63

Det er et gammelt eventyr om en mand som var evig ung, og som hvert fem hundred aar reiste samme vei. Men paa hver reis fandt han alt — endog naturens udseende — forandret. Der 64han den ene gang saa en folkerig by i et frugtbart land, mødte ham fem hundred aar senere synet af et vidstrakt hav med en øde strand. „Hvor længe har her været hav?” spurte han en gammel fisker som la ud sine garn ved stranden. „Saa længe bølge har rullet mod strand,” var svaret.

Men efter fem hundred aar, da han atter kom samme vei, var havet forsvundet, landet hersked atter.

Ja slig er det med vor jord: Paa dens overflade har det stadig foregaat store natur-omveltninger, som lidt efter lidt helt har forandret dens udseende; men menneskeheden, som lever midt oppe i det, den er som den gamle fisker: den driver rolig sin syssel, og kan vanskelig tænke sig andet, end at som jorden nu ser ud, slig har den altid været og vil den altid blive. Kun videnskabsmanden er som hin evig unge reisende: han kan med sin tanke færdes gjennem aartusend, og kan i fjeldenes sider, hvor han finder forsteninger af dyr og planter, læse om hvordan jorden har været før i tiderne. Disse videnskabsmænd kunde fortælle dig, min unge læser, at den flek af jorden som du er paa nu, da du læser dette, har en gang, for mange tusend aar siden, været øde for mennesker, dyr og planter, og har været dækket under et tusend-meter tykt lag af is og sne som den gang hvælved sig over hele Norge, Sverige, Danmark, Finland, og endnu en stor del af Rusland, Nordtyskland og Holland, ja som endog strakte sig lige over til England, og knytted alt dette sammen til en eneste stor snemark, som hverken dyr eller mennesker fandt vei over. Ved at høre sligt vil du vel spile øinene op af forundring; men det er nu ligevel sandt.

Men ligesom Skandinavien den gang, saaledes er Grønland nu dækket af en slig bræ af is og sne, og denne strækker sig over hele landet i det indre, saa det er bare langs kysterne det nøgne berg stikker frem af sneen. Over denne grønlandske snebræ eller indlandsis, som den kaldes, havde endnu ingen menneskelig fod fundet vei, skjønt mange havde forsøgt. Ingen vidste derfor rigtig hvordan det saa ud i dens indre. For at faa greie paa dette og gaa tvers over landet fra østkysten til vestkysten, var det at en liden flok paa seks mand drog afsted fra Norge i mai 1888. Disse seks var Sverdrup, den djerve sjømand, Dietrichson, 65den kjække og modige løitnant, Kristiansen, den støe bondegutten, og saa de to lapper, den snaksomme og livlige Balto og den gamle faamælte Ravna. Den sjette var en lang skranglet fyr, han var anfører for disse troppene, og han er det som nu fortæller derom.

Det er ikke altid at livet gaar saa glat her i verden som vi paa forhaand tænker os det ud, og det fik vi til fulde at kjende paa denne turen. Men om en bare holder ved og ikke gir sig, naar det ser som værst ud, saa kan alt alligevel blive godt, og dette fik vi heldigvis ogsaa at kjende. For at kunne gaa over landet, maatte vi jo først til kysten; men det var ikke let. Polarstrømmen render sydover langs østkysten af Grønland og soper store mængder af isflak helt oppe fra selve nordpolen med sig, og gjennem disse svære isflak er det ikke let at komme frem. De kan være saa tykke som flere hus ovenpaa hverandre, og saa store at det kan tage flere timer at gaa rundt et af dem. Det skib som skulde sætte os i land var en sterk sælfanger, Jason, som havde havt mangen haard dyst med is og storm; men ligevel kunde den ikke klare at tvinge sig vei ind til landet mellem disse iskjæmper, og vi maatte da, den 17de juli 1888, i vore smaa baader søge at bane os vei, dels ved at klemme os mellem flakene, dels ved at trække baadene over. Vi arbeided

Rolfsen: Læsebog for folkeskolen. III.

66og slét dag og nat, indtil vi ikke orked mer; men det gik os lige fuldt galt, strømmen sopte os og isen sydefter langs kysten med rivende fart, og mange ganger var vi nær paa at blive knust mellem

isstykkerne, som stødte mod hverandre og ødela alt som kom i deres favntag; det eneste som da kunde redde os, var at søge ly med vore baader oppe paa isen. Men saa kom det værste: vi blev 67drevet ud til havs, bølgerne skylled paa alle kanter over det isflaket vi da havde søgt berging paa, og det trued med at baade vi selv og teltet og baadene vore skulde blive vasket ud i sjøen. Det varte næsten et helt døgn, dette; men saa klarte vi os ogsaa den gang og slap fra det med livet.

Efter at vi i tolv dage havde drevet sydover med isen langs Grønlands syd-ende, kom vi endelig ind til stranden, og efter at vi i endnu tolv dage i vore to baader havde arbeidet os nordover langs landet, fremdeles gjennem stimer af drivende isflak og umaadelige isfjeld, saa kom vi, langt om længe, til et sted som heder Umivik, hvor vi kunde begynde at gaa over Grønlands indland.

Det var den 15de august vi begyndte paa det, og det var en bra haard tur, det ogsaa. Det meste af veien gik vi paa ski; for i det indre af Grønland er det saa koldt, at der er det skiføre hele aaret rundt, og nisten vor drog vi paa fem smaa slæder eller skikjælker, og disse var tunge at trække, for vi havde niste for hele to maaneder med os.

Den første del af veien var tyngst, for da bar det stadig op bakke; dernæst var det i begyndelsen, som paa alle isbræer, mange store sprækker, som vi let kunde falde nedi, hvis vi ikke saa os godt for og gik udenom. Da vi saa kom frem mod det indre, blev det vistnok fladere; men at faa sagt hvor usigelig ensformigt det for det meste var at reise, dag efter dag, uge efter uge, over denne uendelige snemark, som i en høide som toppen af Galdhøpiggen, og vel saa det, strækker sig over hele Grønland, det er ikke saa let. Hvis du nogen gang har set havet, kjære læser, denne 68uendelige flade, som uden afveksling breder sig udover til himmelranden, hvor-helst du vender øiet, — da vil jeg bare sige: Tænk dig denne vandflade omskabt til evig sne, hvid sne, som blinder øiet, hvor du snur dig, og du vil have en god forestilling om Grønlands indre. Men har du ikke set havet, da bør du prøve at tænke dig et umaadeligt ark hvidt papir, fladt og glat; sætter du saa med en pen seks ørsmaa sorte prikker tæt efter hverandre paa dette umaadelige papir-arket, saa kan du kanske faa en svag forestilling om hvordan indlandsisen tog sig ud med os seks fyrer spaserende over den. Eller du kan tænke dig seks ørsmaa mygg marsjerende over et forfærdelig stort lagen.

Det var et slit uden ende, at gaa over denne endeløse snemark. Vi drog og vi drog paa vore tunge slæder, saa svetten randt, og vi maatte kaste trøien, endda det var mange graders kulde. Trætte var vi ofte saa det verked i hvert led. Men endda gik det smaat; vi kom ikke mere end et par mil frem hver dag, og alt vi fandt var sne og intet andet, hvor øiet vendte sig. Der var ikke saa meget som en snetue eller haug at finde, som vi kunde tage merke efter for at styre rigtig kurs; alt var lige fladt som et vandspeil i stilt veir. Og koldt var det der inde saa det forslog; vi havde nætter med mindst 40 graders kulde. At ligge og sove i et telt i slig kulde tror du vel er frygteligt; men det var ikke saa slemt endda, for vi havde gode soveposer til at ligge i. Disse poserne var gjort af tykt renskind, og var saa store at én rummed 3 mand. Naar nu alle tre havde krobet ned i posen og havde snørt godt igjen, saa blev det noksaa varmt der, og trods nattekulden havde vi alle sammen en ligesaa god søvn i vore to poser som nogen af os har havt i den bedste seng her hjemme. Men naar vi vaagned om morgenen, hændte det vel, at vi fandt vore hoveder liggende i en skorpe af rim og is, som havde sat sig i renhaarene inde i soveposen, og som kom fra pusten, som var frosset.

I begyndelsen af oktober naadde vi frem til danskerne og eskimoerne i Godthaab-bygden paa Grønlands vestkyst. Det som vi havde fundet i Grønlands indre, var, som sagt, en forfærdelig stor snebræ, som er flad og flad, og som breder sig over hele landet. Den har fuldstændig tildækket alle daler og fjeld, slig at ikke engang en eneste sten eller liden fjeldtop stikker op over snehavet. Denne bræ maa være umaadelig tyk, og er til visse paa mange steder mindst to tusend meter. Tænk dig et lag af is og sne saa tykt, — det blir noget til skiføre, det.

69Men til alle tider har ikke Grønland været saa koldt og øde. En gang, for tusender af aar siden, var det frugtbart som Skandinavien; ja, det var endnu meget frugtbarere. Der vokste store skoger af furu og gran og løvtrær, ja valnøtter, slyngplanter og mange andre merkelige trær vokste der ogsaa; den gang var Grønland saa varmt og smilende som Italien er nu. Og levningerne efter al denne fordums herlighed ligger som forsteninger skjult i fjeldene der oppe, og der kan videnskabsmanden endnu finde dem. Men et par tusend meter til veirs over dalene hvor denne frugtbarhed en gang har udfoldet sig, der reiste vi, høit oppe paa ryggen af den vældige snebræ. Er det ikke som et merkeligt eventyr?

Men det turde hænde, at om vi kunde komme igjen en gang, langt langt frem i tiden, saa fik vi se en lignende vældig bræ, og kunde i den forfærdeligste kulde gaa paa ski over det sted hvor vi nu sidder lunt og varmt, — at vort land da atter er begravet under flere tusend meter is og sne.

Alt er i en stadig skiftning; vi ved endnu ikke hvorfra det kommer, og hvortil det gaar. — Naturen selv er for os det merkeligste af alle eventyr.

Fridtjof Nansen.

63

Det er et gammelt eventyr om en mann som var evig ung, og som hvert fem hundre år reiste samme vei. Men på hver reis fant han alt — endog naturens utseende — forandret. Der 64han den ene gang så en folkerik by i et fruktbart land, møtte ham fem hundre år senere synet av et vidstrakt hav med en øde strand. „Hvor lenge har her vært hav?” spurte han en gammel fisker som la ut sine garn ved stranden. „Så lenge bølge har rullet mot strand,” var svaret.

Men etter fem hundre år, da han atter kom samme vei, var havet forsvunnet, landet hersket atter.

Ja slig er det med vår jord: På dens overflate har det stadig foregått store natur-omveltninger, som litt etter litt helt har forandret dens utseende; men menneskeheten, som lever midt oppe i det, den er som den gamle fisker: den driver rolig sin syssel, og kan vanskelig tenke seg annet, enn at som jorden nå ser ut, slig har den alltid vært og vil den alltid bli. Kun vitenskapsmannen er som hin evig unge reisende: han kan med sin tanke ferdes gjennom årtusen, og kan i fjellenes sider, hvor han finner forsteninger av dyr og planter, lese om hvordan jorden har vært før i tidene. Disse vitenskapsmenn kunne fortelle deg, min unge leser, at den flekk av jorden som du er på nå, da du leser dette, har en gang, for mange tusen år siden, vært øde for mennesker, dyr og planter, og har vært dekket under et tusen-meter tykt lag av is og sne som den gang hvelvet seg over hele Norge, Sverige, Danmark, Finland, og ennå en stor del av Rusland, Nordtyskland og Holland, ja som endog strakte seg like over til England, og knyttet alt dette sammen til en eneste stor snemark, som hverken dyr eller mennesker fant vei over. Ved å høre slikt vil du vel spile øynene opp av forundring; men det er nå likevel sandt.

Men likesom Skandinavien den gang, således er Grønland nå dekket av en slig bre av is og sne, og denne strekker seg over hele landet i det indre, så det er bare langs kystene det nakne berg stikker frem av sneen. Over denne grønlandske snøbre eller innlandsis, som den kalles, hadde ennå ingen menneskelig fot funnet vei, skjønt mange hadde forsøkt. Ingen visste derfor riktig hvordan det så ut i dens indre. For å få greie på dette og gå tvers over landet fra østkysten til vestkysten, var det at en liten flok på seks mann drog av sted fra Norge i mai 1888. Disse seks var Sverdrup, den djerve sjømann, Dietrichson, 65den kjekke og modige løytnant, Kristiansen, den støe bondegutten, og så de to lapper, den snaksomme og livlige Balto og den gamle fåmælte Ravna. Den sjette var en lang skranglet fyr, han var anfører for disse troppene, og han er det som nå forteller derom.

Det er ikke alltid at livet går så glatt her i verden som vi på forhånd tenker oss det ut, og det fikk vi til fulle å kjenne på denne turen. Men om en bare holder ved og ikke gir seg, når det ser som verst ut, så kan alt allikevel bli godt, og dette fikk vi heldigvis også å kjenne. For å kunne gå over landet, måtte vi jo først til kysten; men det var ikke lett. Polarstrømmen render sydover langs østkysten av Grønland og soper store mengder av isflak helt oppe fra selve nordpolen med seg, og gjennom disse svære isflak er det ikke lett å komme frem. De kan være så tykke som flere hus ovenpå hverandre, og så store at det kan ta flere timer å gå rundt et av dem. Det skip som skulle sette oss i land var en sterk selfanger, Jason, som hadde hatt mangen hard dyst med is og storm; men likevel kunne den ikke klare å tvinge seg vei inn til landet mellom disse iskjæmper, og vi måtte da, den 17de juli 1888, i våre små båter søke å bane oss vei, dels ved å klemme oss mellom flakene, dels ved å trekke båtene over. Vi arbeidet

Rolfsen: Lesebok for folkeskolen. III.

66og slét dag og natt, inntil vi ikke orket mer; men det gikk oss like fullt galt, strømmen sopte oss og isen sydefter langs kysten med rivende fart, og mange ganger var vi nær på å bli knust mellom

isstykkerne, som støtte mot hverandre og ødela alt som kom i deres favntak; det eneste som da kunne redde oss, var å søke ly med våre båter oppe på isen. Men så kom det verste: vi ble 67drevet ut til havs, bølgene skyllet på alle kanter over det isflaket vi da hadde søkt berging på, og det truet med at både vi selv og teltet og båtene våre skulle bli vasket ut i sjøen. Det varte nesten et helt døgn, dette; men så klarte vi oss også den gang og slapp fra det med livet.

Etter at vi i tolv dage hadde drevet sydover med isen langs Grønlands syd-ende, kom vi endelig inn til stranden, og etter at vi i ennå tolv dage i våre to båter hadde arbeidet oss nordover langs landet, fremdeles gjennom stimer av drivende isflak og umåtelige isfjell, så kom vi, langt om lenge, til et sted som heter Umivik, hvor vi kunne begynne å gå over Grønlands innland.

Det var den 15de august vi begynte på det, og det var en bra hard tur, det også. Det meste av veien gikk vi på ski; for i det indre av Grønland er det så kaldt, at der er det skiføre hele året rundt, og nisten vår drog vi på fem små sleder eller skikjelker, og disse var tunge å trekke, for vi hadde niste for hele to måneder med oss.

Den første del av veien var tyngst, for da bar det stadig opp bakke; dernest var det i begynnelsen, som på alle isbreer, mange store sprekker, som vi lett kunne falle nedi, hvis vi ikke så oss godt for og gikk utenom. Da vi så kom frem mot det indre, ble det vistnok flatere; men å få sagt hvor usigelig ensformigt det for det meste var å reise, dag etter dag, uke etter uke, over denne uendelige snemark, som i en høyde som toppen av Galdhøpiggen, og vel så det, strekker seg over hele Grønland, det er ikke så lett. Hvis du noen gang har sett havet, kjære leser, denne 68uendelige flate, som uten avveksling brer seg utover til himmelranden, hvor-helst du vender øyet, — da vil jeg bare si: Tenk deg denne vannflate omskapt til evig sne, hvit sne, som blinder øyet, hvor du snur deg, og du vil ha en god forestilling om Grønlands indre. Men har du ikke sett havet, da bør du prøve å tenke deg et umåtelig ark hvitt papir, flatt og glatt; setter du så med en pen seks ørsmå sorte prikker tett etter hverandre på dette umåtelige papir-arket, så kan du kanskje få en svak forestilling om hvordan innlandsisen tok seg ut med oss seks fyrer spaserende over den. Eller du kan tenke deg seks ørsmå mygg marsjerende over et forferdelig stort laken.

Det var et slit uten ende, å gå over denne endeløse snemark. Vi drog og vi drog på våre tunge sleder, så svetten rant, og vi måtte kaste trøyen, enda det var mange graders kulde. Trette var vi ofte så det verket i hvert led. Men enda gikk det smått; vi kom ikke mer enn et par mil frem hver dag, og alt vi fant var sne og intet annet, hvor øyet vendte seg. Der var ikke så meget som en snøtue eller haug å finne, som vi kunne ta merke etter for å styre riktig kurs; alt var like flatt som et vannspeil i stilt vær. Og kaldt var det der inne så det forslog; vi hadde netter med minst 40 graders kulde. Å ligge og sove i et telt i slig kulde tror du vel er fryktelig; men det var ikke så slemt enda, for vi hadde gode soveposer til å ligge i. Disse posene var gjort av tykt reinskinn, og var så store at én rommet 3 mann. Når nå alle tre hadde krøpet ned i posen og hadde snørt godt igjen, så ble det nokså varmt der, og trass nattekulden hadde vi alle sammen en likeså god søvn i våre to poser som noen av oss har hatt i den beste seng her hjemme. Men når vi våknet om morgenen, hendte det vel, at vi fant våre hoder liggende i en skorpe av rim og is, som hadde satt seg i renhårene inne i soveposen, og som kom fra pusten, som var frosset.

I begynnelsen av oktober nådde vi frem til danskene og eskimoene i Godthaab-bygden på Grønlands vestkyst. Det som vi hadde funnet i Grønlands indre, var, som sagt, en forferdelig stor snøbre, som er flat og flat, og som brer seg over hele landet. Den har fullstendig tildekket alle daler og fjell, slig at ikke engang en eneste stein eller liten fjelltopp stikker opp over snøhavet. Denne bre må være umåtelig tykk, og er til visse på mange steder minst to tusen meter. Tenk deg et lag av is og sne så tykt, — det blir noe til skiføre, det.

69Men til alle tider har ikke Grønland vært så kaldt og øde. En gang, for tusener av år siden, var det fruktbart som Skandinavien; ja, det var ennå meget frugtbarere. Der vokste store skoger av furu og gran og løvtrær, ja valnøtter, slyngplanter og mange andre merkelige trær vokste der også; den gang var Grønland så varmt og smilende som Italien er nå. Og levningene etter all denne fordums herlighet ligger som forsteninger skjult i fjellene der oppe, og der kan vitenskapsmannen ennå finne dem. Men et par tusen meter til veirs over dalene hvor denne fruktbarhet en gang har utfoldet seg, der reiste vi, høyt oppe på ryggen av den veldige snøbre. Er det ikke som et merkelig eventyr?

Men det turde hænde, at om vi kunne komme igjen en gang, langt langt frem i tiden, så fikk vi se en lignende veldig bre, og kunne i den forfærdeligste kulde gå på ski over det sted hvor vi nå sitter lunt og varmt, — at vårt land da atter er begravet under flere tusen meter is og sne.

Alt er i en stadig skiftning; vi vet ennå ikke hvorfra det kommer, og hvortil det går. — Naturen selv er for oss det merkeligste av alle eventyr.

Fridtjof Nansen.