(Et fremmed eventyr, gjenfortalt.)
Det var engang, graaben var ude og veired. Han gik og tassed baade langt og længe og lusked og lugted sig fremigjennem aaslien; men han fik ikke engang tæften af noget, som ædende var. Vand fandt han nok af; for det var frempaa vaarsiden, saa der stod pytter og myrhuller baade her og der i skogsbunden. Men det moned saa lidet i skrotten, tarmene skreg og skreg, saa han vidste ikke, hvor han skulde snu eller vende sig. Sidde kunde han ikke, og staa kunde han ikke; saa maatte han gaa, ved du, og næsen den var fore og snused og nased i baade øst og vest. Det bar ned efter lien, og tilslut havde han lensmandsgaarden bent under sig; men saa svang og sulten var han, at han fristed et stykke til. Jo — der kjendte han madlugt. Det var en hoppe, som gik og beited med folungen sin. Graaben smøg sig frem imellem vidjekjærrene, og saa var han med et eneste sæt oppe paa ryggen af hoppen.
«Nu har jeg dig.» sagde han. «Staar du og beiter midt i slaatengen til lensmanden, du? Jeg er bygdevægter, jeg, skal du vide, og nu rider jeg dig lukt i lensmandshullet, hvis du ikke giver pant.»
«Hvad skulde det være?» sagde hoppen.
«Folen din,» svarte ulven.
«Stakkars kroken, han er saa ung og uvittig,» sagde 19hoppen; «han ved ikke, hvordan han skal skikke sig i arresten. Kunde du ikke vente, til han kom til skjels aar og alder?» spurgte hun.
«Hvor gammel er han nu da?» sagde ulven.
«Jeg er ikke rigtig stø paa det, men jeg har det skrevet her under høire baghoven baade fødselsdagen og navnet, han fik i daaben. Det staar med guldskrift, og du er vel brevsynt, du, som er bygdevægter, ved jeg?» sagde hoppen.
Ulven syntes, det var leit at negte for det.
«Lad mig se døbeseddelen,» sagde han og sprang ned. Men da løfted hoppen den høire bagfoden og gav ham en i skallen, saa sol og maane og stjerner dansed for synet hans. Det var guldskriften; og den var saa sterk, at han maatte lukke øinene. Da han fik dem op igjen, saa de hverken hoppe eller fole.