Naar gutter og jenter sidder og hænger over verdenskartet og famler med fingeren op igjennem havet, og klynker og klager, at de ikke kan finde «den derre øen», saa tænker de nok sjelden paa hvad det har kostet af mod og menneskeliv, før verden blev kjendt og aftegnet, slig som den nu ligger der paa kartet. De tænker ikke paa sjømændene
Rolfsen: Læsebog for folkeskolen. III.
50
som første gang famled sig over havet og stred mod sult og sott og vinternat. Nu gaar det dampskib til snart sagt alle kystlande hvor de kan komme frem, og hvor der er noget at reise efter: til Island, Grønland; til de forénte stater i Nordamerika hver eneste dag, til Vestindien, til Mexiko; til Brasilien og republikerne paa Sydamerikas vestkyst; til Vestafrika, til Kapstaten og Østafrika; til Østindien og Kina; til Australien. Det var en tid da de store verdensveie paa sjøen var ukjendt, da det bare var Middelhavet som var vei mellem verdensdelene; da de mest oplyste folk i Europa ikke vidste om mere end nogen stykker af Asien og Afrika; ja, da folk i Sydeuropa ikke vidste hvem som bodde i nord. Det er vanskeligt at tænke sig dette nu, da jernbanetogene paa en to-tre dage suser fra Nordsjøens og Østersjøens kyster til Middelhavet og Sortehavet.
Her kan vi ikke gaa tilbage til de ældste tider. Vi begynder med at minde om korsfarernes færd til det hellige land. Korsfarerne la gjerne veien over Venédig og Génua, som paa den vis kom i stadigt samkvem med Østerland. Pilegrimene og kjøbmændene fik i østen høre mange sagn om andre land endda langt længer mod øst. Og enkelte vaagehalser gav sig paa færd ind gjennem Asien, hvor den gang mongolerfolket havde samlet alle landene mellem Sortehavet og Gulehavet til et stort rige.
Den navnkundigste af disse vaagehalser var venesianeren Marko Polo, som levde for 600 aar siden. Han drog ind gjennem Persien og over Pamirs høifjeld til mongolerrigets 51hovedstad, det nuværende Peking i Kina. Kongen tog vel imod ham og gjorde ham til en stor høvding. I sytten aar var han der i riget og sendtes viden om i ærender. Til slut skikked kongen ham hjem igjen med budskab skrevet paa en guldtavle. Beretningen om denne vidunderlige færd lokked flere europæere østover; men landeveien var yderst tungvint; og snart blev den ogsaa stængt, da mongolernes rige faldt fra hinanden.
Netop paa samme tid blev kompasset opfundet, magnetnaalen, som peger mod nord, og det var en opfindelse af umaadelig vigtighed. Med kompasset om bord turde sjømændene vaage sig ud paa de store ukjendte have.
Nu kan enhver skolegut se paa sit kart at Afrika smalner ind et stykke ovenfor ækvator. Men det vidste ingen den gang. Stykke for stykke søgte portugisiske sjømænd nedover langs Afrikas kyst. Tolv aar før Luthers fødsel naadde det første skib helt til ækvator. Nu viste det sig da, at Afrika ikke blev bredere og bredere, til længer man kom mod syd, som mange havde trod, og at en ikke brændte levende op, naar en kom under «linjen». Seksten aar senere seilte portugiseren Bartoloméo Díaz rundt om Afrikas syd-ende. Det var sjøveien til Indien det gjaldt at finde; — Suezkanalen blev jo først gravet næsten fire hundred aar senere.