207

Efter klokken 7 om aftenen begyndte vægterne at sprede sig fra raadstuen udover byen. Det var helst gamle matroser og skibstømmermænd, som ikke længer kunde arbeide, — med grovt grødet mæle, krogryggede og tunghørte.

De kom gaaende ganske langsomt i sine lange tykke vadmelsfrakker, med løgten i venstre haand, stødende den tunge pigstav i brostenene, saa man hørte dem lang vei. Og ved de bestemte hushjørner ropte de tiden og vinden, — hver paa sin maade, saa at hver vægter blev forstaat i sin gade, men ellers neppe nogensteds i den hele verden.

Efter klokken 10 var byen ganske sort og uddød. En drukken mand gik fra stok til væg, indtil han havned ensteds i en kjelderhals, i en rendesten, i sjøen, eller — hvis han snubled over en vægter — paa raadstuen.

Men de var ikke lette at snuble over, vægterne; for de havde sine vel forborgne sovepladser, som de kun yderst nødig forlod, naar de syntes der maatte ropes noget, eller naar det nærmed sig slæpende skridt af gamle stive lærstøvler i gaden. Det var rundvagten, den egentlige brandvagt. Den bestod — tror jeg — helst af rigtig ældgamle vægtere, som det ikke længer var lyd i. De var fire eller fem i følge, og alle havde de slaat kraverne helt op og trukket skindhuerne helt ned, saa nogen ildebrand skulde de neppe merke, før det sved dem i skjegget. Og alligevel sov byen saa trygt, saa trygt. Og vaagned en eller anden, og begyndte at tænke paa al den rug som laa paa sjøhuset, eller der kom række paa række af billeder — tydelige, ubønhørlige, som de kommer i mørke om natten — af en glo — en glo som laa ensteds og ulmed og greb om sig og fænged i væggen, og fik magt og omspændte huset og fortærte rugen, saltet, tønder, og hele kramboden med varelager og alt sammen, — da lød det slæpende trin i gaden af gamle stive lærstøvler, pigstaver stødtes i brostenene; de nærmed sig og drog forbi.

A! — rundvagten! Alt i orden. Se saa, nu kunde man sove videre trygt og rolig.

208Men — naar de saa kom, de tre forfærdelige brandskud, saa ruderne klirred over den hele by, og mange sprang — da var ogsaa rædselen over al maade.

Over de mørke gader skinte det rødt i den tykke regnluft, som et luende ildhav, om det saa bare var en almindelig pibebrand; den lange Jørgen tambur trommed som han var gal, med den tykke ende af stikkerne; og mænd med grovt maal og gutter med stemmer saa skarpe som maaker fløi gjennem gaderne og skreg af al magt: «Brand! brand! brand! — Brand!» Ved sprøitehuset samledes folk med løgter, ropende: «Nøklerne! nøklerne?» — De hang bag brandinspektørens seng. — Afsted efter brandinspektøren. — I det begende mørke løb én lige i maven paa ham, og nøkleknippet bort i sølen; og mens de ledte efter det med tre løgter, sprængte nogen skippere dørene, og sprøiterne rumled afsted med den uhyggelige tomme lyd. Gamle jomfruer i nattrøie løb ud paa gaden med en vaskevandsbolle eller et strygejern, og i husene flokkedes alle om fars og mors sengkammer. De smaa børn sad i sengen og graat; de voksne døtre skulde trøste dem — halvklædde, med haaret nedover ryggen, blege og skjælvende af skræk. Men mor lod koge kaffe — varm kaffe er god for alt og til alle tider; og far kom undertiden hjemom og fortalte hvorledes det gik. Gutterne havde straks klæd sig paa og forsvandt. For dem var det en fest — en skrækkens fest. Den røde himmel over den sorte nat, flammen som undertiden vifted ud af den tykke røg, de voksne mænd som sprang og ropte, alt dette fyldte dem med en spænding som af ti románer; i en trang til at vove det uhyre, til at udmerke sig ved noget uhørt mandhaftigt, styrted de sig ind i huse hvor det hverken var ild eller fare, og tog kjæmpetag i de urørligste og umuligste gjenstande for at redde.

Brandinspektøren stod ved sprøiterne og kommandérte. To rækker af mænd og halvvoksne gutter langed vand op og tomme spand tilbage. Ved sjøen eller nede i en brønd skiftedes unge sjømænd til at fylde brandspandene, til de var gjennemvaade og dø’e i armene. Offiserer af borgerkorpset i blaa snipkjole med hvide snorer løb omkring og var overalt i veien for sig selv og andre med sine lange sabler.

209Men i selve ilden var igjen sjøfolkene. De var inde i husene og redded, til taget faldt; oppe paa nabohuset med vaade seil, hugged ned smaahuse og plankeverker.

Under alt dette led dog kjøbmændene den værste angst; ti assurance var en meget sjelden ting.

Men naar vinden bar paa, og de smaa træhus flammed op, det ene efter det andet, da tabte selv de klogeste og dristigste al tanke; og de løb omkring i pakboderne, paa sjøhuset, og hjalp til med at styrte melsækker og korn i sjøen, arbeidende og ødelæggende i sit ansigts sved, mens de glemte at redde kontánterne i kontoret bag kramboden.

Men gjennem ild og røg — høit over larmen og ropene — lød klemtingen fra den store klokke i kirken. To eller tre langsomme slag, saa en lang pause, derpaa igjen nogen enkelte spredte slag med pauser imellem. Det lød saa tungt og haabløst. Det var ikke stormklokken, som skulde vække menneskene til hjælp og redning; det var kirkens bøn om barmhjertighed, de gjentagne fortvilede rop til Gud, at han vilde slukke den fortærende ild.

207

Etter klokken 7 om aftenen begynte vekterne å sprede seg fra rådstuen utover byen. Det var helst gamle matroser og skipstømmermenn, som ikke lenger kunne arbeide, — med grovt grøtet mæle, krokryggede og tunghørte.

De kom gående ganske langsomt i sine lange tykke vadmelsfrakker, med løgten i venstre hånd, støtende den tunge pigstav i brosteinene, så man hørte dem lang vei. Og ved de bestemte hushjørner ropte de tiden og vinden, — hver på sin måte, så at hver vekter ble forstått i sin gate, men ellers neppe noensteds i den hele verden.

Etter klokken 10 var byen ganske sort og utdødd. En drukken mann gikk fra stokk til vegg, inntil han havned ensteds i en kjellerhals, i en rennestein, i sjøen, eller — hvis han snublet over en vekter — på rådstuen.

Men de var ikke lette å snuble over, vekterne; for de hadde sine vel forborgne sovepladser, som de kun ytterst nødig forlot, når de syntes der måtte ropes noe, eller når det nærmet seg slæpende skritt av gamle stive lærstøvler i gaten. Det var rundvakten, den egentlige brannvakt. Den bestod — tror jeg — helst av riktig eldgamle vektere, som det ikke lenger var lyd i. De var fire eller fem i følge, og alle hadde de slått kravene helt opp og trukket skinnhuene helt ned, så noen ildebrann skulle de neppe merke, før det sved dem i skjegget. Og allikevel sov byen så trygt, så trygt. Og våknet en eller annen, og begynte å tenke på all den rug som lå på sjøhuset, eller der kom rekke på rekke av billeder — tydelige, ubønhørlige, som de kommer i mørke om natten — av en glo — en glo som lå ensteds og ulmed og grep om seg og fenget i veggen, og fikk makt og omspente huset og fortærte rugen, saltet, tønder, og hele kramboden med varelager og alt sammen, — da lød det slæpende trin i gaten av gamle stive lærstøvler, pigstaver stødtes i brosteinene; de nærmet seg og drog forbi.

A! — rundvakten! Alt i orden. Se så, nå kunne man sove videre trygt og rolig.

208Men — når de så kom, de tre forferdelige brannskudd, så rutene klirret over den hele by, og mange sprang — da var også redselen over all måte.

Over de mørke gater skinte det rødt i den tykke regnluft, som et luende ildhav, om det så bare var en alminnelig pipebrann; den lange Jørgen tambur trommed som han var gal, med den tykke ende av stikkerne; og menn med grovt mål og gutter med stemmer så skarpe som måker fløy gjennom gatene og skrek av all makt: «Brand! brand! brand! — Brand!» Ved sprøytehuset samledes folk med løgter, ropende: «Nøklene! nøklene?» — De hang bak brandinspektørens seng. — Av sted etter branninspektøren. — I det begende mørke løp én like i maven på ham, og nøkleknippet bort i sølen; og mens de ledte etter det med tre løgter, sprengte noen skippere dørene, og sprøytene rumled av sted med den uhyggelige tomme lyd. Gamle jomfruer i nattrøye løp ut på gaten med en vaskevandsbolle eller et strykejern, og i husene flokkedes alle om fars og mors sengkammer. De små barn satt i sengen og graat; de voksne døtre skulle trøste dem — halvklædde, med håret nedover ryggen, bleke og skjelvende av skrekk. Men mor lot koke kaffe — varm kaffe er god for alt og til alle tider; og far kom undertiden hjemom og fortalte hvorledes det gikk. Guttene hadde straks klæd seg på og forsvant. For dem var det en fest — en skrekkens fest. Den røde himmel over den sorte natt, flammen som undertiden viftet ut av den tykke røg, de voksne menn som sprang og ropte, alt dette fylte dem med en spenning som av ti románer; i en trang til å vove det uhyre, til å utmerke seg ved noe uhørt mandhaftigt, styrtet de seg inn i huse hvor det hverken var ild eller fare, og tok kjempetak i de urørligste og umuligste gjenstander for å redde.

Branninspektøren stod ved sprøytene og kommandérte. To rekker av menn og halvvoksne gutter langet vann opp og tomme spann tilbake. Ved sjøen eller nede i en brønn skiftedes unge sjømenn til at fylde brannspannene, til de var gjennomvåte og dø’e i armene. Offiserer av borgerkorpset i blå snipkjole med hvite snorer løp omkring og var overalt i veien for seg selv og andre med sine lange sabler.

209Men i selve ilden var igjen sjøfolkene. De var inne i husene og reddet, til taket falt; oppe på nabohuset med våte seil, hugged ned småhus og plankeverker.

Under alt dette led dog kjøpmennene den verste angst; ti assuranse var en meget sjelden ting.

Men når vinden bar på, og de små træhus flammet opp, det ene etter det andre, da tapte selv de klokeste og dristigste all tanke; og de løp omkring i pakkbodene, på sjøhuset, og hjalp til med å styrte melsækker og korn i sjøen, arbeidende og ødeleggende i sitt ansigts sved, mens de glemte å redde kontánterne i kontoret bak kramboden.

Men gjennom ild og røg — høyt over larmen og ropene — lød klemtingen fra den store klokke i kirken. To eller tre langsomme slag, så en lang pause, derpå igjen noen enkelte spredte slag med pauser imellom. Det lød så tungt og håpløst. Det var ikke stormklokken, som skulle vekke menneskene til hjelp og redning; det var kirkens bøn om barmhjertighet, de gjentatte fortvilte rop til Gud, at han ville slukke den fortærende ild.