Men det var enkelte som mente at en maatte kunne komme til Indien en anden vei. De gamle grækere havde været gløgge nok til at regne ud at jorden maatte være rund, slig at den som bare seilte langt nok vest fra Spanien maatte komme til Indien. Dette trodde de kristne stod i strid med bibelen, og i mange hundred aar mente selv de kyndigste at jorden var en aflang firkantet skive, med hav rundt om. Norske skibe fandt frem til Grønland og Nord-amerika, som de kaldte Vinland; men folk blev ved at være i den forkjerte tro. Da opdaged lærde bogmænd de gamle græske skrifter som lærte at jorden er en kule. En mand i Florens som hedte Toskanélli foreslog derfor at sende skibe vestover for at komme til Indien, og en vaagsom skipper fra 52Genua, Kolumbus, mente at Toskanelli havde ret: naar en seilte mod vest, fandt en snarveien til Indien. Og han gav sig ikke før kongen og dronningen af Spanien hjalp ham og han fik rustet ud tre skibe. Det voldte ham møie nok.
Kastiljanerne var ikke vant til at færdes paa aabne havet, og Kolumbus maatte true sig frem for at faa mandskab, ja aabne fængslerne og lokke fangerne med. Alle tre skibe var tremastet og førte mange seil. Men bare det største, Santa Maria, havde heldæk, de to andre, Pinta og Nina, bare halvdæk for og agter. Paa Santa Maria kommanderte Kolumbus, paa de mindre skibe Martin Pinson og hans bror. Det var i det hele 90 mand om bord. Før afreisen skrifted alle og fik sakramentet; og den 3dje august 1492 seilte de tre skibe ud fra Palos’ havn. Først gik de til de kanáriske øer, for derfra at seile lige mod vest. Men da øerne sank i synsranden, blev mange af sjømændene bange om hjertet; det var som at sige farvel til verden; de graat som børn. Den 13de september la Kolumbus for første gang merke til at naalen paa kompasset pegte lidt vestenfor polarstjernen, ikke østenfor, som i Europa. Han sa ikke noget; men det varte ikke mange dage før ogsaa styrmændene maatte lægge merke til det. En almindelig rædsel bredte sig mellem matroserne; de var frygtsomme og sørgmodige, og vilde ikke sige hvorfor. Kolumbus fik dem til at tro at det var nordstjernen som havde byttet plads paa himmelen.
53Men saa kom nye vidundre og skræmte dem. De seilte ind i de store masser af flydende sjøgræs som nu kaldes Sargassohavet; de trodde først at de nu var nær land, da græsset var grønt og ligesom nylig løsnet fra roden. Den 17de september fandt de i sjøgræsset en levende krabbe, og Kolumbus selv mente at nu maatte landet være nær; «for den gaar aldrig mer end 25 mil fra land». Sjømændene blev straks glade, og skibene skyndte sig at komme frem-om hverandre. Pinson paa Pinta seilte bedst; han ropte over til Kolumbus at han havde set mange fugler flyve mod vest, og vented at se land samme nat. Men det var mørke skyer han saa. Intet land viste sig. Vinden sagtned, sjømændene blev rædde for at støde paa grund eller blive siddende fast i sjøgræsset. Men da der blev loddet, viste det sig, at ingen af deres liner paa 200 favner naadde til bunds. Den 22de september kom de igjen ud i aabent hav. Vinden var god, altid østlig; de var inde i passaten. Sæt at denne vind blaaste hele aaret igjennem, saa de aldrig kunde komme hjem igjen! Kolumbus trøsted dem med at vinden snart skulde slaa om. Det skede. Han skriver selv i sin dagbog: «Denne modvind var mig meget kjærkommen, da mit mandskab var i stor uro; de tænkte at i disse farvand blaaste ikke vind som førte tilbage til Spanien.» Den 25de september om eftermiddagen steg Pinson op i den høie bagstavn og ropte over til Kolumbus at nu saa han land. Med hele sit mandskab faldt han paa knæ, og de sang: «Ære være Gud i det høieste.» Mandskabet paa Santa Maria og Nina gjorde det samme. De krøb op i master og taug, og alle trodde at se land. Det var en taagebanke. Den 7de oktober var de igjen paa alle tre skibe visse paa at landet var nær. Alle seil blev sat; enhver vilde komme først. Nina, som var den bedste seiler, heiste ved sol-opgang et flag og affyrte et skud, til tegn paa at land var i syne. Samme dag la 54Kolumbus merke til at fuglene fløi mod sydvest, enten fordi de vilde være i land om natten eller flygted for vinteren. Kolumbus satte kurs mod sydvest, og skrev i sin dagbog at han vidste det var ved at se paa fuglenes flugt at portugiserne havde opdaget de fleste af de øer som de nu havde i sin magt. Havde Kolumbus holdt ved at styre bent mod vest, var han kommen til Nordamerikas fastland. De følgende dage seilte han videre med gunstig vind. «Havet var, Gud være lovet, som elven ved Sevilja; det var ligesaa mildt som ved Sevilja i april maaned, og luften dufted saa det var en glæde at indaande den.» Det flydende græs syntes at være friskt, og landfugler fløi mod syd. Men nu begyndte mandskabet at blive urolig over den lange fart. De negted at seile videre. Kolumbus svarte at han var draget ud for at naa Indien, og vilde holde frem, til han med Guds hjælp fandt det. Alt næste dag saa de tydelige spor af land; de stødte paa en stok med udskjæringer, en gren med friske bær. Sent om kvelden mente Kolumbus at se et lys som af en fakkel, og om natten saa en matros paa Pinta virkelig land i vest. Seilene blev taget ind, og skibene laa nu og vented paa dagen. Om morgenen havde de en lav græsklæd ø fremfor sig. Det var en af Bahamaøerne. Jubelen om bord var umaadelig; alle offiserer omringed den modige fører og ønsked ham til lykke, mens matroserne graat, kasted sig for hans fødder og bad om tilgivelse. Kolumbus og de to kapteiner steg i stor-baaden, hver med sin fane i haanden; Kolumbus bar kongens merke. De landed paa øen og tog den i eie i kong Ferdinands navn.
Efter Gustav Storm.