88

Det er allerede seks eller syv aar siden, og det var her paa østlandet; jeg var paa en skydsstasjon, satte mig i slæden og kjørte af gaarde, og snart kom jeg i samtale med 89skydsmanden, som stod bagpaa. «Siden vi skal være sammen en mil, saa faar jeg lov at spørge: Hvad er du for en mand?» — «Aa, jeg er bare en simpel mand.» — «En simpel mand? Hvad vil det sige at være en simpel mand?» — «Aa, det er ikke andet end saadan en simpel mand.»

Lidt efter lidt fik jeg dog at vide, at manden, som havde kone og børn og kunde være paa alder med mig selv, var husmand, og desuden havde den bestilling hos husbonden, at han skulde passe de fire hester paa gaarden — deriblandt da ogsaa den som jeg nu kjørte med. «Og det kalder du en ringe bestilling? Men jeg kalder det en kunst at passe hester. Det skal ikke bare samvittighed til, men forstand. Og den rette forstand paa tingen faar ingen, uden han driver sin dont med samvittighedsfuld omhu. Jeg kan ikke passe hester, langt fra det; men jeg kan begribe, at du maa give nøie agt og have godt skjøn paa hele dyrest natur, naar du paa én gang skal spare paa fôret og holde dyret i god stand. Om dig, min ven, vil jeg helst tro, at du er en lige saa bra og dygtig kar i dit kald, som din bestilling er vanskelig og vigtig, — og da kalder ikke jeg dig en simpel mand.» Omtrent saa talte jeg, og gjorde mig flid for at overvinde det mismod hos manden som syntes mig at lyde gjennem de ord: «Bare en simpel mand». Og efter denne begyndelse har jeg saa tit i disse aar tænkt paa, hvordan det egentlig har sig med den simple mand, 90og til sidst er jeg kommen til at forundre og glæde mig ved at se hvor meget det bor i den norske almuesmand, sandelig meget af baade kundskab og dannelse.

En simpel mand kan maaske ikke en gang renlæse skikkelig, og han pleier nu end mindre kunne skrive.¹ Men endda kunde en saadan mand tjene som kulfoged ved et af vore jernverker. Forvalteren har fortalt mig det. Manden kunde have at modtage en ti tusend lester kul og derover i løbet af en vinter, og paa en enkelt dag kunde det komme hundred, ja halvandet hundred bønder og levére hver en lest, halvanden lest og saa bortefter. Efter hvert som en kulbonde havde faat sit lass maalt og modtaget, gik han til forvalteren og gav op, hvor meget det var; men om aftenen maatte igjen kulfogden give op, hvilke bønder han havde modtaget kul af, og hvor meget af hver, — og altid stemmed hans hukommelse med hvad de mange bønder dagen igjennem havde opgivet. Stundom syntes forvalteren han maatte sætte ham paa prøve: «Men du Lars, han Per Høibakke gav op en lest og seks?» — «En lest og tre! Har han givet op mer, saa har han ljuget.» Det glapp aldrig.

Se saadant taalmodighedsarbeide og betænkt væsen hører den simple mand til. Saa vidt jeg har faret i landet, har jeg fundet det igjen i hver en krog.

Ja, just i en krog dybt nede i Røros verks gruber viste bergmandsfolkene mig en gang et syn som gjorde indtryk paa mig. To bergmænd udgjorde et lidet arbeidslag for sig selv, og gav sig netop i færd med minéringsarbeidet; mens den ene spytted i næverne og greb om skaftet paa sleggen, satte den andre boret an mod fjeldet — og det med stor betænksomhed: ret ind, paa skraa nedad, paa skraa opad, eller til siden — det gjælder om at vælge stillingen ret; ti 91derpaa kommer det an, om mineskuddet skal give stort eller lidet udslag, som det heder i bergmandssproget, og derpaa kommer det igjen an, om de to mænd skal bringe stort eller lidet udbytte med sig hjem af den bergmaaneds møie, og bevidstheden herom under de mange aars arbeide har til sidst givet dem en fuldendt indsigt i den maade stenen og berget vil behandles paa, for at lystre mennesket.

Den som har naturlig god begavelse, bringer det naturligvis videst.

End agerdyrkeren — den norske agerdyrker, som saa ofte har kunnet læse paa prent (hvis han har befattet sig med at kjøbe bøger og holde aviser), at han staar saa aldeles tilbage og mangler indsigt i grundene for sin bedrift! Jeg selv forstaar nu sagtens ikke disse ting saa nøie; men det var dog en gang jeg fik ligesom en tanke om hvordan det har sig.

Det var i Lom. Jeg var der i sommertiden, og saa dette stell med agervandingen, som var saa nyt for mig. Jeg gik hen paa ageren og betragted arbeidet og gav mig i samtale med tjenestgutterne, husmændene og bønderne. Jeg fik et vink hist, la merke til et træk her, kom omsider saa vidt, at jeg skimted lidt af vanskeligheden og formaadde at stille spørsmaal angaaende fremgangsmaaden og grundene. Saa var det til sidst en bonde (et af de klareste og skarpsindigste hoveder) som forstod mit ønske og sad sammen med mig i samfulde to dage og gik ind paa mine spørsmaal om hvorfor og hvorledes, og han anstrengte sig for at trænge til bunds og gjøre mig det hele begribeligt. Til slut udbrød han selv i forundring: «Jeg tør sige, jeg er en med de bedste i bygden til at vande ager, men først nu, formedelst dine spørsmaal, har jeg faat grundene klarere for mig.» Men jeg betragted med stor tilfredshed denne den simple mands kunst; paa den berodde det, om folket skulde lide vel eller ilde, og kanske alt fra Halvdan Svartes mørke tidsalder er den da, ved slegternes anspændte skarpsindighed, blit udviklet saaledes, 92at selve agerdyrkningens stolte videnskab skulde prise den, om den blev fuldstændig fremstillet ved skribentens haand, mens den hidtil kun har været stillet til skue paa selve ageren ved den simple mands haand.

Nu staar der for mit syn et meget vakkert og venligt billede: Paa en fjeldgaard høit oppe i Sundalen var hele familien samlet ude paa tunet, og nogen hjalp til og andre stod og saa paa, mens sønnen paa gaarden la kløven paa hesten for at drage op til en fjeldslaatt, hvor han skulde være en uge eller to, og altsaa maatte have med sig niste, sengklær og redskaber. Disse kløvgreier er saa overmaade ringe at se til, naar de hænger paa væggen i redskabs-skjulet, — ringe at se til, som bonden selv mangen gang kan se simpel ud. Men hvor det mored mig nu at lægge merke til alt! Paa hestens ryg og med fuld oppakning var kløvsalen med tilbehør for mig et billede paa sindrighed. Hver ting var saa vel betænkt, indrettet paa det bedste for dyret som skulde bære, for varerne som skulde flyttes. Indretningen kan gjerne have været ganske ligedan paa kong Sverres tid; det har ikke været nødvendigt at prøve paa nogen forbedring siden.

En anden hest og en anden gut. Det var en simpel tjenestkar. Han fulgte presten, som han tjente hos, paa en reise til annékset; veien gik over en hei; det var en graa høstdag i det sydlige Norge, i Kristiansands stift. Midt ude i en elv blev de vár en hest staaende paa en sten; den havde tydeligvis villet svømme over, og havde saa sparket sig op paa stenen og derved faat haken af den ene bagbenssko fast i en vidjespænding, som hørte til en helde paa et af forbenene, — og der stod den altsaa fjetret. Presten, hvem jeg ellers kjender som en ualmindelig snarraadig mand, saa ikke raad her; ti strømmen var for rivende og dyb. Men gutten fandt ud af det. Et stykke fra stod en tørgran; den brød han af og tog i haanden; saa gik han et stykke opmed elven, sprang ud og kom sig til at sidde skrævs over en tømmerstok, som kom ned med 93strømmen, og med granlurken rodde og staked han sig ud til stenen, hvor det var et øiebliks verk for hans tollekniv at skjære vidjen over, saa dyret var befriet. Presten saa til med angst, men gutten røbed ikke og næred vist heller ikke nogen tanke om, at han her havde udmerket sig ved raskhed og mod. Men i elven havde han faat sig et koldt bad, og trods det at han søgte at holde varmen i sig ved at gaa sterkt, paadrog han sig en voldsom nervefeber, som hans unge friske liv maatte bukke under for faa uger efter. Nu er jeg bedrøvet over, at jeg, som dog for kun et par maaneder siden hørte fortællingen af presten selv, ikke la mig hans navn bedre paa minde — det skulde staat her.

Den simple mand! Maleren Tidemand har malt en rigtig simpel mand; det er en fisker paa Bergens-kanten staaende ved siden af sin baad, speidende udover, og grundende paa om han skal gaa ud. Det blaaser maaske sterkt, eller det ser truende ud; men trøster en saadan mand sig til at sætte seil til, saa gaa kun med! Han er som erfarenheden selv. Eller kommer stormen og snekaven over eder der ude, saa stol kun paa ham! Kan aandsnærværelse og sjømandsdygtighed hjælpe, saa har det ingen fare, saa længe det er en saadan høvedsmand ved roret.

Og nu tænker jeg paa den uendelighed af nes og holmer, af skjær og grunder, som vort Norges-kart kun giver et svagt billede af, men som det hører til vore fiskeres og losers videnskab at kjende. De kjender dem ogsaa ud og ind. Men hvilket arbeide slegterne har havt, arbeide og møie med at gjøre alle disse opdagelser og at fastholde dem i hukommelsen! Man kan da ogsaa se faren sidde og forklare og beskrive for sønnen, hvad merker han skal gaa efter for at finde hin fiskegrund eller dette skibsløb, og det er guttens ærgjerrighed at blive rigtig stø i læren.

Omtrent saaledes som nu paa papiret udbredte jeg mig i en samtale for nogen uger siden over den simple mands skjønsomhed og indsigter i de ting som angaar ham, og da 94blev det sagt af en, at det stemte overens med et ord han havde hørt af agronóm Lindekvist: «Dersom man skulde skrive op alt hvad den simple bonde ved, saa vilde det blive store bøger, og det er desuden det gode ved det, at det er lutter nyttige kundskaber, som han daglig har brug for.» Her har Lindekvist just truffet det rette ord. Men minéring, agerdyrkning, sjømandskab, som jeg hidtil har talt om, — alt dette hører jo til den simple mands næringsdrift. Og derfor, kan nogen sige, er det ikke at undres over, at han er hjemme i de ting; men prøv ham i nogen af de dannende videnskaber, i historie f. eks., og der vil han nok staa tilbage.

Jeg ved ogsaa, at jeg selv mangen gang har været utilfreds over at finde, at den norske almuesmand for det meste kjender saa overmaade lidet til fædrelandets historie, saa han af sagaens merkelige mænd neppe ved om mere end en som de kaldte St. Olav. Han har indskrænket sig til at lytte til de historier som gaar i bygden om bygdens egne begivenheder og personer i de sidste to-tre menneskealdre.

Men en gang jeg hørte en bygdemand fortælle slige bygdehistorier, fik jeg forestilling om, hvilken menneskekundskab og historisk sans der ogsaa saaledes kan udvikles. Og siden jeg først en gang blev opmerksom paa det, har det siden stadig fornøiet mig at høre vore almuesmænds fortællinger; det er noget af de gammelnorske sagaers eiendommelige art i dem, saa det er som du saa den hele begivenhed, hvordan den gik for sig, og kjendte paa dig, hvad der rørte sig i det menneskes hjerte og sind som der fortælles om. I saadanne livagtige, men ellers simple fortællinger glimter stundom geniet frem.

Geni hos den simple mand? Henrik Wergeland vilde at de genier eller begavede sjæle som monne fødes blandt fattigfolk, skulde opdrages paa statens bekostning, saa at det kunde blive store mænd af dem til at lyse for nasjónen som stjerner over landet. Men da jeg en gang sad i en skolestue i Lom i Gudbrandsdalen og saa en liden rødkindet 95en, og la merke til hvorledes han hang med øinene ved den gamle skolemesters læber, da maatte jeg tænke ved mig selv, at dersom denne otteaaring skulde blive en simpel mand, som husmanden, hans far, saa var det jo netop Guds kjærlige vilje, at denne simple stand ikke skulde mangle begavede aander. Under denne udvortes ringhed kan der jo ogsaa saa vel trænges begavelsens lys og aandens opløftelse.

88

Det er allerede seks eller syv år siden, og det var her på østlandet; jeg var på en skydsstasjon, satte meg i sleden og kjørte av gaarde, og snart kom jeg i samtale med 89skyssmannen, som stod bakpå. «Siden vi skal være sammen en mil, så får jeg lov å spørre: Hva er du for en mann?» — «Aa, jeg er bare en simpel mann.» — «En simpel mann? Hva vil det si å være en simpel mann?» — «Aa, det er ikke annet enn sådan en simpel mann.»

Litt etter litt fikk jeg dog å vite, at mannen, som hadde kone og barn og kunne være på alder med meg selv, var husmann, og dessuten hadde den bestilling hos husbonden, at han skulle passe de fire hester på gården — deriblant da også den som jeg nå kjørte med. «Og det kaller du en ringe bestilling? Men jeg kaller det en kunst å passe hester. Det skal ikke bare samvittighet til, men forstand. Og den rette forstand på tingen får ingen, uten han driver sin dont med samvittighetsfull omhu. Jeg kan ikke passe hester, langt fra det; men jeg kan begripe, at du må gi nøye akt og have godt skjønn på hele dyrest natur, når du på én gang skal spare på fôret og holde dyret i god stand. Om deg, min venn, vil jeg helst tro, at du er en like så bra og dyktig kar i ditt kald, som din bestilling er vanskelig og viktig, — og da kaller ikke jeg deg en simpel mann.» Omtrent så talte jeg, og gjorde meg flid for å overvinne det mismot hos mannen som syntes meg å lyde gjennom de ord: «Bare en simpel mann». Og etter denne begynnelse har jeg så tit i disse år tenkt på, hvordan det egentlig har seg med den simple mann, 90og til sist er jeg kommet til å forundre og glede meg ved å se hvor meget det bor i den norske almuesmand, sannelig meget av både kunnskap og dannelse.

En simpel mann kan maaske ikke en gang renlæse skikkelig, og han pleier nå enda mindre kunne skrive.¹ Men enda kunne en sådan mann tjene som kulfoged ved et av våre jernverker. Forvalteren har fortalt meg det. Mannen kunne ha å motta en ti tusen lester kul og derover i løpet av en vinter, og på en enkelt dag kunne det komme hundre, ja halvannet hundre bønder og levére hver en lest, halvannen lest og så bortefter. Etter hvert som en kulbonde hadde fått sitt lass målt og mottatt, gikk han til forvalteren og ga opp, hvor meget det var; men om aftenen måtte igjen kulfogden gi opp, hvilke bønder han hadde mottatt kul av, og hvor meget av hver, — og alltid stemmet hans hukommelse med hva de mange bønder dagen igjennom hadde oppgitt. Stundom syntes forvalteren han måtte sette ham på prøve: «Men du Lars, han Per Høibakke ga opp en lest og seks?» — «En lest og tre! Har han gitt opp mer, så har han ljuget.» Det glapp aldri.

Se sådant taalmodighedsarbeide og betenkt vesen hører den simple mann til. Så vidt jeg har faret i landet, har jeg funnet det igjen i hver en krok.

Ja, just i en krok dypt nede i Røros verks gruver viste bergmannsfolkene meg en gang et syn som gjorde inntrykk på meg. To bergmenn utgjorde et lite arbeidslag for seg selv, og ga seg nettopp i ferd med minéringsarbeidet; mens den ene spyttet i nevene og grep om skaftet på sleggen, satte den andre boret an mot fjellet — og det med stor betenksomhet: rett inn, på skrå nedad, på skrå oppad, eller til siden — det gjelder om å velge stillingen rett; ti 91derpå kommer det an, om mineskuddet skal gi stort eller lite utslag, som det heter i bergmannsspråket, og derpå kommer det igjen an, om de to menn skal bringe stort eller lite utbytte med seg hjem av den bergmaaneds møye, og bevisstheten herom under de mange aars arbeide har til sist gitt dem en fullendt innsikt i den måte steinen og berget vil behandles på, for å lystre mennesket.

Den som har naturlig god begavelse, bringer det naturligvis videst.

Enn agerdyrkeren — den norske agerdyrker, som så ofte har kunnet lese på prent (hvis han har befattet seg med å kjøpe bøker og holde aviser), at han står så aldeles tilbake og mangler innsikt i grunnene for sin bedrift! Jeg selv forstår nå saktens ikke disse ting så nøye; men det var dog en gang jeg fikk likesom en tanke om hvordan det har seg.

Det var i Lom. Jeg var der i sommertiden, og så dette stell med agervandingen, som var så nytt for meg. Jeg gikk hen på åkeren og betraktet arbeidet og ga meg i samtale med tjenestgutterne, husmennene og bøndene. Jeg fikk et vink hist, la merke til et trekk her, kom omsider så vidt, at jeg skimtet litt av vanskeligheten og formådde å stille spørsmål angående fremgangsmåten og grunnene. Så var det til sist en bonde (et av de klareste og skarpsindigste hoder) som forstod mitt ønske og satt sammen med meg i samfulle to dage og gikk inn på mine spørsmål om hvorfor og hvorledes, og han anstrengte seg for å trenge til bunds og gjøre meg det hele begripelig. Til slut utbrøt han selv i forundring: «Jeg tør si, jeg er en med de beste i bygden til å vande ager, men først nå, formedelst dine spørsmål, har jeg fått grunnene klarere for meg.» Men jeg betraktet med stor tilfredshet denne den simple mands kunst; på den berodde det, om folket skulle lide vel eller ilde, og kanskje alt fra Halvdan Svartes mørke tidsalder er den da, ved slektenes anspente skarpsindighet, blitt utviklet således, 92at selve agerdyrkningens stolte vitenskap skulle prise den, om den ble fullstendig fremstilt ved skribentens hånd, mens den hittil kun har vært stillet til skue på selve åkeren ved den simple mands hånd.

Nå står der for mitt syn et meget vakkert og vennlig bilde: På en fjellgård høyt oppe i Sundalen var hele familien samlet ute på tunet, og noen hjalp til og andre stod og så på, mens sønnen på gården la kløven på hesten for at drage opp til en fjellslått, hvor han skulle være en uke eller to, og altså måtte ha med seg niste, sengklær og redskaper. Disse kløvgreier er så overmåte ringe å se til, når de henger på veggen i redskaps-skjulet, — ringe å se til, som bonden selv mangen gang kan se simpel ut. Men hvor det moret meg nå å legge merke til alt! På hestens rygg og med full oppakning var kløvsalen med tilbehør for meg et bilde på sindrighed. Hver ting var så vel betenkt, innrettet på det beste for dyret som skulle bære, for varene som skulle flyttes. Innretningen kan gjerne ha vært ganske likedan på kong Sverres tid; det har ikke vært nødvendig å prøve på noen forbedring siden.

En annen hest og en annen gut. Det var en simpel tjenestkar. Han fulgte presten, som han tjente hos, på en reise til annékset; veien gikk over en hei; det var en grå høstdag i det sydlige Norge, i Kristiansands stift. Midt ute i en elv ble de vár en hest stående på en stein; den hadde tydeligvis villet svømme over, og hadde så sparket seg opp på steinen og derved fått haken av den ene bagbenssko fast i en vidjespenning, som hørte til en helle på et av forbenene, — og der stod den altså fjetret. Presten, hvem jeg ellers kjenner som en ualminnelig snarrådig mann, så ikke råd her; ti strømmen var for rivende og dyp. Men gutten fant ut av det. Et stykke fra stod en tørgran; den brød han av og tok i hånden; så gikk han et stykke oppmed elven, sprang ut og kom seg til å sitte skrevs over en tømmerstokk, som kom ned med 93strømmen, og med granlurken rodde og staked han seg ut til steinen, hvor det var et øiebliks verk for hans tollekniv å skjære vidjen over, så dyret var befriet. Presten så til med angst, men gutten røpet ikke og næred vist heller ikke noen tanke om, at han her hadde utmerket seg ved raskhet og mot. Men i elven hadde han fått seg et kaldt bad, og trass det at han søkte å holde varmen i seg ved å gå sterkt, pådrog han seg en voldsom nervefeber, som hans unge friske liv måtte bukke under for få uker etter. Nå er jeg bedrøvet over, at jeg, som dog for kun et par måneder siden hørte fortellingen av presten selv, ikke la meg hans navn bedre på minde — det skulle stått her.

Den simple mann! Maleren Tidemand har malt en riktig simpel mann; det er en fisker på Bergens-kanten stående ved siden av sin båt, speidende utover, og grunnende på om han skal gå ut. Det blåser maaske sterkt, eller det ser truende ut; men trøster en sådan mann seg til å sette seil til, så gå kun med! Han er som erfarenheten selv. Eller kommer stormen og snekaven over dere der ute, så stol kun på ham! Kan åndsnærværelse og sjømandsdygtighed hjelpe, så har det ingen fare, så lenge det er en sådan høvedsmann ved roret.

Og nå tenker jeg på den uendelighet av nes og holmer, av skjær og grunner, som vårt Norges-kart kun giver et svakt bilde av, men som det hører til våre fiskeres og losers vitenskap å kjenne. De kjenner dem også ut og inn. Men hvilket arbeide slektene har hatt, arbeide og møye med å gjøre alle disse oppdagelser og å fastholde dem i hukommelsen! Man kan da også se faren sitte og forklare og beskrive for sønnen, hva merker han skal gå etter for å finne hin fiskegrunn eller dette skipsløp, og det er guttens ærgjerrighet å bli riktig stø i læren.

Omtrent således som nå på papiret utbredte jeg meg i en samtale for noen uker siden over den simple mands skjønnsomhet og innsikter i de ting som angår ham, og da 94ble det sagt av en, at det stemte overens med et ord han hadde hørt av agronóm Lindekvist: «Dersom man skulle skrive opp alt hva den simple bonde ved, så ville det bli store bøker, og det er dessuten det gode ved det, at det er lutter nyttige kunnskaper, som han daglig har bruk for.» Her har Lindekvist just truffet det rette ord. Men minéring, agerdyrkning, sjømannskap, som jeg hittil har talt om, — alt dette hører jo til den simple mands næringsdrift. Og derfor, kan noen si, er det ikke å undres over, at han er hjemme i de ting; men prøv ham i noen av de dannende vitenskaper, i historie f. eks., og der vil han nok stå tilbake.

Jeg vet også, at jeg selv mangen gang har vært utilfreds over å finne, at den norske almuesmand for det meste kjenner så overmåte lite til fædrelandets historie, så han av sagaens merkelige menn neppe ved om mer enn en som de kalte St. Olav. Han har innskrenket seg til å lytte til de historier som går i bygden om bygdens egne begivenheter og personer i de siste to-tre menneskealdre.

Men en gang jeg hørte en bygdemann fortelle slike bygdehistorier, fikk jeg forestilling om, hvilken menneskekunnskap og historisk sans der også således kan utvikles. Og siden jeg først en gang ble oppmerksom på det, har det siden stadig fornøyet meg å høre våre almuesmænds fortellinger; det er noe av de gammelnorske sagaers eiendommelige art i dem, så det er som du så den hele begivenhet, hvordan den gikk for seg, og kjente på deg, hva der rørte seg i det menneskes hjerte og sinn som der fortelles om. I sådanne livaktige, men ellers simple fortellinger glimter stundom geniet frem.

Geni hos den simple mann? Henrik Wergeland ville at de genier eller begavede sjæle som monne fødes blant fattigfolk, skulle oppdras på statens bekostning, så at det kunne bli store menn av dem til å lyse for nasjónen som stjerner over landet. Men da jeg en gang satt i en skolestue i Lom i Gudbrandsdalen og så en liten rødkinnet 95en, og la merke til hvorledes han hang med øynene ved den gamle skolemesters lepper, da måtte jeg tenke ved meg selv, at dersom denne otteaaring skulle bli en simpel mann, som husmannen, hans far, så var det jo nettopp Guds kjærlige vilje, at denne simple stand ikke skulle mangle begavede ånder. Under denne utvortes ringhet kan der jo også så vel trenges begavelsens lys og åndens opløftelse.