164

(Af en præken fra den første kristne tid i Norge.)

Guds fred være med eder baade mænd og kvinder.

Det er et gammelt norsk ordtag, at det er tungt for en liden fugl at flyve til himmels med klippet vinge. Saaledes er det ogsaa tungt for en med middels gaver at tale med stammede tunge om den almægtige Gud og de høieste ting; men meget mægter viljen, bare den er god. Maa da Gud løse mit mæle og give min ulærde tunge at tale forstandige ord, som kan være min herre til lov og ære, og til gagn og glæde for alle som lytter til med ydmygt øre.

Men hvad skulde jeg bedre begynde min tale med, end med at minde mine venner om den store dag som en gang skal komme, da tre fylkinger skal møde frem for dommeren, hele vor herres hellige himmelske hærskare, og hele menneskeætten, hver i det samme legem som han her har, og alle djævler fra helvede.

Ingen er saa gjæv af æt eller eie, ingen saa ussel, ingen en hardhaus saa stridig, at han kan fly fra denne dom. Paa denne alvorsdag blir alle mønstret fra isse til ilje, 165baade mænd og kvinder, og ingen kan da skyde skjoldet fremfor sig eller hytte sig med djerve ord.

Men lad os ogsaa mindes den fagna de skal faa, som her er lydige mod Guds budord og lærde mænds formaninger. Da skal alle retvise mænd staa ved vor herres høire side, lysende som solen, og den milde konge vender sig til dem med blidt aasyn og siger disse fagre velkomstord: Kom, min faders velsignede, og tag imod det rige som var tiltænkt eder fra verdens første dag. For jeg var sulten, og I gav mig mad; jeg var tørst, og I gav mig drikke; jeg var nøgen, og I gav mig klær; jeg var syg og sad i fængsel, og I saa til mig. Men de svarer med undring og glæde: Herre, naar var det vi saa dig sulten eller tørst, nøgen eller syg eller i fængsel, og hjalp dig? Da svarer vor herre og siger: Alt det som I gjorde mod mine smaa, fattige brødre, det har I alt sammen gjort mod mig.

164

(Av en preken fra den første kristne tid i Norge.)

Guds fred være med dere både menn og kvinner.

Det er et gammelt norsk ordtak, at det er tungt for en liten fugl å flyve til himmels med klippet vinge. Således er det også tungt for en med middels gaver å tale med stammede tunge om den allmektige Gud og de høyeste ting; men meget mægter viljen, bare den er god. Må da Gud løse mitt mæle og gi min ulærde tunge å tale forstandige ord, som kan være min herre til lov og ære, og til gagn og glede for alle som lytter til med ydmykt øre.

Men hva skulle jeg bedre begynne min tale med, enn med at minde mine venner om den store dag som en gang skal komme, da tre fylkinger skal møte frem for dommeren, hele vår herres hellige himmelske hærskare, og hele menneskeætten, hver i det samme legeme som han her har, og alle djevler fra helvete.

Ingen er så gjev av ætt eller eie, ingen så ussel, ingen en hardhaus så stridig, at han kan fly fra denne dom. På denne alvorsdag blir alle mønstret fra isse til ilje, 165både menn og kvinner, og ingen kan da skyde skjoldet fremfor seg eller hytte seg med djerve ord.

Men la oss også minnes den fagna de skal få, som her er lydige mot Guds budord og lærde menns formaninger. Da skal alle retvise menn stå ved vår herres høyre side, lysende som solen, og den milde konge vender seg til dem med blidt åsyn og sier disse fagre velkomstord: Kom, min faders velsignede, og ta imot det rike som var tiltenkt dere fra verdens første dag. For jeg var sulten, og dere ga meg mat; jeg var tørst, og dere ga meg drikke; jeg var nøgen, og dere ga meg klær; jeg var syk og satt i fengsel, og dere så til meg. Men de svarer med undring og glede: Herre, når var det vi så deg sulten eller tørst, nøgen eller syk eller i fengsel, og hjalp deg? Da svarer vår herre og sier: Alt det som dere gjorde mot mine små, fattige brødre, det har dere alt sammen gjort mot meg.