5

(Første sang i digtkransen Kongedatterens brudefærd, Nye digte.)

Kong Haakon hin gamlesad i Tunsberg en vaar,han havde styret Norgei fyrretyve aar;og aldrig dette rigevar fuldere ved magt:Fra Island og til Suderøvar alt ham underlagt.

Rigt blomstred land og folk iden gamle eks ly,til fjerneste sydenudbredt var hans ry, —men midt i al sin vældehan bar dog sorgens arv,nys skjæbnens hugg ham rammedtil inderste marv.

6Kong Haakon hin ungei Tunsberg laa lig,for landets haab da sørgedbaade fattig og rig;men ingen kjendte smerteni den gamle faders bryst;med tilhyllet hovedhan sad ved baaren tyst.

Og taust var det i hallen,taust i den hele borg,ei mindste lyd der vildeforstyrre kongens sorg;som stive jerngestalterstod kjæmperne paa vagt,selv kvinden havde sin hulkentilbagetrængt med magt.

I trende nætter rugedden stilhed over tag.Da reiste den gamle herresig paa den tredje dag,tog kappen fra sit aasyn,viste de blege træk,hvor viljen havde seiretselv over dødens skræk.

«Op, mine mænd! til arbeid!Nu livstimen slog,nu skal den døde hvile!Hvad Herren gav, han tog.Ved daadløs grublen stillesei savnets hede tørst —Haakon har flere børn, ogblandt dem er Norge først.

Dets hæder maa han fremme,hvad end der times ham,om end han af hjorden maa givedet yngste, kjæreste lam. —Før Spaniens udsendte for mig!De venter alt længst paa svar;vil jeg give det mens jeg lever,maa jeg nu være snar.»

Da blev der et gny i gaarden,høit stemmer og vaaben klang,de hirdmænd sig forsamled,de skutelsvende sprang,i høisædet satte sig kongen,hos ham hans dronning hen, —saa førtes ind i hallende udlændiske mænd.

Det var saa stolt en skarei fremmed ridderdragt,mørkladne af haar og ansigt,med guld og fjæres pragt.Foran dem sir Ferant, deresgamle høvding, gik —han bøide sig for kongenmed let og ædel skik.

7«Alfons, Kastiljens konge» —saa talte den stolte mand —«lader ved mig dig hilse,du konge for nordens land!Svar æsker jeg paa hans ønske,at knytte et slegtskabs baandimellem syd og nordved din yngste datters haand.

Var selv han ei alt formælet,han tog den gjerne for sig;men han har fire brødre,hver ung og mægtig og rig.For en af dem han beiler,og er det hans begjær,at bruden følger tilbagemed os til bryllupsfærd.»

Gjenmælte kong Haakon:«Det tilbud synes mig godt,Norge til gavn og ære;dog vil jeg ei dømme blot.I kirkens værdige fædre!I rigets ypperste mænd!raader mig nu alle:skal jeg sende min datter hen?»

De høvdinger og klerkerraadslog en føie stund;saa opstod Torlaug Boseog aabned for dem sin mund:

«Det vil vi sige dig, konge,at aldrig bedre kaardu finder for din datter,den yndige rosenvaar.

Og sender vi saadan gavetil sydens skjønne land,stor hæder og rigen gjengjældvi derfor vente kan.Udstyr da din datter, konge!vi alle hjælper dertil,jeg selv tilbyder mit følge,om ellers du saa vil.»

Kongen takked dem alleog gav sir Ferant besked.Men hans dronning fældte taarerog bad saa sagte derved:«Betænk dig end, o herre,før du sender vort barn af landpaa vilden hav og til stedersom ingen kjende kan!

Nys maatte vi se vor ældsteat synke i gravens skjød —skal ogsaa nu vor yngstevorde for os som død?Vi ved jo ei af Spanien,ved ei en gang hans navnsom bliver hendes herre,om hun naar hin fremmede havn.»

9«Margreta,» mumled kongen,«lad ingen høre dit ord!Du talte ei som det egneren dronning her i nord;vor datter tager det bedre,jeg har prøvet hendes hu,hun lyder skjæbnens vilje — —stille! hun kommer nu.»

Og se, af broderen fremledt,af fruer og møer fulgt,ind traadte jomfru Kristina.Hun havde sin bæven dulgt.Hun var saa ung og saa fager,hun var saa lys og skjær,at hallen syntes at fyldesderaf med et rosenskjær.

Da reiste sig kong Haakonog tog hendes haand i sin;hans haarde næve dirred,da han rørte den haand saa fin, —men fast han bar sin smerteog førte hende hen,hvor sir Ferant stod forande udlændiske mænd.

«Til Alfons, Kastiljens konge,I bringe dette svar:Det er min egen datter,det kjæreste jeg har! —I føre hende til Spanien,dog giver jeg følge medaf norske mænd og fruerat vogte hendes fjed.

Og merk: med disses bistandhun selv udvælge kanden iblandt kongens brødrehun ønsker sig til mand.Saa er hendes faders vilje. —Snart kan I drage afsted,Krist give eder lykkeog os i savnet fred!»

Saa talte den gamle konge.Men spanieren knælte nedog hylded sin herskerinde,saa gjorde hans følge med. —Silke og gyldne smykkerde bredte for hendes fod,men paa hendes finger sattesdet dyreste klenod.

«Med denne ring jeg fæsterdig til Kastiljens brud,du deilige kongedatter!»saa brød den gamle ud;«den har en sjelden evne,siges det i vort land,at stifte lykke og tro mellemkvinde og mand.10Giv den til din brudgom,naar du kommer til vor egn, —en af min konges brødredu vælge ved dette tegn.Paa roser skal du vandreved Spaniens skjønhedshof,sang skal være din tale,lykke dit klædningsstof.»

I hallen lød nu jubelog mange stemmers larm,Kristina græd stilleved sin høie moders barm.Men over alle stemmer,som stormene i høst,kaldte kong Haakons dybeog mægtige røst:

«Bisp Peder! Torlaug Bose!Bror Simon! Lodin Lepp!Omgjorder eders lender,tag eders vandringskjep!Med hundred mænd I følgeden kongelige brud —kom nu med mig til strandenat se en snekke ud!

Den største vil vi vælge,den skjønneste jeg har —den skal jo bære vor hæderlangt over havet klar.Med sølv og guld jeg den fylder,med hermelin og maar;rigere kongedatteraf Norge aldrig gaar!»

5

(Første sang i digtkransen Kongedatterens brudeferd, Nye digte.)

Kong Haakon hin gamlesatt i Tunsberg en vår,han hadde styret Norgei førti år;og aldri dette rikevar fullere ved makt:Fra Island og til Suderøvar alt ham underlagt.

Rikt blomstret land og folk iden gamle eks ly,til fjerneste sydenutbredt var hans ry, —men midt i all sin vældehan bar dog sorgens arv,nys skjebnens hugg ham rammettil innerste marg.

6Kong Haakon hin ungei Tunsberg lå lig,for landets håp da sørgetbåde fattig og rik;men ingen kjente smerteni den gamle faders bryst;med tilhyllet hodehan satt ved båren tyst.

Og taust var det i hallen,taust i den hele borg,ei minste lyd der villeforstyrre kongens sorg;som stive jerngestalterstod kjempene på vagt,selv kvinnen hadde sin hulkentilbaketrengt med makt.

I trende netter rugetden stillhet over tag.Da reiste den gamle herresig på den tredje dag,tog kappen fra sitt åsyn,viste de bleke trekk,hvor viljen hadde seiretselv over dødens skrekk.

«Opp, mine menn! til arbeid!Nå livstimen slo,nå skal den døde hvile!Hva Herren ga, han tok.Ved dådløs grublen stillesei savnets hede tørst —Haakon har flere barn, ogblant dem er Norge først.

Dets hæder må han fremme,hva enn der times ham,om enn han av hjorden må gidet yngste, kjæreste lam. —Før Spaniens utsendte for meg!De venter alt lengst på svar;vil jeg gi det mens jeg lever,må jeg nå være snar.»

Da ble der et gny i gården,høyt stemmer og våpen klang,de hirdmenn seg forsamled,de skutelsvende sprang,i høysetet satte seg kongen,hos ham hans dronning hen, —så førtes inn i hallende udlændiske menn.

Det var så stolt en skarei fremmed ridderdrakt,mørkladne av hår og ansikt,med gull og fjæres prakt.Foran dem sir Ferant, deresgamle høvding, gikk —han bøyde seg for kongenmed lett og edel skikk.

7«Alfons, Kastiljens konge» —så talte den stolte mann —«lar ved meg deg hilse,du konge for nordens land!Svar esker jeg på hans ønske,å knytte et slegtskabs båndimellom syd og nordved din yngste datters hånd.

Var selv han ei alt formælet,han tok den gjerne for seg;men han har fire brødre,hver ung og mektig og rik.For en av dem han beiler,og er det hans begjær,at bruden følger tilbakemed oss til bryllupsferd.»

Gjenmælte kong Haakon:«Det tilbud synes meg godt,Norge til gavn og ære;dog vil jeg ei dømme blot.I kirkens verdige fedre!I rigets ypperste menn!råder meg nå alle:skal jeg sende min datter hen?»

De høvdinger og klerkerrådslo en føye stund;så opstod Torlaug Boseog åpnet for dem sin munn:

«Det vil vi si deg, konge,at aldri bedre kårdu finner for din datter,den yndige rosenvaar.

Og sender vi sådan gavetil sydens skjønne land,stor hæder og rigen gjengjeldvi derfor vente kan.Utstyr da din datter, konge!vi alle hjelper dertil,jeg selv tilbyder mitt følge,om ellers du så vil.»

Kongen takket dem alleog ga sir Ferant besked.Men hans dronning felte tårerog bad så sakte derved:«Betenk deg enn, o herre,før du sender vårt barn av landpå vilden hav og til stedersom ingen kjenne kan!

Nys måtte vi se vår eldsteå synke i gravens skjød —skal også nå vår yngstevorde for oss som død?Vi vet jo ei av Spanien,ved ei en gang hans navnsom blir hennes herre,om hun når hin fremmede havn.»

9«Margreta,» mumlet kongen,«la ingen høre ditt ord!Du talte ei som det egneren dronning her i nord;vår datter tar det bedre,jeg har prøvet hennes hu,hun lyder skjebnens vilje — —stille! hun kommer nå.»

Og se, av broren fremledt,av fruer og møyer fulgt,inn trådte jomfru Kristina.Hun hadde sin beven dulgt.Hun var så ung og så fager,hun var så lys og skjær,at hallen syntes å fyllesderav med et rosenskjær.

Da reiste seg kong Haakonog tok hennes hånd i sin;hans harde neve dirret,da han rørte den hånd så fin, —men fast han bar sin smerteog førte henne hen,hvor sir Ferant stod forande udlændiske menn.

«Til Alfons, Kastiljens konge,I bringe dette svar:Det er min egen datter,det kjæreste jeg har! —I føre henne til Spanien,dog giver jeg følge medav norske menn og fruerå vokte hennes fjed.

Og merk: med disses bistandhun selv utvelge kanden iblant kongens brødrehun ønsker seg til mann.Så er hennes faders vilje. —Snart kan dere drage av sted,Krist gi dere lykkeog oss i savnet fred!»

Så talte den gamle konge.Men spanieren knelte nedog hyllet sin herskerinne,så gjorde hans følge med. —Silke og gyldne smykkerde bredte for hennes fot,men på hennes finger sattesdet dyreste klenod.

«Med denne ring jeg festerdeg til Kastiljens brud,du deilige kongedatter!»så brød den gamle ut;«den har en sjelden evne,siges det i vårt land,å stifte lykke og tro mellomkvinne og mann.10Gi den til din brudgom,når du kommer til vår egn, —en av min konges brødredu velge ved dette tegn.På roser skal du vandreved Spaniens skjønhedshof,sang skal være din tale,lykke ditt klædningsstof.»

I hallen lød nå jubelog mange stemmers larm,Kristina gråt stilleved sin høye moders barm.Men over alle stemmer,som stormene i høst,kalte kong Haakons dypeog mektige røst:

«Bisp Peder! Torlaug Bose!Bror Simon! Lodin Lepp!Omgjorder deres lender,tag deres vandringskjep!Med hundre menn dere følgeden kongelige brud —kom nå med meg til strandenå se en snekke ut!

Den største vil vi velge,den skjønneste jeg har —den skal jo bære vår hæderlangt over havet klar.Med sølv og gull jeg den fyller,med hermelin og maar;rikere kongedatterav Norge aldri går!»