Jeg kom ind i det store hus paa Kongsberg som kaldes Mynten, hvor de norske sølvpenger lages. Jeg tænkte det maatte lyse af femtiører og kroner og tokroner og hvad det nu heder; men jeg saa ikke saa meget som et glimt af sølv, hvor jeg vendte mig i den lave gamle stue. Havde jeg ikke havt selve hyttemesteren med mig, vilde jeg trod jeg gik feil. «I dag blir her laget tiører,» sa hyttemesteren. Jeg skjønte ikke hvor de tiørerne skulde komme fra. Da tog han en lang, tynd, brunsort, flad stang i haanden; den ligned en linjal. «Dette her blir til tiører,» sa hyttemesteren, og saa gjorde han et par skridt bort over gulvet, til en mand som sad med en klippemaskine og klipte smaa huller i en 192slig stang. Hyttemesteren tog en af de smaa tingester som var klippet ud, og viste mig. «Dette er en tiøre,» sa han. Jeg tænkte i mit stille sind: undres paa hvad jeg fik for den tiøren. «Den er jo næsten sort,» sa jeg. «Det er kobberet som gjør det,» sa han; «som De ved, er det altid noget kobber i sølvpenger.» — «Men hvorledes blir de da sølvhvide?» — «Man koger dem paa en egen maade, saa gaar kobberfarven af dem.» Nu gik vi ind i den næste stue; der sad en gammel mand ved en stor maskine. I den maskinen var det to stempler. Paa det ene stempel stod der «10 øre 1892» og det norske vaaben, paa det andet stod der «Broderfolkenes vel» (kongens valgsprog). Men lige foran sig havde den gamle mand et lidet aabent rør, som ligned et stort naalehus eller noget sligt. I det putted han smaa hvide tingester af sølv ligesom i en sparebørse. Men den nedre enden af naalehuset var nok ogsaa aaben; for hvert øieblik stjal maskinen en liden en af sparebørsen, saa den gamle manden bestandig maatte fylde paa; men maskinen var en ærlig tyv, som altid gav igjen hvad den tog. Det ene sekund stjal den saa lempelig det nederste sølvstykket i sparebørsen, og i næste sekundet kom det dansende en færdig tiøre ned i en skuffe som manden havde. Da stod der paa «10 øre 1892», det norske vaaben og «Broderfolkenes vel». Maskinen havde stemplet dem. De blev ligesom blaast ned i skuffen gjennem et messingrør. Og saaledes gaar det med 25-ører og 50-ører og kroner og 2-kroner, bare det at det gaar lidt langsommere des større mynten er.
Og naar de saa skal tælle hvor mange tiører der er færdige, saa tager de et stort bret med akkurat hundred huller i. 193Paa det brettet lægger de en dynge tiører og rister dem en stund, saa er alle hullerne fulde og skinnende blanke. Der er en tiøre i hvert hul.
Men morsomst var det at se paa skuffen som tiørerne blev blaast ned i. Jeg saa paa alle disse smaa blanke væsener som nu kom til verden, og tænkte paa de lange reiserne de kom til at gjøre fra Kongsberg af.
Jeg tænkte paa hvor forskjellig folk steller med dem; nogen tager dem ind og blaaser dem ud — ligesaa tankeløst som maskinen; andre har saa faa, at de maa snu og vende vel paa dem og granske nøie baade krone og valgsprog mange ganger, før de skiller sig ved dem. Den gjerrige sidder og graaner ved sin skuffe, til hans hjerte stivner og blir haardt som metallet; men den som er rig baade i hjerte og haand, strør ud og saar, hvor nøden er størst. Stundom faar han ingen høst; men stundom mange fold, det største som høstes kan: kjærlighed.
