10

Der var en bonde i samme grænd,Olav Haldurson var navnet;aldrig han saaes i kirken end,til slagsmaal dog sjelden savnet.

11Presten kunde bøie en hestesko,var derfor ikke mindre agtet;Olav, han kunde bøie to;ham fik nok presten ei magtet.

Naar gaarder blev opnævnt, førstvar det hans,af gods han aatte mer end dettrængtes,der flød det i drik, det dured i dans,der red man til hester sprængtes.

Den gaard laa høit, hedte Breidablik,var tømret forneden og fjælet foroven.Man sagde, saa langt dens grundegikvar man som udenfor loven.

Der sagdes og, at som kirkegulvsfjælvar aldrig rørt af hestes hover,saa urørt var og hans haarde sjæl —han ærgred sig lønlig derover.

Nu var det en søndag, presten redpaa kirkestien, tre mil over heien;lys og fager var hustruen med,han mælte ei ord paa veien.

Ensom laa kirken med græslagt tag,der var al menigheden inde;og døren stod aaben, at luft af dagtil rummet vei kunde finde.

Og værdig frem herr Benedikt skredforbi de stolestader langs gangen;til høire, til venstre han sagde.Guds fred!Da stemte de i med sangen.

Men mens han staar for alteret justog skal efter vedtægt messen ende,da høres for døren saa tungt etpust —der sees en hest — ja tvende.

Det er alt folket fra Breidablik;de halvsprængte hester stønne ogsukke.Olav er foran, — hypp — ind det gik,i dør han dybt maatte bukke.

Midtveis i gangen til hest fór han frem,da slutted presten brat i det samme,greb sine stager og løfted dem,lysene brændte med flamme.

Olav talte: «Nu skynd dig, prest,jeg kommer for én gang prækenat høre,har ilde tider, — vær kort, gjør dubedst,ellers du faar under øre.»

13Da lynsnar traadte herr Benediktnedog brændte hesten paa snude, forørenden steiled sky, gik baglængs medsin rytter helt op imod døren.

Ved døren luted karmen saa lav,at bukke var gaaet Olav af minde,der stryger hesten sin rytter af —den ude, han liggende inde.

Sligt fald var bonden aldrig hændt,han laa fortumlet og blodig ommunden.Da sang de salmen; før den var endt,Olav var taus forsvunden.

Der sagdes af mange ved kirkedør,da presten hilste og fór tilhjemmet:«Olav har altid hevnet sig før,¹og nu er han saare beskjæmmet.»

10

Der var en bonde i samme grend,Olav Haldurson var navnet;aldri han saaes i kirken enn,til slagsmål dog sjelden savnet.

11Presten kunne bøye en hestesko,var derfor ikke mindre aktet;Olav, han kunne bøye to;ham fikk nok presten ei magtet.

Når gaarder ble opnævnt, førstvar det hans,av gods han åtte mer enn dettrengtes,der fløt det i drikk, det duret i dans,der red man til hester sprængtes.

Den gård lå høyt, hette Breidablik,var tømret forneden og fjælet foroven.Man sa, så langt dens grundegikkvar man som utenfor loven.

Der sagdes og, at som kirkegulvsfjølvar aldri rørt av hestes hover,så urørt var og hans harde sjel —han ærgred seg lønnlig derover.

Nå var det en søndag, presten redpå kirkestien, tre mil over heien;lys og fager var hustruen med,han mælte ei ord på veien.

Ensom lå kirken med græslagt tag,der var all menigheten inne;og døren stod åpen, at luft av dagtil rommet vei kunne finne.

Og verdig frem herr Benedikt skredforbi de stolestader langs gangen;til høyre, til venstre han sa.Guds fred!Da stemte de i med sangen.

Men mens han står for alteret justog skal etter vedtekt messen ende,da høres for døren så tungt etpust —der sees en hest — ja tvende.

Det er alt folket fra Breidablik;de halvsprængte hester stønne ogsukke.Olav er foran, — hypp — inn det gikk,i dør han dypt måtte bukke.

Midtveis i gangen til hest fór han frem,da sluttet presten brat i det samme,grep sine stager og løftet dem,lysene brente med flamme.

Olav talte: «Nå skynd deg, prest,jeg kommer for én gang prekenå høre,har ilde tider, — vær kort, gjør dubest,ellers du får under øre.»

13Da lynsnar trådte herr Benediktnedog brente hesten på snute, forørenden steiled sky, gikk baklengs medsin rytter helt opp imot døren.

Ved døren lutet karmen så lav,å bukke var gått Olav av minde,der stryker hesten sin rytter av —den ute, han liggende inne.

Slikt fall var bonden aldri hendt,han lå fortumlet og blodig ommunnen.Da sang de salmen; før den var endt,Olav var taus forsvunnen.

Der sagdes av mange ved kirkedør,da presten hilste og fór tilhjemmet:«Olav har alltid hevnet seg før,¹og nå er han såre beskjemmet.»