55

Ja, at skrive om Ishavet, slig at den forstaar hvad det er, som ikke har set det, det er ikke saa greit; for Ishavet er noget for sig selv, uligt alt andet, og fremfor alt uligt det en gjerne tænker sig. Jeg havde jo læst en 56god del om det, før jeg kom der op første gangen, og havde gjort det til en verden fyldt med mægtige isfjeld, hvor herlige taarn og spir af blinkende is raged mod himmelen rundt omkring i alle mulige former og farver, og saa vældige sammenhængende ismarker — — Men intet af alt dette; — flad, hvid, drivende is i vuggende flak, svart grønlig-blaa sjø, og saa taage og solskin, storm og stille, det var det jeg fandt.

Naar jeg nu lukker øinene og tænker paa det, da trænger mange minder sig frem; men et par er de sterkeste.

Sterkest mindes jeg, kan hænde, første gang jeg saa det. Det var i mars maaned. I syv dage og nætter havde vi seilt nordover fra Norge, gjennem storm og uveir havde vi basket afsted i rykende fart over det vældige Nordhav; sjøerne brød om os og over os, og vi seilte saa stor-raaen sprang. Men det fik ikke hjælpe; for vi maatte frem; vi skulde jo fange sæl, og var sent ude.

57Det første tegn paa Ishavets nærhed var grønmaaken eller stormhesten. Ved polarcirkelen omtrent kom den os i møde, svævende paa sine strakte vinger over disse endeløse blaa bølgeskavler. Langt der ude, hundreder af mil fra alt land, færdes den og holder vakt for indgangen til Ishavet, hvor ingen slipper ind uden dens følge, og hvor den bestandig seiler i dit kjølvand. — Den havde alt fulgt os et par dage, sjøen var begyndt at blive grønligere, —

vi nærmed os Jan Majn. Da, om kvelden den syvende dag, blev det ropt: «Is forud!» Jeg sprang paa dæk, stirred forover, — alt var sort nat. Men med ett skjød noget stort hvidt ud af mørket; det kom nærmere, blev større og hvidere, drivende hvidt paa det ravnsorte hav. Det var det første isflak vi seilte forbi. Saa kom det flere; de dukked frem langt forud, gled forbi med en skvulpende lyd, idet sjøen vasked over dem, og gled unda langt bag. Dette var bare 58spredte forløbere; men saa blev jeg var en sælsom lysning over himmelen i nord, sterkest i himmelranden, men synlig opover og opover, lige mod issepunktet paa himmelen, — et underlig hemmelighedsfuldt halvlys, ligesom gjenskin af en vældig brand, langt langt borte; men det maatte være i aandernes verden, for lyset var spøgelseagtig hvidt. Saa hørte jeg ogsaa en dump brusen, som fyldte luften der nordfra; det var som af brænding mod land.

Det var selve driv-isens hvide masser vi havde forud. Lyset var det gjenskin som den kaster mod taaget eller skyet luft, og lyden kom fra sjøen som bryder over flakene og stuver dem raslende mod hverandre; i stille nætter kan den høres langt til havs.

Det var underligt at staa og stirre og lytte til det alt sammen, mens vi seilte ind i denne nye ukjendte isverden. Bruset blev sterkere og sterkere, og hørtes nu paa alle kanter; de drivende flak omkring kom tiere. Af og til stødte skibet mod et sligt flak; men med et vældigt brag blev det reist paa ende og veltet til siden for den sterke baug. 59Ofte var stødene saa voldsomme, at en maatte holde sig fast, for ikke at stupe.

Det er langs randen af denne driv-is sælfangeren færdes paa jagt efter kobben, og frem gjennem den bryder han sig vei med sit sterke fartøi ind til sit bytte. Men mangen en haard dyst maa han ogsaa udkjæmpe der. Noget mer ustyrlig vildt end et uveir i vinternatten der nord kan ikke tænkes. Naar stormen hviner hen over havet og isen, pisker sneen og sjøskummet i ansigtet paa dig, og tager tag saa du ikke kan staa paa dækket; naar sjøerne reiser sig i vældige vandberg, hvor skibet blir som opslugt, og det ryker hvidt om kammene langt bortover, saa alt blir et eneste ròk; naar saa hav og is mødes, og sjøen taarner sig op og bryder indover isen i grøngule fosser, og de vældige flak hives mod hverandre og knuses til støv, mens vandskum og isstykker sprøiter høit mod himmelen, — ja da kan det nok hænde du faar kjende Ishavets vilde gru. Ingen stjerner, ikke spillende nordlys til at lyse op over den rasende tummel; tunge stormskyer jager over himmelen, alt er mulm og mørke, alt larm og oprør. Og midt i denne havets vilde leg, som et fnug mellem disse fjeldhøie bølger, gynger et lidet skrøbeligt menneskeverk, et skib med levende mennesker om bord! Ve dem, om de nu gjør et eneste feilgreb; ve dem, om de nu kommer et af disse flak for nær eller stikker næsen ind mellem dem i det øieblik de tørner sammen, — i det næste vil de være knust, væk! — Men gjennem larmen kan kommando-rop skjelnes, rolige, støe kommando-rop, og punktlig blir de adlydt, sælfangeren styrer rolig sin vei ud til havs, klar af isen; han er vant til alt dette.

Men du maa ikke tro at det bare er storm paa Ishavet; nei, det kan være lige blidt og fredeligt der oppe som en vaardag med solskin og blinkende snefonner her hjemme. Ja, inde i isen er det som oftest slig, og det som helst staar for mig, naar jeg tænker paa Ishavet, er denne egne fred, fjernt fra al verdens tummel, naar solen oppe fra den hvidblaa himmel uafbrudt nat og dag gyder sit væld af lys ud over de hvide snedækte isvidder, udover og udover i det 60uendelige, lige til synsranden. Den blinker i sneen og spiller i det dybblaa vand; verden er bare lys, det glitrer og blinker overalt omkring dig, fra isflakenes kanter kastes kjølig-blaa gjenskin, og det bryder i krystal-klare blaa og grønne farver langt ned igjennem den kolde gjennemsigtige sjø. Og i solskinnet ligger kobben og koser sig og strækker sig. En blir aldrig træt af at mindes det. Men saa, kan hænde, skifter det med ett: Inde fra isen kommer et stort hvidt dyr labbende; det huker sig ned, sniger sig frem langs isfladen, lister sig stilt ned i vandet, svømmer frem, bare med snuden over vandfladen, lister sig saa lydløst op paa næste flak igjen, sniger sig atter frem og dækker sig bag hvert lidet isstykke som staar op; pelsen skinner silke-gult mod den hvide sne; — det er isbjørnen som er ude. Nu ligger den stille et øieblik og lurer, — saa med ett gjør den et langt sprang og slaar sine vældige klør i en kobbe. Det blir en voldsom kamp; kobben søger at fri sig; men den faar det ene klask efter det andet af bjørnens kæmpesterke labber, blodet flyder i røde strømme over isen, og rundt om styrter kobbene i vandet med tunge plask, — det hele skifter til et billede af rædsel og opstyr. Men snart er striden over, bjørnen begynder at fortære sit bytte, du kan høre benene knase mellem tænderne paa den, — og solen, den skinner lige fredelig som før.

Dette er det ishav hvor vore sælfangere færdes, men det er egentlig bare randen. Gaar du længer mod nord, da minker efter hvert det aabne vand, og havet blir helt dækket af store drivende isflak, hele verden blir til en stor udstrakt flade af hvid snedækket is; bare hist og her mellem flakene øiner du en stribe mørkt vand. Efter hvert blir det ogsaa slut med alt liv: ingen kobbe mer, for den holder sig nær det aabne vand, og heller ingen fugl. Det eneste du kanske endnu kan faa øie paa, er en sjelden gang en enslig omflakkende isbjørn. Men snart er heller ikke den at se; alt er en uddød verden af umaadelige isflak, som er i stadig drift mod syd. Og slig strækker Ishavet sig nordover og 61nordover, lige til nordpolen. Om sommeren skinner solen dag og nat, den gaar rundt og rundt paa himmelen, og synker aldrig, før høsten kommer. Men da begynder den lange vinternat, som ved nordpolen varer seks maaneder, ligesom sommerdagen; da skinner stjernerne uafladelig over de øde sneflader. Af og til kommer maanen, gaar rundt himmelen og skinner dag og nat, ligesom solen, indtil den efter nogen uger atter blir borte. Men undertiden begynder nordlyset at flamme. Da blir det liv i det hele, det flimrer og brænder og farer hid og did over hele himmelen. Saa er det væk igjen, og alt er stilt som før.

I denne uddøde verden er det polarfareren færdes, paa jagt, ikke efter dyr, men efter opdagelser for videnskaben, for at menneskene skal lære den jord at kjende som de bor paa. Her farer han om over vidderne med slæder og hunder om sommeren, og her sidder han i de lange vinternætter og sender mangen en længselsfuld tanke sydover til de kjære i de lune hjem, som de samme stjerner tindrer ned paa i sin kolde fred.

For læsebogen af Fridtjof Nansen.

55

Ja, å skrive om Ishavet, slig at den forstår hva det er, som ikke har sett det, det er ikke så greit; for Ishavet er noe for seg selv, ulikt alt annet, og fremfor alt ulikt det en gjerne tenker seg. Jeg hadde jo lest en 56god del om det, før jeg kom der opp første gangen, og hadde gjort det til en verden fylt med mektige isfjell, hvor herlige tårn og spir av blinkende is raget mot himmelen rundt omkring i alle mulige former og farger, og så veldige sammenhengende ismarker — — Men intet av alt dette; — flat, hvit, drivende is i vuggende flak, svart grønlig-blå sjø, og så tåke og solskinn, storm og stille, det var det jeg fant.

Når jeg nå lukker øynene og tenker på det, da trenger mange minner seg frem; men et par er de sterkeste.

Sterkest minnes jeg, kan hænde, første gang jeg så det. Det var i mars måned. I syv dage og netter hadde vi seilt nordover fra Norge, gjennom storm og uvær hadde vi basket av sted i rykende fart over det veldige Nordhav; sjøene brød om oss og over oss, og vi seilte så stor-råen sprang. Men det fikk ikke hjelpe; for vi måtte frem; vi skulle jo fange sæl, og var sent ute.

57Det første tegn på Ishavets nærhet var grønnmåken eller stormhesten. Ved polarsirkelen omtrent kom den oss i møte, svevende på sine strakte vinger over disse endeløse blå bølgeskavler. Langt der ute, hundrer av mil fra alt land, ferdes den og holder vakt for inngangen til Ishavet, hvor ingen slipper inn uten dens følge, og hvor den bestandig seiler i ditt kjølvann. — Den hadde alt fulgt oss et par dage, sjøen var begynt å bli grønligere, —

vi nærmet oss Jan Majn. Da, om kvelden den syvende dag, ble det ropt: «Is forut!» Jeg sprang på dekk, stirret forover, — alt var sort natt. Men med ett skjød noe stort hvitt ut av mørket; det kom nærmere, ble større og hvitere, drivende hvitt på det ravnsorte hav. Det var det første isflak vi seilte forbi. Så kom det flere; de dukket frem langt forut, gled forbi med en skvulpende lyd, idet sjøen vasket over dem, og gled unna langt bak. Dette var bare 58spredte forløpere; men så ble jeg var en selsom lysning over himmelen i nord, sterkest i himmelranden, men synlig opover og opover, like mot issepunktet på himmelen, — et underlig hemmelighetsfullt halvlys, likesom gjenskinn av en veldig brand, langt langt borte; men det måtte være i åndenes verden, for lyset var spøkelsesaktig hvitt. Så hørte jeg også en dump brusen, som fylte luften der nordfra; det var som av brenning mot land.

Det var selve driv-isens hvite masser vi hadde forut. Lyset var det gjenskinn som den kaster mot tåket eller skyet luft, og lyden kom fra sjøen som bryter over flakene og stuver dem raslende mot hverandre; i stille netter kan den høres langt til havs.

Det var underlig å stå og stirre og lytte til det alt sammen, mens vi seilte inn i denne nye ukjente isverden. Bruset ble sterkere og sterkere, og hørtes nå på alle kanter; de drivende flak omkring kom tiere. Av og til støtte skipet mot et slikt flak; men med et veldig brak ble det reist på ende og veltet til siden for den sterke baug. 59Ofte var støtene så voldsomme, at en måtte holde seg fast, for ikke å stupe.

Det er langs randen av denne driv-is selfangeren ferdes på jakt etter kobben, og frem gjennom den bryter han seg vei med sitt sterke fartøy inn til sitt bytte. Men mangen en hard dyst må han også utkjempe der. Noe mer ustyrlig vilt enn et uvær i vinternatten der nord kan ikke tenkes. Når stormen hviner hen over havet og isen, pisker sneen og sjøskummet i ansiktet på deg, og tar tak så du ikke kan stå på dekket; når sjøene reiser seg i veldige vannberg, hvor skipet blir som oppslukt, og det ryker hvitt om kammene langt bortover, så alt blir et eneste ròk; når så hav og is møtes, og sjøen tårner seg opp og bryter innover isen i grøngule fosser, og de veldige flak hives mot hverandre og knuses til støv, mens vannskum og isstykker sprøyter høyt mot himmelen, — ja da kan det nok hænde du får kjenne Ishavets ville gru. Ingen stjerner, ikke spillende nordlys til å lyse opp over den rasende tummel; tunge stormskyer jager over himmelen, alt er mulm og mørke, alt larm og opprør. Og midt i denne havets ville lek, som et fnugg mellom disse fjellhøye bølger, gynger et lite skrøpelig menneskeverk, et skip med levende mennesker om bord! Ve dem, om de nå gjør et eneste feilgrep; ve dem, om de nå kommer et av disse flak for nær eller stikker nesen inn mellom dem i det øyeblikk de tørner sammen, — i det neste vil de være knust, vekk! — Men gjennom larmen kan kommando-rop skjelnes, rolige, støe kommando-rop, og punktlig blir de adlydt, selfangeren styrer rolig sin vei ut til havs, klar av isen; han er vant til alt dette.

Men du må ikke tro at det bare er storm på Ishavet; nei, det kan være like blidt og fredelig der oppe som en vårdag med solskinn og blinkende snøfonner her hjemme. Ja, inne i isen er det som oftest slig, og det som helst står for meg, når jeg tenker på Ishavet, er denne egne fred, fjernt fra all verdens tummel, når solen oppe fra den hvitblå himmel uavbrutt natt og dag gyter sitt vell av lys ut over de hvite snødekte isvidder, utover og utover i det 60uendelige, like til synsranden. Den blinker i sneen og spiller i det dypblå vann; verden er bare lys, det glitrer og blinker overalt omkring deg, fra isflakenes kanter kastes kjølig-blå gjenskinn, og det bryter i krystall-klare blå og grønne farger langt ned igjennom den kalde gjennomsiktige sjø. Og i solskinnet ligger kobben og koser seg og strekker seg. En blir aldri trett av å minnes det. Men så, kan hænde, skifter det med ett: Inne fra isen kommer et stort hvitt dyr labbende; det huker seg ned, sniker seg frem langs isflaten, lister seg stilt ned i vannet, svømmer frem, bare med snuten over vannflaten, lister seg så lydløst opp på neste flak igjen, sniker seg atter frem og dekker seg bak hvert lite isstykke som står opp; pelsen skinner silke-gult mot den hvite sne; — det er isbjørnen som er ute. Nå ligger den stille et øyeblikk og lurer, — så med ett gjør den et langt sprang og slår sine veldige klør i en kobbe. Det blir en voldsom kamp; kobben søker at fri seg; men den får det ene klask etter det andre av bjørnens kjempesterke labber, blodet flyter i røde strømme over isen, og rundt om styrter kobbene i vannet med tunge plask, — det hele skifter til et bilde av redsel og oppstyr. Men snart er striden over, bjørnen begynner å fortære sitt bytte, du kan høre benene knase mellom tennene på den, — og solen, den skinner like fredelig som før.

Dette er det ishav hvor våre selfangere ferdes, men det er egentlig bare randen. Går du lenger mot nord, da minker etter hvert det åpne vann, og havet blir helt dekket av store drivende isflak, hele verden blir til en stor utstrakt flate av hvit snødekket is; bare hist og her mellom flakene øyner du en stripe mørkt vann. Etter hvert blir det også slut med alt liv: ingen kobbe mer, for den holder seg nær det åpne vann, og heller ingen fugl. Det eneste du kanskje ennå kan få øye på, er en sjelden gang en enslig omflakkende isbjørn. Men snart er heller ikke den å se; alt er en utdødd verden av umåtelige isflak, som er i stadig drift mot syd. Og slig strekker Ishavet seg nordover og 61nordover, like til nordpolen. Om sommeren skinner solen dag og natt, den går rundt og rundt på himmelen, og synker aldri, før høsten kommer. Men da begynner den lange vinternatt, som ved nordpolen varer seks måneder, likesom sommerdagen; da skinner stjernene uavlatelig over de øde snøflater. Av og til kommer månen, går rundt himmelen og skinner dag og natt, likesom solen, inntil den etter noen uker atter blir borte. Men undertiden begynner nordlyset å flamme. Da blir det liv i det hele, det flimrer og brenner og farer hit og dit over hele himmelen. Så er det vekk igjen, og alt er stilt som før.

I denne uddøde verden er det polarfareren ferdes, på jakt, ikke etter dyr, men etter oppdagelser for vitenskapen, for at menneskene skal lære den jord å kjenne som de bor på. Her farer han om over viddene med sleder og hunder om sommeren, og her sitter han i de lange vinternetter og sender mangen en lengselsfull tanke sydover til de kjære i de lune hjem, som de samme stjerner tindrer ned på i sin kalde fred.

For leseboken av Fridtjof Nansen.