43

Nu skal vi reise til Holland. Og rarere land skulde du aldrig have set. Alting er anderledes end hos os, ja næsten modsat. Bare du kommer seilende eller dampende mod Holland, merker du modsætningen. Norges fjeld har du set milevis til sjøs, men Holland ser du næsten ikke før du render næsen mod land. For landet eier ikke fjeld, ja ikke bakker en-gang — fladt som en pandekage. Ud mod sjøen løber rigtignok en krans af volder eller diger rundt hele landet, dels kunstige og dels naturlige; men de er ikke stort høiere end hvad som trænges for at holde vandet ude. For landet indenfor digerne — eller dynerne, som de naturlige sandbakker kaldes — ligger lavere end havet. Heldigvis er der sat op sjømerker og fyrtaarn, fire ganger saa høie som voldene, og ved deres hjælp kan en da finde ind fra det urolige hav. Men faar du endnu en sjøsprøit ind paa dækket, saa er den graa-grumset, som sjøen udenfor, og lægger efter sig en hel del sand, saa du ser at nu er du ikke længer hos dem som bor paa klippen.

Vil du saa ind i landet, maa du banke paa porten; det er ikke som hos os, hvor det ikke er laas i nogen havn. Ikke en krabbe kommer ind efter egen lyst og vilje. Og du maa banke baade længe og haardt, med guldpenger mellem knokene, før slusemesteren finder for godt at lukke dig ind i Holland, — eller ned i det. For gadedørs-trappen gaar altsaa nedad til dette land, som ligger under havet. 44Og dørvogteren maa vel betænke flo og fjære, hvis han ikke vil tage sig og sine vand over hovedet.

Er vi nu vel inde, saa tænker jeg vi først stiger nogen trin op i vantet eller paa kommandobrettet, for at se ned i landet. Det første vi da merker, er vel det, at nu er vi i kanalernes land. Store kanaler gaar som blinkende sølvbaand indover landet til det fjerneste fjerne, store nok for de største Atlanter-dampere. Og mindre — smalere — kanaler for andre fartøier, og smaa for kofferne, og ørsmaa for baadene. Et eneste net over hele Holland, saa tæt, at det er ikke halvparten saa mange skigarer øst i Norge, eller stengjærder vest i Norge, som det er kanaler i Holland.

Skal en bonde have sig et skille mod naboen, saa faar han en kanal, bare som en bred grøft, og saa staker han sin baad frem efter den, istedenfor at bruge høivogn og gjødsel-kjærre. Da greier én mand lasset uden hest. Skal en bygd have vei, faar de sig en kanal; der kan en koff magelig stake eller seile sig frem med fuld mave, og en liden damper løbe med passagerer. Desforuden har de vei langs kanalen. Men de aller største kanaler er naturligvis de som dæmmer ind og tæmmer de store europæiske elver, især da Rinen, og fører dem stilt til sjøs. De har ogsaa de trausteste diger og den sterkeste vakt; ti de diger bærer elvetrykket helt oppe fra Sveits, og brister de, ligger straks hele landsdele under vand. Værst er det, naar sterkt tøveir om vaaren kommer med isgang. Da taarner flommen fra det tyske eller franske opland isflakene sammen nede i Holland. En hær af arbeids-karer arbeider paa livet, med økser og dynamit, for at sprænge isdæmningen; for vandet flommer paa ovenfra, og stiger snart over digerne, om de ellers holder trykket saa længe. I hver bondegaard er folk paa vakt. Kommer vandet brusende, styrter de op paa flugthaugen; for en flugthaug, omtrent saa høi som et hus, har hver mand opkastet et stykke udenfor sine huse — til sidste nødhjælp.

46De tusender af fladbundede rundbaugede koffer som glider over alle kanaler med føring, er ikke bedre farne under isgang. Det er saa meget uhyggeligere, som skipperen altid har kone og børn om bord. De eier ikke andet hus. Men naar ingen isflak knager og brager, saa er det ikke værdt du synes synd i dem. Det er nok smaat og lavt nede i kahytten, men hvide gardiner for gluggene i agterspeilet, teppe paa gulv og bord, og blankt af nypudset messing. Er det godt veir, staar mor oppe, med den mindste paa armen, og styrer roret, børnene krabber rundt hele dækket, far staker skuden fremover med kraftig arm, og passiaren gaar livlig med kjendinger paa gade, ager eller eng, der de farer forbi. Ligger de fast i isen, saa løber de dag ud og dag ind paa skøiter, — i lange rækker, hver mand med sin kone hængende efter næven bag ryggen paa ham, omtrent som eventyrets Vil du være med, saa hæng paa. I Holland, med sine snorrette, grunde og let tilfrosne kanaler fra by til by og gaard til gaard, er skøiter ligesaa almindelige og let at tage til som skiene hos os. Hundreder af markedsfolk, koner som mænd, gaar i byen med skøiter dinglende ned fra armene, som guldstasen dingler fra tindingerne. Ja, for i Holland hænger kvinderne ikke søljer i brystet, men paa begge tindinger, hvis de ikke gaar med en hel blank hjelm af guld eller sølv! for det er ogsaa mer end almindeligt. — Dernæst er Holland vindmøllernes land. Hvor du vender dig, farer vingerne rundt; for vindmøller bruges i Holland til alting — til kverner, sagbruk og fabrikdrift, men aller mest til 47vandpumping. I alle størrelser har de dem, lige ned til de mindste barneleker, og de steller sig selv i maanedsvis. Naar vinden snur sig, svinger den dem selv rundt ved en stert. De pumper vandet fra de smaa grøftekanaler op i de større. Her staar større møller og pumper høiere op o. s. v., for at vandet skal faa afløb gjennem elver og sluser. Ellers vilde jo vandet raadne og forpeste alt og alle. Og det vilde ikke passe i Holland; for Holland er ogsaa renslighedens land. Saa megen skuring og skrubbing som i Holland, paa folk og fæ, paa hus, skibe, ja gader, ser du aldrig nogensteds i verden. Der er byer hvor det ikke maa ligge et halmstraa paa gaden udenfor en «bedremands» hus, end sige noget værre; pigen maa øieblikkelig ud, saa snart fruen ser det fra vinduet. Men saa er ogsaa gaderne brolagt med flerfarvet mursten. I bondegaardene er det ligesaa finstelt. Sand i ymse farver strød i baasene, straalende som fin sildesalat; kjørnes haler bundet op i taget, for at de ikke skal svinse og svine til; tjenere færdige til straks at feie op og pynte til, om noget galt hænder, — kort: saa lækkert og fint, at bondefamilien stoltelig sætter frem møbler fra sin dagligstue paa en tram i det ene hjørnet. Der sætter husbond sig med sin kridpibe i sofaen, ikke fordi han ikke har bedre stue, men for at kjende med sig selv og vise hvor rensligt hans fjøsstell er. Hele bondegaarden er som en eneste stor pyramide. Loftet er lade, og neden-under bor baade folk, kjør, sauer og hester. Udenfor staar en række lindetrær, som med sine kalkede stammer langveis skinner af det hollandske flags farver, rødt, blaat og hvidt. Fedt storfæ vader i det saftige græs. Solen lyser over faarenes runde rygger. Og kommer aftenen med raa, kold taage, faar kjørne ligesaa varme tepper over ryggen som den bedste stashest hos os. Viben bygger rede i engen 48lige ud for huset. Den er ligesaa omhyggelig fredet som ærfuglen nord hos os. Dens egg regnes for herrekost, som aldrig koster mindre end 20 øre stykket, saa hver bonde passer sine viber som sine høns. Og den gaardeier som om vaaren kan sende det første vibe-egg til kongen eller dronningen, faar et guldstykke til tak og sit navn at læse i alle aviser. — At de har deilige haver, siger sig selv, siden Holland jo ogsaa er grønsagernes land. Du finder ikke bare hele landeiendomme tilsaad med kaal, salat og bønner, men eiendomme med bare jordbær fra ende til anden, og ikke alene gaarde-lange, men milelange, spraglete tepper af de deiligste hyasinter, tulipaner og krokus, — for Holland er ogsaa sviblernes land.

Nærmer vi os saa de store byer, hører vi langt ude paa sletterne klokkespil fra de høie taarn over kirker eller raadhus. Hvert kvarter klimprer de en stump; men naar timen er ude, gaar det lystig løs med et helt vers af nasjonalsangen, eller «Vor Gud han er saa fast en borg», eller lignende. For klokkerne kan stemmes forskjellig, efter som det helst høver eller ønskes.

Husene er meget smale og høie, for grunden er kostbar. Det en ikke kan kjøbe sig til i bredden, det tager en altsaa frit igjen i høiden. Og det som især gjør grunden kostbar, er det at den maa pæles. Holland er altsaa ogsaa pælebygningernes land. Landets flade er kun evje og sand, opkastet af de store elver. Og staar du ude paa aaben mark, kan du kjende det huske under dig som paa et hav, bare en rytter traver forbi. En murstensbygning vilde synke tvert igjennem græstorven og i dybet, hvis det ikke var pælet under. Indtil 15 meter lange bjelker, for en stor del fra Norge, staures lodret ned mod fast bund; derover lægges tykt plankegulv, og derpaa mures saa kjelder og hus. Og endda har det hændt — som i Leiden — at 49hele kvartaler er gaat til bunds. Man regner at til et almindeligt hus koster det som maa gjøres under jorden ligesaa meget som det over jorden. Nei, da er det bedre at bo paa faste fjeldet, ikke sandt?

Folket er djervt, godlynt og trofast. Alt gammelt hænger de næsten trassig ved. Hver bygd har trofast holdt paa sine maleriske nasjonaldragter, mens bønderne i vore afkroger klær sig som byfolk. Og borgerfolk i byerne siger «De» til sin far og mor, og taler ikke om dem uden at kalde dem «min gamle herre» og «min gamle frue». Altsaa samme ærbødighed som i oldefars tid. Mellem tjenere og herskab gaar det endda mer gammeldags til. Tjenerne ser svært ydmyge ud; men de kan være store skøiere. Vil du have hjælp, ja bare simpel høflighed af dem, saa maa du lade gyldenerne blinke, og helst paa forskud. Ellers slaar de næste gang døren i for næsen paa dig, og siger at ingen er hjemme. Eller ogsaa — om du er kommen lykkelig ind i huset i følge med «mijnheer» — slaar de uden videre en sausekop over dig ved middagsbordet, — og kunde naturligvis ikke for det.

Men nu faar det være nok. Vi har set saa meget af Holland, at vi skjønner det er kanalernes land, vindmøllernes, renslighedens, pælebygningernes, oldefædrenes land, — et underjordisk land, et eventyrland.

For læsebogen af Jonas Dahl.

43

Nå skal vi reise til Holland. Og rarere land skulle du aldri have sett. Alting er annerledes enn hos oss, ja nesten motsatt. Bare du kommer seilende eller dampende mot Holland, merker du motsetningen. Norges fjell har du sett milevis til sjøs, men Holland ser du nesten ikke før du render nesen mot land. For landet eier ikke fjell, ja ikke bakker en-gang — flatt som en pannekake. Ut mot sjøen løper riktignok en krans av volder eller diger rundt hele landet, dels kunstige og dels naturlige; men de er ikke stort høyere enn hva som trenges for å holde vannet ute. For landet innenfor dikene — eller dynene, som de naturlige sandbakker kalles — ligger lavere enn havet. Heldigvis er der satt opp sjømerker og fyrtårn, fire ganger så høye som voldene, og ved deres hjelp kan en da finne inn fra det urolige hav. Men får du ennå en sjøsprøyt inn på dekket, så er den grå-grumset, som sjøen utenfor, og legger etter seg en hel del sand, så du ser at nå er du ikke lenger hos dem som bor på klippen.

Vil du så inn i landet, må du banke på porten; det er ikke som hos oss, hvor det ikke er lås i noen havn. Ikke en krabbe kommer inn etter egen lyst og vilje. Og du må banke både lenge og hardt, med gullpenger mellom knokene, før slusemesteren finner for godt å lukke deg inn i Holland, — eller ned i det. For gatedørs-trappen går altså nedad til dette land, som ligger under havet. 44Og dørvokteren må vel betenke flo og fjære, hvis han ikke vil ta seg og sine vann over hodet.

Er vi nå vel inne, så tenker jeg vi først stiger noen trin opp i vantet eller på kommandobrettet, for å se ned i landet. Det første vi da merker, er vel det, at nå er vi i kanalenes land. Store kanaler går som blinkende sølvbånd innover landet til det fjerneste fjerne, store nok for de største Atlanter-dampere. Og mindre — smalere — kanaler for andre fartøyer, og små for kofferne, og ørsmå for båtene. Et eneste nett over hele Holland, så tett, at det er ikke halvparten så mange skigarer øst i Norge, eller steingjerder vest i Norge, som det er kanaler i Holland.

Skal en bonde have seg et skille mot naboen, så får han en kanal, bare som en bred grøft, og så staker han sin båt frem etter den, istedenfor å bruke høyvogn og gjødsel-kjerre. Da greier én mann lasset uten hest. Skal en bygd have vei, får de seg en kanal; der kan en koff makelig stake eller seile seg frem med full mave, og en liten damper løpe med passasjerer. Desforuden har de vei langs kanalen. Men de aller største kanaler er naturligvis de som demmer inn og temmer de store europeiske elver, især da Rinen, og fører dem stilt til sjøs. De har også de trausteste diger og den sterkeste vakt; ti de diger bærer elvetrykket helt oppe fra Sveits, og brister de, ligger straks hele landsdeler under vann. Verst er det, når sterkt tøvær om våren kommer med isgang. Da tårner flommen fra det tyske eller franske opland isflakene sammen nede i Holland. En hær av arbeids-karer arbeider på livet, med økser og dynamitt, for å sprenge isdæmningen; for vannet flommer på ovenfra, og stiger snart over dikene, om de ellers holder trykket så lenge. I hver bondegård er folk på vakt. Kommer vannet brusende, styrter de opp på flukthaugen; for en flukthaug, omtrent så høy som et hus, har hver mann oppkastet et stykke utenfor sine huse — til siste nødhjelp.

46De tusener av flatbunnede rundbaugede koffer som glider over alle kanaler med føring, er ikke bedre farne under isgang. Det er så meget uhyggeligere, som skipperen alltid har kone og barn om bord. De eier ikke annet hus. Men når ingen isflak knager og braker, så er det ikke verdt du synes synd i dem. Det er nok smått og lavt nede i kahytten, men hvite gardiner for gluggene i akterspeilet, teppe på gulv og bord, og blankt av nypusset messing. Er det godt vær, står mor oppe, med den minste på armen, og styrer roret, barna krabber rundt hele dekket, far staker skuten fremover med kraftig arm, og passiaren går livlig med kjenninger på gate, ager eller eng, der de farer forbi. Ligger de fast i isen, så løper de dag ut og dag inn på skøyter, — i lange rekker, hver mann med sin kone hengende etter neven bak ryggen på ham, omtrent som eventyrets Vil du være med, så heng på. I Holland, med sine snorrette, grunde og lett tilfrosne kanaler fra by til by og gård til gård, er skøyter likeså alminnelige og lett å ta til som skiene hos oss. Hundrer av markedsfolk, koner som menn, går i byen med skøyter dinglende ned fra armene, som gullstasen dingler fra tinningene. Ja, for i Holland henger kvinnene ikke søljer i brystet, men på begge tinninger, hvis de ikke går med en hel blank hjelm av gull eller sølv! for det er også mer enn alminnelig. — Dernest er Holland vindmøllernes land. Hvor du vender deg, farer vingene rundt; for vindmøller brukes i Holland til alting — til kverner, sagbruk og fabrikkdrift, men aller mest til 47vannpumping. I alle størrelser har de dem, like ned til de minste barneleker, og de steller seg selv i månedsvis. Når vinden snur seg, svinger den dem selv rundt ved en stert. De pumper vannet fra de små grøftekanaler opp i de større. Her står større møller og pumper høyere opp o. s. v., for at vannet skal få avløp gjennom elver og sluser. Ellers ville jo vannet råtne og forpeste alt og alle. Og det ville ikke passe i Holland; for Holland er også renslighetens land. Så mye skuring og skrubbing som i Holland, på folk og fe, på hus, skip, ja gater, ser du aldri noensteds i verden. Der er byer hvor det ikke må ligge et halmstrå på gaten utenfor en «bedremands» hus, enn si noe verre; piken må øyeblikkelig ut, så snart fruen ser det fra vinduet. Men så er også gatene brolagt med flerfarget murstein. I bondegårdene er det likeså finstelt. Sand i ymse farger strødd i båsene, strålende som fin sildesalat; kjørnes haler bundet opp i taket, for at de ikke skal svinse og svine til; tjenere ferdige til straks å feie opp og pynte til, om noe galt hender, — kort: så lekkert og fint, at bondefamilien stoltelig setter frem møbler fra sin dagligstue på en tram i det ene hjørnet. Der setter husbond seg med sin kritpipe i sofaen, ikke fordi han ikke har bedre stue, men for å kjenne med seg selv og vise hvor renslig hans fjøsstell er. Hele bondegården er som en eneste stor pyramide. Loftet er lade, og neden-under bor både folk, kjør, sauer og hester. Utenfor står en rekke lindetrær, som med sine kalkede stammer langveis skinner av det hollandske flags farger, rødt, blått og hvitt. Fett storfe vader i det saftige gress. Solen lyser over fårenes runde rygger. Og kommer aftenen med rå, kald tåke, får kjørne likeså varme tepper over ryggen som den beste stashest hos oss. Vipen bygger rede i engen 48like ut for huset. Den er likeså omhyggelig fredet som ærfuglen nord hos oss. Dens egg regnes for herrekost, som aldri koster mindre enn 20 øre stykket, så hver bonde passer sine viper som sine høns. Og den gårdeier som om våren kan sende det første vibe-egg til kongen eller dronningen, får et guldstykke til takk og sitt navn å lese i alle aviser. — At de har deilige haver, sier seg selv, siden Holland jo også er grønnsakenes land. Du finner ikke bare hele landeiendommer tilsådd med kål, salat og bønner, men eiendommer med bare jordbær fra ende til annen, og ikke alene gaarde-lange, men milelange, spraglete tepper av de deiligste hyasinter, tulipaner og krokus, — for Holland er også sviblernes land.

Nærmer vi oss så de store byer, hører vi langt ute på slettene klokkespill fra de høye tårn over kirker eller rådhus. Hvert kvarter klimprer de en stump; men når timen er ute, går det lystig løs med et helt vers av nasjonalsangen, eller «Vor Gud han er så fast en borg», eller lignende. For klokkerne kan stemmes forskjellig, etter som det helst høver eller ønskes.

Husene er meget smale og høye, for grunnen er kostbar. Det en ikke kan kjøpe seg til i bredden, det tar en altså fritt igjen i høyden. Og det som især gjør grunnen kostbar, er det at den må pæles. Holland er altså også pælebygningernes land. Landets flate er kun evje og sand, oppkastet av de store elver. Og står du ute på åpen mark, kan du kjenne det huske under deg som på et hav, bare en rytter traver forbi. En mursteinsbygning ville synke tvert igjennom gresstorven og i dypet, hvis det ikke var pælet under. Inntil 15 meter lange bjelker, for en stor del fra Norge, staures loddrett ned mot fast bunn; derover legges tykt plankegulv, og derpå mures så kjelder og hus. Og enda har det hendt — som i Leiden — at 49hele kvartaler er gått til bunds. Man regner at til et alminnelig hus koster det som må gjøres under jorden likeså meget som det over jorden. Nei, da er det bedre å bo på faste fjellet, ikke sandt?

Folket er djervt, godlynt og trofast. Alt gammelt henger de nesten trassig ved. Hver bygd har trofast holdt på sine maleriske nasjonaldrakter, mens bøndene i våre avkroker klær seg som byfolk. Og borgerfolk i byene sier «De» til sin far og mor, og taler ikke om dem uten å kalle dem «min gamle herre» og «min gamle frue». Altså samme ærbødighet som i oldefars tid. Mellom tjenere og herskap går det enda mer gammeldags til. Tjenerne ser svært ydmyke ut; men de kan være store skøyere. Vil du ha hjelp, ja bare simpel høflighet av dem, så må du lade gyldenerne blinke, og helst på forskudd. Ellers slår de neste gang døren i for nesen på deg, og sier at ingen er hjemme. Eller også — om du er kommet lykkelig inn i huset i følge med «mijnheer» — slår de uten videre en sausekopp over deg ved middagsbordet, — og kunne naturligvis ikke for det.

Men nå får det være nok. Vi har sett så meget av Holland, at vi skjønner det er kanalenes land, vindmøllernes, renslighetens, pælebygningernes, oldefedrenes land, — et underjordisk land, et eventyrland.

For leseboken av Jonas Dahl.