156

Han paa korset, han aleneer min fryd og salighed;ingen kan saa vel mig mene,ingen saa mit bedste ved;ingen er som han mig god,ingen har saa taaligt mod;søgte jeg rundt jorderige,aldrig fandt jeg dog hanslige.

Jordisk ven kan lindre nødenfor en ven som hjælp begjær;mennesket kan gaa i dødenfor en sjæl som har detkjær.Men hvor ser vi her en mandsom saa taalig elske kan,at han alt for dem vil væresom blot had imod ham bære?

Han paa korset, han alene!Andre er ei fundet end;han, Guds lam, det fromme,rene,han for uven og for ventar den tunge tornekrans,tæller ei hvem der er hans!«Kommer alle,» saa han taler,kjæmper, bløder og hugsvaler.

Han paa korset, han alenealt mit haab, min rigdom er.Ingen maa mig det formene,at jeg haver hannem kjær.Hvem har gjort hvad hanhar gjort?Han har aabnet himlens port,han kan mig med Gud forene,han paa korset, han alene.

156

Han på korset, han aleneer min fryd og salighet;ingen kan så vel meg mene,ingen så mitt beste ved;ingen er som han meg god,ingen har så tålig mot;søkte jeg rundt jorderige,aldri fant jeg dog hanslike.

Jordisk venn kan lindre nødenfor en venn som hjelp begjær;mennesket kan gå i dødenfor en sjel som har detkjær.Men hvor ser vi her en mannsom så taalig elske kan,at han alt for dem vil væresom blot hat imot ham bære?

Han på korset, han alene!Andre er ei funnet enn;han, Guds lam, det fromme,rene,han for uvenn og for venntar den tunge tornekrans,teller ei hvem der er hans!«Kommer alle,» så han taler,kjemper, blør og hugsvaler.

Han på korset, han alenealt mitt håp, min rikdom er.Ingen må meg det formene,at jeg haver ham kjær.Hvem har gjort hva hanhar gjort?Han har åpnet himlens port,han kan meg med Gud forene,han på korset, han alene.