe mangler ved den; men måtte dette erverve oss anvisninger til dens forbedring, ville vi anse dette, ikke mindre enn dens Bruk, for en påskjønnelse, som vi kun ønske leilighet til å vise, hvor høyt vi vurderer den, ved i en ny og forbedret utgave å benytte dem.

Christiania i mars 1844.

Utgiverne.