165

Før i tiden havde bygutterne næsten ligesaa god plads som gutterne paa landet. Gaderne var deres legevold, og der slos de; tit mødte de flok imod flok.

Hvem der var høvdinger i disse gutteslagene, er ikke blit opskrevet; men én er det som mindes endnu, skjønt det snart er to hundred aar siden han gav juling og fik juling paa Trondhjems gader. Naar han kom farende om hjørnet, med tampen sin i haanden og med en guttestim bagefter, stod folk stille og spurte: «Hvem er det?» Og naar gutterne fra den andre flokken, som han havde dængt, kom hjem 166med klærne i filler og næserne i blod, stod mødrene deres ude i gadedøren og tog imod dem:

«Hvem har gjort det?»

Og moren tog tøiet paa og gik til raadmand WESSEL og klaged paa hans søn. Naar PETER saa kom hjem om kvelden, fik han selv juling, skikkelig ogsaa — faren havde været sjømand, før han blev raadmand i Trondhjem. Gutten gik til sengs med svie i ryggen og nedover; men det han tænkte mest paa, da han la sig, og det han mindtes bedst, da han vaagned, det var, at han havde vundet paa de andre gutterne, og saa begyndte han forfra igjen. Han var ikke til at bigsle og ikke til at holde hel. Saa fik han et par skindbukser; men da satte han sig bare paa slipestenen og lod den gaa rundt. Læse vilde han ikke; saa kom han i skrædderlære. Det var et stort sprang for raadmandssønnen; for skrædderen var langt nede i leksen den gangen, og PETER syntes vel, naar han sad der paa bordet, at han var kommen baade for høit og for lavt. Han sad der nu en stund ligevel og tog sin juling; men en vinterdag han var ude med mesteren, støbte han sig en af de kuler som det ikke var trangt om i Trondhjem: han laged sig en sneball, dypped den i rendestenen og satte den bent i nakken paa skræddermesteren. Men da slap han at blive længe i læren.

Stundom har han vel været harm baade paa faren og sig selv. Dugde han da slet ingen ting? Naar han kom nedover Munkegaden med et par bukser paa armen, saa stod han vist stille af og til og saa ud over sjøen. Han havde brede Trondhjemsfjorden lige for sig, snart blank og blaa, snart fykende hvid. Det var anden gust der end i skrædderstuen; og slig plads der var! De maatte kunne ligge paa række og rad der ude, skude indved skude; og saa Munkholmen midt i. Der skulde ingen fiende smætte forbi der.

I eventyret gaar Askeladden til kongen. Han gik ikke til kongen, PETER WESSEL; men kongen kom til Trondhjem. Han hedte FREDRIK den fjerde den gang og raadde baade for Danmark og Norge, og det var i 1704 at han kom til WESSELS fødeby. Gutten kunde da være en 14 aar, — han er 167født i aaret 1690. Han var nu barbér; men det er ikke rimeligt han har raget mange hager i de dagene ialfald; han har havt for meget at gjøre. Først maatte han op til fæstningen og se naar kongen kom og kommandanten gav ham nøklerne til porten; saa skulde han hen til generalen, som kongen bodde hos, og se om han kunde faa et skimt af ham; saa maatte han staa udenfor kirken, mens kongen hørte bispen præke. Saa var det mønstring, og der maatte han være med; saa var det en soldat som havde druknet sig, fordi han havde mistet bandolér-remmen; det maatte han have greie paa. Saa skulde kongen til Munkholmen; den dag har Peter vist kapret sig en jolle for at se kongen til sjøs. Han vidste ikke meget, men hvem som havde siddet fangen paa Munkholmen, det vidste han; han havde selv set ham; det var Griffenfeldt. Han havde jo været vintappersøn, han, og ligevel blev han den mægtigste mand i landet næst kongen; men saa gik der stygge folk imellem og satte vondt for ham, og saa skulde han halshugges, men saa kom han til Munkholmen i steden. Og Peter Wessel har sagt til sig selv, naar han tænkte paa dette: «Det skulde ikke have hændt mig; jeg havde gaat til kongen gang paa gang, og sagt at det var løgn, og sagt det slig at han trodde det.»

Da kongen reiste, var Peter Wessel væk; da kongen kom til Kjøbenhavn, var Peter Wessel med. Det var som et eventyr. Han var nok blit godvenner med en af tjenerne i kongens følge; det var vel nu som det var siden: naar han bad om noget, var det ikke let at sige nei; han var ikke god at staa imod hverken for fiender eller venner. I Kjøbenhavn kom han først til sjøs med et af kongens handelsskibe. Men i 1709 blev det krig med Sverige; det var den store nordiske krig, og den krigen gjorde Wessel til den mest navngjetne sjømand som Norge har havt.

Han var en nitten aars gut da han fik sin første skude paa fire fem kanoner; men han steg og han steg, og før krigen slutted, var han admiral. Han var ikke mer end tredive aar da han døde; men det er som en stor digter siger om ham: naar en hører. om alt det han fik gjort, 168skulde en tro han var en gammel mand. Her faar vi nøie os med en og anden daad, som kan syne hvad to det var i karen.

165

Før i tiden hadde byguttene nesten likeså god plass som guttene på landet. Gatene var deres legevold, og der sloss de; tit møtte de flok imot flok.

Hvem der var høvdinger i disse gutteslagene, er ikke blitt oppskrevet; men én er det som minnes ennå, skjønt det snart er to hundre år siden han ga juling og fikk juling på Trondhjems gater. Når han kom farende om hjørnet, med tampen sin i hånden og med en guttestim bakefter, stod folk stille og spurte: «Hvem er det?» Og når guttene fra den andre flokken, som han hadde dengt, kom hjem 166med klærne i filler og nesene i blod, stod mødrene deres ute i gatedøren og tok imot dem:

«Hvem har gjort det?»

Og moren tog tøyet på og gikk til rådmann WESSEL og klaget på hans sønn. Når PETER så kom hjem om kvelden, fikk han selv juling, skikkelig også — faren hadde vært sjømann, før han ble rådmann i Trondhjem. Gutten gikk til sengs med svie i ryggen og nedover; men det han tenkte mest på, da han la seg, og det han mintes best, da han våknet, det var, at han hadde vundet på de andre guttene, og så begynte han forfra igjen. Han var ikke til at bigsle og ikke til å holde hel. Så fikk han et par skinnbukser; men da satte han seg bare på slipesteinen og lot den gå rundt. Lese ville han ikke; så kom han i skrædderlære. Det var et stort sprang for rådmannssønnen; for skredderen var langt nede i leksen den gangen, og PETER syntes vel, når han satt der på bordet, at han var kommet både for høyt og for lavt. Han satt der nå en stund likevel og tok sin juling; men en vinterdag han var ute med mesteren, støpte han seg en av de kuler som det ikke var trangt om i Trondhjem: han laget seg en sneball, dyppet den i rennesteinen og satte den bent i nakken på skreddermesteren. Men da slapp han å bli lenge i læren.

Stundom har han vel vært harm både på faren og seg selv. Dugde han da slett ingen ting? Når han kom nedover Munkegaden med et par bukser på armen, så stod han vist stille av og til og så ut over sjøen. Han hadde brede Trondhjemsfjorden like for seg, snart blank og blå, snart fykende hvit. Det var annen gust der enn i skrædderstuen; og slig plass der var! De måtte kunne ligge på rekke og rad der ute, skute innved skute; og så Munkholmen midt i. Der skulle ingen fiende smette forbi der.

I eventyret går Askeladden til kongen. Han gikk ikke til kongen, PETER WESSEL; men kongen kom til Trondhjem. Han hette FREDRIK den fjerde den gang og rådde både for Danmark og Norge, og det var i 1704 at han kom til WESSELS fødeby. Gutten kunne da være en 14 år, — han er 167født i året 1690. Han var nå barber; men det er ikke rimelig han har raget mange hager i de dagene i alle fall; han har hatt for meget å gjøre. Først måtte han opp til festningen og se når kongen kom og kommandanten ga ham nøklene til porten; så skulle han hen til generalen, som kongen bodde hos, og se om han kunne få et skimt av ham; så måtte han stå utenfor kirken, mens kongen hørte bispen preke. Så var det mønstring, og der måtte han være med; så var det en soldat som hadde druknet seg, fordi han hadde mistet bandolér-remmen; det måtte han ha greie på. Så skulle kongen til Munkholmen; den dag har Peter vist kapret seg en jolle for å se kongen til sjøs. Han visste ikke meget, men hvem som hadde sittet fangen på Munkholmen, det visste han; han hadde selv sett ham; det var Griffenfeldt. Han hadde jo vært vintappersøn, han, og likevel ble han den mektigste mann i landet nest kongen; men så gikk der stygge folk imellom og satte vondt for ham, og så skulle han halshugges, men så kom han til Munkholmen i stedet. Og Peter Wessel har sagt til seg selv, når han tenkte på dette: «Det skulle ikke ha hendt meg; jeg hadde gått til kongen gang på gang, og sagt at det var løgn, og sagt det slig at han trodde det.»

Da kongen reiste, var Peter Wessel vekk; da kongen kom til Kjøbenhavn, var Peter Wessel med. Det var som et eventyr. Han var nok blitt godvenner med en av tjenerne i kongens følge; det var vel nå som det var siden: når han bad om noe, var det ikke lett å si nei; han var ikke god å stå imot hverken for fiender eller venner. I Kjøbenhavn kom han først til sjøs med et av kongens handelsskip. Men i 1709 ble det krig med Sverige; det var den store nordiske krig, og den krigen gjorde Wessel til den mest navngjetne sjømann som Norge har hatt.

Han var en nitten aars gut da han fikk sin første skute på fire fem kanoner; men han steg og han steg, og før krigen sluttet, var han admiral. Han var ikke mer enn tretti år da han døde; men det er som en stor dikter sier om ham: når en hører. om alt det han fikk gjort, 168skulle en tro han var en gammel mann. Her får vi nøyer oss med en og annen dåd, som kan syne hva to det var i karen.