Klosteret paa Hovedøen tæt ved Kristiania blev grundlagt i aaret 1147 af munker fra England, og indviet til jomfru Maria og den hellige Jatmund. Som de fleste andre 90klostre, var det bygget omkring et firkantet gaardsrum. Paa vestsiden af dette laa klosterkirken; paa de andre tre sider laa de forskjellige slags bygninger som de trængte til i et kloster. Der var den saakaldte konvént-stue, et stort værelse hvor abbeden og munkene kom sammen til raadslagninger; der var refektóriet, den store spisesal, hvor klosterfolkene nød maaltiderne sammen; dormitóriet eller sovesalen, hvor munkene laa om natten; gjesteværelse for reisende, og flere andre rum. Klosteret laa et stykke inde paa øen. Nede ved stranden havde det sin brygge, sit baadhus og sine sjøboder.

Lad os nu sætte os nogen hundred aar tilbage i tiden, og tænke os at vi da gjester Hovedøens kloster og opholder os der en hel dag.
Klokken halv 6 en vakker høstmorgen gaar vi ned paa kongebryggen i Oslo og faar en mand til at sætte os over sundet. Vi stiger i land paa klosterbryggen og gaar opover mod klosteret, hvor de netop har begyndt at ringe til morgenmesse kl. 6. Vi banker paa klosterporten, og slipper ind, just som gudstjenesten begynder med afsyngelse af nogen Davids-salmer paa latin. Mens nu de andre synger, vil vi nytte tiden til at kaste blikket paa de forskjellige slags folk som har samlet sig i klosterkirken. Der er omkring tredive munker. De fleste af dem er af bondeætt, og har givet sig i kloster dels for at kunne leve et mageligt liv i ro og gode dage, og dels for derved at «sørge for sin sjæl» og vinde Guds yndest ved bøn og faste og andre gudfrygtigheds-øvelser. Enkelte munker er af høi byrd og ser kloge og forstandige ud. Et par er udlændinger, én fra Island og én fra England. Deres styresmand eller abbed rager op over dem alle sammen. Vi kan se paa ham at han er en streng mand, som holder god tugt. Men det er 91ogsaa let at se at han er en fin og klog herre, som har vanket vide om og set mere af verden end den lille ø udenfor Oslo. Han er ogsaa medlem af det norske rigsraad, og kongen har mer end én gang brugt ham som sendebud baade til England og Tyskland. Sammen med de viede munker ser vi de saakaldte ungbrødre; de har meldt sig til optagelse i klosteret, og skal nu først udstaa en prøvetid paa ett aar, før de kan faa indvielsen. Dernæst lægger vi merke til flere gamle mænd, som er blit trætte af livets strid, og mod at betale for sig har taget fast ophold i klosteret, for der at leve resten af sine dage i fred. Det er de saakaldte «provént-mænd»; vi vilde nu kalde slige folk pensionærer eller kostgjængere. Til sidst tager vi saa i øiesyn en ikke liden mængde af arbeidsfolk, som ogsaa har mødt frem i kirken, saasom stenhuggere, snekkere, tømmermænd, jordarbeidere o. s. v.
Morgenmessen er til ende, og dagens stræv begynder. Men munkenes arbeide blir flere ganger afbrudt derved at der holdes bønne-gudstjenester i klosterkirken hver tredje time hele dagen igjennem. Somme er dog fritaget for at være til stede da, og kan saaledes uden afbrydelse varetage sine sysler.
Lige efter morgenmessen lar abbeden munkene kalde sammen til et møde i raadssalen. En af dem havde dagen i forveien været sendt til Oslo i et ærend, og var kommen drukken hjem. Han faar nu bank, og dømmes til at sidde en uges tid i klosterfængslet. En anden havde ikke til rette tid mødt frem ved gudstjenesten. Til straf herfor paalægger abbeden ham i nogen tid at blive siddende inde og afskrive en gammel messebog. Hermed er mødet til ende, og efter at have spist frokost sammen i refektoriet, tager nu enhver fat paa sin gjerning. En kunstfærdig munk sætter sig ved et arbeidsbord og tegner og maler helgenbilleder i en bønnebog, som er tænkt at skulle være en gave til dronningen. Flere af munkene giver sig ud i klosterhaven; nogen høster epler af epletrærne, andre samler sjeldne urter af frø som en reisende broder har ført hjem fra udlandet, og atter andre giver sig i færd med paa en nypetorn-busk 92at sætte ind podekvister, som netop er kommet fra Æbeltoft kloster i Danmark. En rig gaardmandssøn fra Aker har faat lov til at være med i dette arbeide; det er hans agt med tiden at drive havedyrkning paa sin egen eiendom.
Et stykke frempaa formiddagen sætter nogen af munkene sig i en af klosterets største baader og ror ind til Oslo. En af raadmændene der i byen er død; han har i sit testamente givet klosteret paa Hovedøen en stor gaard i Bærum, og mange penger til, paa det vilkaar at hans lig skal blive jordlagt i klosterets kirkegaard, og at munkene tilpligtes at

holde sjælemesse over ham baade paa ligfærdsdagen og senere hvert aar paa hans dødsdag. De drager nu afsted for at hente liget. Om en stund kommer de tilbage. Den rigt pyntede ligkiste staar bag i baaden, og mens denne glider stille hjemover, lyder munkenes sang os i møde, høitidelig og gribende, indtil de lander ved bryggen, og ligtoget skrider opover mod klosterkirken; her holdes da sjælemessen over den afdøde, og hvælvingerne gjenlyder mægtig af den gamle salme:
Hvilen den evige giv dem, o Herre,og lyset det stedsevarende lyse for dem!
93Saa sænkes liget i jorden, under bøn og sang, og høitideligheden er til ende.
I tidernes løb er en mængde rigmænd blit gravlagt i kirkegaarden paa Hovedøen, og klosteret har derved faat en stor rigdom paa jordegods. Da der nu hvert aar paa deres dødsdag skal holdes en sjælemesse for hver af dem, saa hænder det ofte, at et par munker fra morgen til kveld er optaget af denne trættende og aandssløvende gjerning. —
Nu er det blit middag. Atter samler man sig i madsalen, hvor det vistnok holdes bordbøn, og en af munkene læser høit i bibelen mens de andre faar sig mad, men hvor det for resten gaar ret livlig til. Der er nok af øl, baade hjemmebrygget og hjemført fra Rostok. Der er nok af mad. Klosteret har et rigt laksefiske ude ved Hurumlandet; derfra har de i sommerens løb faat en mængde røgelaks. Paa samme tid har klosterfolkene fisket makrel i Kristianiafjorden, saa der er saltet makrel i overflod. Og i klosteret holdes baade høns og svin, baade kjør og okser, saa de har let for at holde sig med ferskmad. Desuden er kjeldere og stabur fyldt af fødevarer af alle slag. Det er let at se at munkene ikke er folk som ringeagter god mad og god drik; de tager dygtig til sig og er i godt hold. Der findes dog iblandt dem et par sværmerske naturer som bærer haarskjorten paa sit bare legeme og er yderst afholdne baade i mad og drikke.
En stund efter middag blir det livligt nede ved bryggen. Klosteret eier, som før er sagt, en mængde jordegods; nu da høsten er kommen, skal bygselmændene udrede den aarlige afgift, og der kommer da i snesevis med baader som er fyldt med korn, huder, malt, saltet fisk, og andre varer. Penger var jo i hin tid meget sjeldne, og derfor blev den gang alle afgifter baade til kongen og til jorddrotten svaret med varer, og ikke med penger. Munkene modtog de fremsendte varer, og saa efter i jordebøgerne, hvad hver havde at betale, for at være visse paa at klosteret fik hvad det tilkom. Sjøboderne blev snart fyldt af alle slags varer. 94For at faa dem omsat, maatte klosteret drive handel. Og var abbeden en driftig og foretagsom mand, saa kunde han tjene mange penger for sit kloster. Huder og skind og saltet fisk solgte han til rostokerne, som laa med sine skibe i Oslo havn, og saa fik han igjen baade øl og tøier og penger. Korn og malt sendte han med skib til Nordland, og tilbytted sig derfor sild og fisk, som han siden lod sælge til de tyske kjøbmænd i Bergen. Udbyttet af denne handel kom klosteret til gode, og blev helst brugt til indkjøb af jordegods. —
Efterhaanden blir det stilt nede ved sjøboderne, og aftenen nærmer sig. I skumringen lægger en baad i land, og flere mænd af noksaa fremmed udseende stiger ud og giver sig paa veien til klosteret. Det er tyske pilegrimer, som med skibsleilighed er kommet til Oslo, og som nu søger natteherberge, for den følgende dag at reise videre til St. Olavs grav i Trondhjems domkirke. Pilegrimene blir vel modtaget, baade fordi de var i færd med at gjøre en god gjerning, efter den tids tænkemaade, og fordi de kom fra udlandet, og derfra ogsaa kunde føre tidend om alskens nyt som var hændt ude i Europa. Baade abbeden og somme af munkene forstod tysk og kunde tale med de fremmede. Aftensmaaltidet i madsalen varte derfor denne gang dygtig længe; de tyske pilegrimer vidste at fortælle om konger som var døde, om en ny keiser som var kommen i strid med paven, om ufred som var brudt løs mellem to nabolande, om merkelige jertegn som havde ladt sig se paa himmelen o. s. v. Det sterke øl gjør efter hvert sin virkning, og flere af de tilstedeværende blir lystigere end det strengt taget er passende i et kloster. Men denne gang er abbeden meget mild og overbærende, og han giver sine tanker udtryk i en sætning som ikke staar i samklang med Guds ord eller vor opfatning, men som paa den anden side er et merkeligt vidnesbyrd som hin tids tænkesæt; den viser hvor let og løst de dømte om drukkenskab. Han siger nemlig: Vi aandelige folk, vi gaar i dybe tanker, og har saa tung en strid med djævelen og andre onde magter, saa vi trænger til et ærligt rus en gang imellem.
Kun faa af munkene var den kveld med i aftenmessen kl. 9. Efter at den var til ende, giver man sig til ro. For 95de fremmede reisende er det rigeligt rum i det store gjesteværelse; munkene samler sig, som sedvanlig, til hvile i den fælles sovesal; provént-mændene og arbeidsfolkene gaar hver til sine rum. Saa stænges klosterporten. Lyden af aftenklokkerne fra kirkerne og klostrene i Oslo taber sig, dagen gaar ned i vest, og nattens fred sænker sig over by og land.
For læsebogen af A. Chr. Bang.
