Det land som nordmændene alt fra gamle dage har havt mest samkvem med, er England. Her var det ogsaa vore forfædre lærte kristendommen at kjende; for England var blit kristnet henved 400 aar tidligere end Norge.
Den mægtigste konge i England paa den tid var Edvin, som var konge over Northumberland og flere andre smaariger. Efter ham er det byen Edinborg har sit navn. Han fridde til en kongsdatter som hedte Edilbjørg; men hun var kristen og vilde ikke egte en hedning. Saa loved han hende at han ikke skulde gjøre noget som var hendes tro imod, og at hun og hendes følge skulde faa dyrke sin gud i fred; kan hænde han ogsaa selv vilde gaa over til hendes tro, dersom hans vismænd fandt at den var hellig og fra Gud. Kongsdatteren trøsted sig da til at give ham sin haand, og drog til hans land med et følge af kristne mænd og kvinder; mellem dem var munken Paulinus, som blev viet til bisp.
159Men Edvin var en tænksom mand, og var længe tvilraadig, endda det hændte ham mangt som kunde tydes som merkelige varsler. Saaledes skede det aaret efter, at det kom en udsending til ham fra en konge syd i landet. Det var endda paaskedag, og manden træder ind i hallen, ligesom for at frembære et bud fra sin herre, men drager i det samme en tveegget lang kniv af sliren under kappen og farer mod kongen. Dette fik en af kongens mænd se og kasted sig imellem; men kniven kom med slig kraft, at den gik tvert igjennem manden og endda saared kongen. Kongen kom sig snart efter sit saar, samled en hær og slog alle dem som havde samsvoret sig imod ham. Da han nu kom hjem som seierherre, vilde han ikke længer tjene afguderne, men ligevel vilde han først lære at kjende nærmere kristentroen og høre sine høvdingers mening. Han blev faamælt, og gik ofte for sig selv og grunded paa hvad han rettest burde gjøre. Det saa ud som han endnu vented paa noget.
Han havde nemlig en tid været forjaget fra sit land og fór landflygtig omkring i flere aar, indtil han kom til kong Redvald, som tog godt imod ham og loved ham sin hjælp. Men da hans fiender fik høre dette, saa gav de ikke Redvald fred, men baade trued og lokked gang paa gang, indtil kongen maatte love at dræbe ham eller give ham i deres vold. En tro ven af Edvin fik nys om dette, og gik ind til ham midt paa natten og fortalte ham det. „Men vil du,” sa han, „saa skal jeg i denne stund flygte med dig ud af landet.” — „Jeg takker dig for din troskab,” sa Edvin; „men følge dit raad kan jeg ikke. Kongen har endnu intet ondt gjort mig, og jeg vil ikke være den første til at bryde venskabet med ham. Og hvor skal jeg ellers flygte hen, naar mine fiender er efter mig overalt? Skal jeg endelig dø, saa lad heller ham give mig døden end en ringere mand.”
Dermed maatte vennen gaa, og Edvin blev siddende igjen i tunge tanker. Men saa med ett, i mørke natten, ser han fremfor sig et menneske, ukjendt af aasyn og adfærd. Det kvakk i ham med det samme; men den anden hilste venlig og sa: „Jeg ved godt hvem du er, og hvad som tynger dig. Men sig mig, om nu nogen lover at fri dig fra denne vaade og overtale Redvald, saa han ikke gjør dig noget ondt, hvad vilde du saa give ham til vederlag? Sæt, at han kunde love dig at du skal overvinde dine fiender og blive den mægtigste konge som England endnu har havt; sæt, at han kunde give dig et raad som er bedre end noget raad som 160dine fædre eller frænder har givet dig, — vilde du saa love at følge det?“ Edvin drygde ikke; han loved at følge og lyde ham i alt. Da la den anden sin høire haand paa hans hoved og sa: „Naar du faar dette tegn, saa husk denne stund og vor aftale!“ og dermed blev han borte. Men ud paa morgenen kom Edvins ven til ham igjen, med glædestraalende ansigt, og fortalte at kong Redvald havde skiftet sind; for han havde raadført sig med dronningen, og hun havde sagt ham at det paa ingen maade sømmed sig for en slig konge at sælge sin bedste ven i nøden. — —
Som nu kong Edvin en dag sidder i sine stille tanker, træder bispen Paulinus ind til ham og lægger sin høire haand paa hans hoved og siger: „Kjender du dette tegn?“ Kongen vilde til at kaste sig for hans fødder, men bispen løfted ham op og sa: „Se, Herren har holdt sit løfte til dig, dryg nu ikke længer med at fuldføre hvad du har lovet ham.“ Og nu var kongen straks villig, bare med det vilkaar, at hans høvdinger og venner ogsaa maatte faa give sit raad og sin vilje til kjende i en saa vigtig sag.
I det møde som kongen nu sammenkaldte, tog en af hans raadsmænd til orde og talte saaledes: „Naar jeg, herre konge, sammenligner vort liv her paa jorden med det som ligger skjult i den uvisse fremtid, saa ved jeg ikke noget bedre at ligne det med end dette: Du sidder med dine høvdinger ved bordet en vinterkveld. Paa aaren i midten blusser ilden, og det er varmt i hallen; men udenfor stormer vintervinden med kulde og sne. Da kommer en spurv flyvende gjennem døren ind i hallen. Et øieblik, saa længe den er indenfor, er den i ly for uveiret; men i et nu flagrer den igjennem det lune rum og farer saa ligesaa fort ud gjennem den anden dør, ud i vinteren og mørket igjen. Saaledes tykkes ogsaa menneskets liv, den stund vi dvæler her, at være noksaa taaleligt; men hvad der følger efter, og hvad der er gaat forud, det ved vi intet om. Dersom den nye lære kan retlede os i disse ting, saa er det min mening, at vi bør følge den.“
Saaledes tog kong Edvin ved troen, og mange af hans folk med ham, og han blev døbt i York paa paaskedag i aaret 627. Siden holdt han god fred i hele sit rige og sørged trofast for sit folks velfærd. Ved kilderne langs veiene lod han sætte stolper med en kobberkande til at drikke af; og ingen rørte dem til andet end deres rette brug. Og det er siden blit til et ordtag, 161at i Edvins dage kunde en kvinde med sit nyfødte barn vandre trygt fra den ene ende af landet til den andre, uden at frygte nogen fortræd.