87

Der stander en ek paa prestens jord,hans øie til dagligt merke,den løfter sig op over dal og fjordog strækker grenene sterke.Den bærer paa flere hundrede aar,men frodig den løves vaar for vaar,hver rindende morgenluekun mer ærværdig at skue.

Den isnende vinter gang efter ganghar skredet over dens krone,med sparsomt dagslys, med nat saa lang,uden en sangfugls tone.Naar krattet tyngedes ved dens fodaf sneens vegt, saa det krumbøiet stod,da rakte den op sine armesom midt i sommerens varme.

Om vaar, naar livet vil vaagne opog stormstød raser fra fjeldet,da bøier sig ydmyg ungtræets top,selv maalfør gran vorder fældet;men da min gamle, min kjære ekstaar ret og rank i den vilde leg,med knudrede arm mod veiret, —og hidtil saa har den seiret.

Det volder to ting: Først har den sin rodslaat dybt i klippernes revne —se deraf fanger den magt og modat staa i det barske stævne.Og dernæst op imod lysets glansden løfter stadig kvistenes krans,og drikker fra oven saften,lyset, livet, og kraften.

88Gud unde hver prest som kommer her,at staa saa rolig og mægtig!Mig unde han, gamle mester kjær,at se paa dig ret andægtig!Ja, lær mig trods sneens tyngende lagat løfte mod himlen dag for dagi bønnen udbredte hænder,saa vinterdvalen dog ender!

Men glider og lider det frem mod vaarlangs Krøderens tause strande,og foraarsbudet i vindstød gaarog pisker de rørte vande,saa lær mig at staa med sindigt mod,som du i mangen en vaarstorm stod,og splitte med ordets vergehvad der vil fælde og herge.

Bedagede mester! O lær mig kunat bore rod i den klippesom giver den ene trofaste grund,og aldrigen ham at slippe;og dernæst, som du med din krones top,daglig at hige og stunde op,og drikke fra oven saften,lyset, livet, og kraften.

87

Der stander en ek på prestens jord,hans øye til daglig merke,den løfter seg opp over dal og fjordog strekker grenene sterke.Den bærer på flere hundre år,men frodig den løves vår for vår,hver rinnende morgenluekun mer ærverdig å skue.

Den isnende vinter gang etter ganghar skredet over dens krone,med sparsomt dagslys, med natt så lang,uten en sangfugls tone.Når krattet tyngedes ved dens fotav sneens vekt, så det krumbøyet stod,da rakte den opp sine armesom midt i sommerens varme.

Om vår, når livet vil våkne oppog stormstøt raser fra fjellet,da bøyer seg ydmyk ungtræets topp,selv maalfør gran vorder felt;men da min gamle, min kjære ekstår rett og rank i den ville lek,med knudrete arm mot været, —og hittil så har den seiret.

Det volder to ting: Først har den sin rotslått dypt i klippenes revne —se derav fanger den makt og motå stå i det barske stevne.Og dernest opp imot lysets glansden løfter stadig kvistenes krans,og drikker fra oven saften,lyset, livet, og kraften.

88Gud unne hver prest som kommer her,å stå så rolig og mektig!Meg unne han, gamle mester kjær,å se på deg rett andektig!Ja, lær meg trass sneens tyngende lagå løfte mot himlen dag for dagi bønnen utbredte hender,så vinterdvalen dog ender!

Men glider og lider det frem mot vårlangs Krøderens tause strande,og foraarsbudet i vindstøt gårog pisker de rørte vande,så lær meg å stå med sindigt mot,som du i mangen en vaarstorm stod,og splitte med ordets vergehva der vil felle og herge.

Bedagede mester! O lær meg kunå bore rot i den klippesom giver den ene trofaste grunn,og aldrigen ham å slippe;og dernest, som du med din krones topp,daglig å hige og stunde opp,og drikke fra oven saften,lyset, livet, og kraften.