Den 10de november 1871 havde Stanley fundet Livingstone. Da han var reist, tog Livingstone afsted for at søge efter Nilens kilder. Men denne reise blev hans sidste. Han kar blit farlig syg af blodgang i det myrlændte land. Under store smerter naadde han den 27de april 1873 Molilamo, som falder ud i Bangmeolosjøen. Her skrev han i sin dagbog: «Aldeles udmattet — blir her — komme sig — sender bud efter to melkegjeter. Vi er ved Molilamos bredder.» Det var de sidste ord han orked at skrive. Tale kunde han knapt. Hans sorte tjenere bar ham da til Ilala, en liden landsby, hvor Kitambo var høvding. Denne høvding var venligsindet.
Det blev sendt folk forud for at bygge en hytte; men da Livingstone kom did, var den endnu ikke færdig. Han blev derfor lagt under tagskjegget paa en af de indfødtes hytter. Landsbyen var næsten tom, saa der var plads nok. Naar kornet staar i aks, pleier de nemlig at bygge smaa hus, som kan flyttes, ude paa markerne, og indbyggerne forlader sine faste hytter og drager did for at passe paa agrene. Mange af de indfødte kom bort til det sted hvor Livingstone laa. Hans ry var trængt frem til dem. Nu 71stod de der omkring ham, støttet paa sine buer, og saa med undring og ærefrygt paa ham. En let støvregn faldt. Livingstones hytte blev gjort færdig, og han blev baaret der ind. Udenfor hytten blev det tændt ild. Gutten Majvara sov hos Livingstone. — Den 30te april 1873 kom Kitambo tidlig for at hilse paa den syge, men Livingstone maatte bede ham komme igjen næste dag. Han blev ikke forstyrret mere. Om eftermiddagen bad han om at faa sit ur; Susi, en af de sorte, holdt det paa haandfladen, mens Livingstone langsomt trak det op. Natten kom; somme af de sorte holdt sig i sine hytter, andre sad vakt omkring ilden. Alle skjønte at enden var nær. Kl. 11 om kvelden blev Susi kaldt ind til ham. «Hvem er det som braaker slig?» sa den syge; «er det vore folk?» — «Nei,» svarte Susi, «det er folk som jager bøfler væk fra markerne.» Efter et par minuter sa Livingstone, langsomt og ligesom i ørske: «Er det Lualaba?» Susi sa ham hvor de var. Da laa han igjen en stund stille. Saa spurte han: «Hvor mange dage er det til Lualaba?» — «Tre dage, saa vidt jeg ved.» Livingstone sukked, som i store smerter: «Aa kjære Gud,» og sovned snart ind igjen. Kl. 4 om morgenen kom Majvara til Susi: «Du maa komme,» sa han; «jeg er ræd; jeg ved ikke om han lever endnu.» Susi vækked kameraterne. Alle seks mand gik straks ind i Livingstones hytte. Han laa ikke i sengen; han knælte ved siden af; det saa ud som han bad. Mændene vilde gaa igjen, men Majvara sa: «Da jeg la mig, laa han ogsaa slig; han er vist død.» De spurte gutten hvor længe han havde sovet. Han trodde det var længe. De gik nærmere. Paa en kasse, som skulde være bord, var fæstet et vokslys med sit eget voks; det gav saavidt lys at de kunde skjelne den syges skikkelse. Han knælte ved siden af sin seng; hans legeme var udstrakt, hovedet hvilte paa hænderne og var sunket ned i puderne. Et minut stod de slig og saa paa ham; han rørte sig ikke, pusted ikke. Endelig gik én sagte bort til ham og la sine hænder paa hans kinder. De var kolde. Livingstone var død. Den store forsker var falden paa valpladsen.
72Hans trofaste tjenere bar ham siden paa sine skuldre den lange vei til kysten. Veien gik gjennem ødemarker og urskoger, mellem vilde dyr og vilde folk; men de slap ikke den kjære byrde, før de, efter hele ni maaneders vandring, kunde sætte den fra sig i Sansibar. Men saa er ogsaa denne ligfærd blit til uforglemmelig hæder, for ham som blev baaret, og for dem som bar, — større end den ære som blev vist Livingstone da hans lig fik plads i Vestminster-kirken, hvor Englands første mænd hviler.