99

«Det var om natten mellem den 18de og 19de mai 1893,» fortæller doktor Albert Strøm i Værdalen; «jeg kom kjørende fra Vuku hjemover, fra øst mod vest. Da jeg kom i høide med gaarden Jermstad (Smedgaarden), stansed hesten med én gang. Benene sprikte, kroppen dirred. Jeg ser mig om paa alle kanter. Jeg kan ikke øine noget den kan være ræd for. Jeg driver paa — den braa-vender. Jeg snur den til igjen og giver den et par dygtige rapp med svepen. Da sætter den i vildt trav bortover veien; den er ikke til at holde; men løbsk er den heller ikke. Slig gik det omtrent 3 kilometer. Da vi er kommet gjennem øvre Prestegaardsmo, sakker den med én gang af. Straks efter stanser den. Da hører vi det rulle og suse bag os: Det var torden, og ikke torden, en dump rallende lyd, med enkelte brag indimellem; og saa en underlig sus, som af en fjern storm.

100Omtrent 10 minuter efter var jeg hjemme paa gaarden Ekle. Mens jeg holder paa at klæde mig af, hører jeg igjen et sterkt brag. Jeg gaar bort til vinduet og ser opover dalen. Intet at opdage; men altid den samme sterke sus. Min hustru var urolig; jeg trøsted hende med at det maatte være uveir langt borte. Saa gik jeg til sengs, men kunde ikke sove. Jeg laa og grunded paa hvad det dog kunde være. Da hører jeg én springe over gaarden; det ringer voldsomt paa dørklokken; men før jeg, i bare skjorten, naar vinduet, hører jeg udenfra: «Gaarden synker!» Nu ser jeg ud: Dalen ovenfor ligger som et eneste lerhav, med rester af knuste bygninger spredt udover, og hos os koger leren lige ind i haven. Med klærne i hænderne og med børnene paa armen sprang vi ud. Og saa bar det op mod høiderne, altid mod høiderne, uden at vende os, uden at se os om. Bare stanse af og til for at puste. Vi hørte dumpe brøl af døende dyr, menneskeskrig. Og over det hele laa en kvalm svovltung luft. Vi vækked paa nabogaardene. Kreaturer og hester blev sluppet, og i vild fart bar det med alle, mennesker og dyr, mod Hallemshøiderne. Endnu vidste ingen af os rigtig hvad der var sked. Men snart kom der folk flygtende og fortalte om jordfaldet. Og saa gik solen straalende op over aasen den 19de mai. Det var en grufuld morgen. Rundt om paa haugene stod folk i hundredvis, lamslaat af skræk. Forældre fór graatende omkring og spurte efter børnene, børnene efter forældrene; ingen vidste hvem som var berget, ingen hvem som var omkommet, ingen vaaged sig ned mod det forfærdelige lerhav.»

Men hvorledes var da ulykken hændt? Hvor kom ler-gjørmen fra? Hvorfor raste jorden ud?

Over det faste fjeld i Værdalen ligger løse jordlag. De ligger i trin eller hjeller (terrasser) opover dalen. De er jevne ovenpaa og skraar nedover fra kanterne. De blir høiere og høiere, des længer en kommer op gjennem dalen.

Slige terrasser eller hjeller er meget almindelige i vore dalfører. En gang har Norges overflade ligget lavere end den nu gjør. Meget af det som nu er dal har derfor en gang været fjord. Paa denne maade har en stor del af Værdalen og Vukudalen været en fjord-arm af Trondhjemsfjorden. 101Til denne fjord kom da elvene rendende, og havde ler, sand og aur med sig. Dette sank ned paa det som da var havbund; mere og mere kom til, det blev til en øir, slig som de findes ved elve-osene den dag i dag, baade ved Værdalselven og andre elver. Men landet steg; øiren blev løftet op over fjorden og blev til en land-øir, til en terrasse. Og elven blev ved at rende, og den tog med sig noget af leren i disse landøirer, tog det med ud i fjorden, og der gik det til bunds og blev en ny elveøir, og den nye øiren løfted sig over vandet og blev en ny hjell eller terrasse. Derfor er det i Værdalen og andre daler hjell efter hjell, trin efter trin opefter langs elven, og det er tydeligt nok at se, at landet har løftet sig. En kunde se det i skredet i Værdalen sommeren efterpaa; for det var mange sjøskjæl i leren; der var kraakeskjæl, pæle-ormer og hjerteskjæl, alt sammen dyr som lever i havet.

Men hvad var det da som var grunden til skredet, hvorfor gled terrasserne ud? De gled ud fordi det underste lag var blit til en suppe, som flød væk.

Efter skredet kan en tydelig se hvad slags lag det var i hjellerne. Øverst oppe laa dyrket jord og gaarder, eller ogsaa myr. Neden-under var det sandlag, og under sanden var ler. Det var leren som var skyld i ulykken; naar det kommer vand i den, saa flyder den. Det skal ikke mer end femteparten vand til, saa blir den tykt flydende. Kommer det mere, saa flyder den let og blir som en suppe, og hvis det blir rørt i den suppen, eller den kommer i fart, saa flyder den endda lettere. Og der var kommet vand til leren. En bæk som heder Follobækken flød i en liden dal i terrassen; vandet var desuden kommet sigende fra myrene og havde trængt igjennem sanden i lang lang tid, og saa var leren blit til en suppe. Denne rendte ud, sand og myr og dyrket jord misted derfor sit underlag, styrted ned i suppen og flød med gaardene ned igjennem dalen. Og des sterkere farten blev, des mer flydende blev leren; paa sine steder slog den i bølger op paa stranden den skylled mod. Saaledes strømmed den hele 8 kilometer nedefter hoveddalen, endda dalen bare helder svagt nedover.

102

103Men om alt det forfærdelige som hændte den nat kan ikke her fortælles. Én vaagner ved det voldsomme brag; det er en ung kvinde. Hun springer ud, og ser at nærmeste gaard glider væk; løber bortover veien, banker paa og prøver at vække: gaard efter gaard synker bag hende. — En anden kvinde har et gammelt legdslem i huset. Hun jager sine egne børn foran sig, tager den gamle legdekone paa ryggen og berger hende, med den største fare for sit eget liv. — Et tredje sted styrter huset sammen. Alle samler sig udenfor. Paa et jordflak seiler de med skredet ned i dalen. Men jordflaket kløver sig, mand skilles fra hustru, bror fra bror, mor fra barn. Farten blir sterkere, den ene strimlen deler sig i to. De som staar der falder paa knæ og roper til Gud om hjælp. De synker, leren lukker sig over dem. En haand stikker op, og saa ikke mere. — Hos enken Kirsten Vodal paa Nordlyng kommer lermassen sigende ind gjennem døren og vinduerne og fylder værelserne. Mor og børn klyver op paa bord og stoler, en af gutterne helt op paa klokkekassen. Leren sprænger den ene væg. Det er belgmørkt i stuen. Da beder Kirsten til Gud, at han for børnenes skyld maa skaffe lys og luft. Leren stiger ikke længer, hun hører folk udenfor, og roper alt hun orker. Og tjenestgutten gaar ind paa loftet over hende, bryder gulvet op med bare næverne, og drager hende og børnene op af leren, én efter én.

Halvnøgne mennesker driver afsted med lerstrømmen i den kolde nat. Et hundred og tolv omkom. Skarer af fugl samled sig siden om de døde, hakked efter deres øine og skjæmte deres legemer.

Men mangen en blev ogsaa berget. Kjække karer kaver paa ski over lersuppen og berger hvad berges kan. Soldater fra Rindenleret, fodfolk og hestfolk, raske, djerve og modige mænd, vaager sig med livsfare bort til de sunkne hus.

Og over alt Norges land følte man at jordfaldet i Værdalen var en lands-ulykke. Det blev ofret i landets kirker, og hundred-tusender af kroner strømmed op til dem som havde tabt alt. Endnu kan ingen sige hvor lang tid det vil gaa, før det atter stiger en blomstrende bygd frem, der det nu er ødt og trøstesløst, med hustag og stolper liggende som vragstumper i lerhavet.

Ved udg.

104

99

«Det var om natten mellom den 18de og 19de mai 1893,» forteller doktor Albert Strøm i Værdalen; «jeg kom kjørende fra Vuku hjemover, fra øst mot vest. Da jeg kom i høyde med gården Jermstad (Smedgaarden), stanset hesten med én gang. Benene sprikte, kroppen dirret. Jeg ser meg om på alle kanter. Jeg kan ikke øyne noe den kan være redd for. Jeg driver på — den brå-vender. Jeg snur den til igjen og gir den et par dyktige rapp med svepen. Da setter den i vilt trav bortover veien; den er ikke til å holde; men løpsk er den heller ikke. Slig gikk det omtrent 3 kilometer. Da vi er kommet gjennom øvre Prestegaardsmo, sakker den med én gang av. Straks etter stanser den. Da hører vi det rulle og suse bak oss: Det var torden, og ikke torden, en dump rallende lyd, med enkelte brak innimellom; og så en underlig sus, som av en fjern storm.

100Omtrent 10 minutter etter var jeg hjemme på gården Ekle. Mens jeg holder på å klede meg av, hører jeg igjen et sterkt brak. Jeg går bort til vinduet og ser opover dalen. Intet å oppdage; men alltid den samme sterke sus. Min hustru var urolig; jeg trøstet henne med at det måtte være uvær langt borte. Så gikk jeg til sengs, men kunne ikke sove. Jeg lå og grunnet på hva det dog kunne være. Da hører jeg én springe over gården; det ringer voldsomt på dørklokken; men før jeg, i bare skjorten, når vinduet, hører jeg utenfra: «Gården synker!» Nå ser jeg ut: Dalen ovenfor ligger som et eneste lerhav, med rester av knuste bygninger spredt utover, og hos oss koker leren like inn i hagen. Med klærne i hendene og med barna på armen sprang vi ut. Og så bar det opp mot høydene, alltid mot høydene, uten å vende oss, uten å se oss om. Bare stanse av og til for å puste. Vi hørte dumpe brøl av døende dyr, menneskeskrig. Og over det hele lå en kvalm svovltung luft. Vi vekket på nabogårdene. Kreaturer og hester ble sluppet, og i vill fart bar det med alle, mennesker og dyr, mot Hallemshøiderne. Ennå visste ingen av oss riktig hva der var sked. Men snart kom der folk flyktende og fortalte om jordfallet. Og så gikk solen strålende opp over aasen den 19de mai. Det var en grufull morgen. Rundt om på haugene stod folk i hundrevis, lamslått av skrekk. Foreldre fór gråtende omkring og spurte etter barna, barna etter foreldrene; ingen visste hvem som var berget, ingen hvem som var omkommet, ingen vågde seg ned mot det forferdelige lerhav.»

Men hvorledes var da ulykken hendt? Hvor kom ler-gjørmen fra? Hvorfor raste jorden ut?

Over det faste fjell i Værdalen ligger løse jordlag. De ligger i trin eller hjeller (terrasser) opover dalen. De er jevne ovenpå og skrår nedover fra kantene. De blir høyere og høyere, des lenger en kommer opp gjennom dalen.

Slike terrasser eller hjeller er meget alminnelige i våre dalfører. En gang har Norges overflate ligget lavere enn den nå gjør. Meget av det som nå er dal har derfor en gang vært fjord. På denne måte har en stor del av Værdalen og Vukudalen vært en fjord-arm av Trondhjemsfjorden. 101Til denne fjord kom da elvene rennende, og hadde ler, sand og aur med seg. Dette sank ned på det som da var havbunn; mer og mer kom til, det ble til en øyr, slig som de finnes ved elver-osene den dag i dag, både ved Værdalselven og andre elver. Men landet steg; øyren ble løftet opp over fjorden og ble til en land-øyr, til en terrasse. Og elven ble ved å renne, og den tok med seg noe av leren i disse landøyrer, tok det med ut i fjorden, og der gikk det til bunds og ble en ny elveøyr, og den nye øyren løftet seg over vannet og ble en ny hjell eller terrasse. Derfor er det i Værdalen og andre daler hjell etter hjell, trin etter trin opefter langs elven, og det er tydelig nok å se, at landet har løftet seg. En kunne se det i skredet i Værdalen sommeren efterpå; for det var mange sjøskjell i leren; der var kråkeskjell, pæle-ormer og hjerteskjell, alt sammen dyr som lever i havet.

Men hva var det da som var grunnen til skredet, hvorfor gled terrassene ut? De gled ut fordi det underste lag var blitt til en suppe, som fløt vekk.

Etter skredet kan en tydelig se hva slags lag det var i hjellene. Øverst oppe lå dyrket jord og gaarder, eller også myr. Neden-under var det sandlag, og under sanden var ler. Det var leren som var skyld i ulykken; når det kommer vann i den, så flyter den. Det skal ikke mer enn femteparten vann til, så blir den tykt flytende. Kommer det mer, så flyter den lett og blir som en suppe, og hvis det blir rørt i den suppen, eller den kommer i fart, så flyter den enda lettere. Og der var kommet vann til leren. En bekk som heter Follobækken fløt i en liten dal i terrassen; vannet var dessuten kommet sigende fra myrene og hadde trengt igjennom sanden i lang lang tid, og så var leren blitt til en suppe. Denne rendte ut, sand og myr og dyrket jord mistet derfor sitt underlag, styrtet ned i suppen og fløt med gårdene ned igjennom dalen. Og des sterkere farten ble, des mer flytende ble leren; på sine steder slo den i bølger opp på stranden den skyllet mot. Således strømmet den hele 8 kilometer nedefter hoveddalen, enda dalen bare heller svakt nedover.

102

103Men om alt det forferdelige som hendte den natt kan ikke her fortelles. Én våkner ved det voldsomme brak; det er en ung kvinne. Hun springer ut, og ser at nærmeste gård glider vekk; løper bortover veien, banker på og prøver å vekke: gård etter gård synker bak henne. — En annen kvinne har et gammelt legdslem i huset. Hun jager sine egne barn foran seg, tar den gamle legdekone på ryggen og berger henne, med den største fare for sitt eget liv. — Et tredje sted styrter huset sammen. Alle samler seg utenfor. På et jordflak seiler de med skredet ned i dalen. Men jordflaket kløver seg, mann skilles fra hustru, bror fra bror, mor fra barn. Farten blir sterkere, den ene strimlen deler seg i to. De som står der faller på kne og roper til Gud om hjelp. De synker, leren lukker seg over dem. En hånd stikker opp, og så ikke mer. — Hos enken Kirsten Vodal på Nordlyng kommer lermassen sigende inn gjennom døren og vinduene og fyller værelsene. Mor og barn klyver opp på bord og stoler, en av guttene helt opp på klokkekassen. Leren sprenger den ene vegg. Det er belgmørkt i stuen. Da beder Kirsten til Gud, at han for barnas skyld må skaffe lys og luft. Leren stiger ikke lenger, hun hører folk utenfor, og roper alt hun orker. Og tjenestegutten går inn på loftet over henne, bryter gulvet opp med bare nevene, og drager henne og barna opp av leren, én etter én.

Halvnøgne mennesker driver av sted med lerstrømmen i den kalde natt. Et hundre og tolv omkom. Skarer av fugl samlet seg siden om de døde, hakket etter deres øyne og skjemte deres legemer.

Men mangen en ble også berget. Kjekke karer kaver på ski over lersuppen og berger hva berges kan. Soldater fra Rindenleret, fotfolk og hestfolk, raske, djerve og modige menn, våker seg med livsfare bort til de sunkne hus.

Og over alt Norges land følte man at jordfallet i Værdalen var en lands-ulykke. Det ble ofret i landets kirker, og hundre-tusener av kroner strømmet opp til dem som hadde tapt alt. Ennå kan ingen si hvor lang tid det vil gå, før det atter stiger en blomstrende bygd frem, der det nå er ødt og trøstesløst, med hustak og stolper liggende som vrakstumper i lerhavet.

Ved udg.

104