Hunørnen kom fra en hundred-mils morgenjagt indover stenvidderne og suste hjem til sin unge med en nybaaren renkalv i klørne.
Som den dalte ned mod redet, slog den hastig og voldsomt med vingerne, og et vildt skurrende skrig ljomed mangfoldig igjen i fjeldgryden. De sterke grener, som havde ligget underst i redet, hang med lange tafser af skidden, fjæret og blodig mose paa svabergene ned over fjeldvæggen. Redet var plyndret og ødelagt, og ungen, som daglig havde øvet sin vinge og prøvet klo og neb paa større og større bytte, var borte. Hunørnen løfted sig høiere og høiere, alt til ekkoet af skriget ikke længer lød i fjeld-ensomheden. Den kredsed og speided. Med en gang hæste og hvæste det over hovederne paa to skyttere, som styrte ud fra en sti i skogen langt nede. Den ene bar en fangen ørneunge paa ryggen i en vidjekurv. 153Og mens de to mænd skridted mil efter mil den lange vei nedover til en af de øverste bondegaarder i dalen, seilte ørnen høit oppe i luften, aarvaakent vogtende. Gjennem blaa glugger i skyerne saa den, med sine skarpe øine, hvorledes mændene kom ind paa tunet og store og smaa stimled sammen om vidjekurven.
Hele dagen kredsed den der oppe. Da skumringen faldt paa, dalte den lavt ned mod husrøgen. Og i mørket om kvelden hørte folkene paa gaarden et underligt fælt skrig over taget.
Tidligst — som solen bare begyndte at gylde i morgengryet — svæved den igjen høit der oppe, med det gløgge blik ned paa bondegaarden: der stod bondens sønner og teljed med øks og skar træstikker udenfor døren, mens børnene saa paa.
Længer ud paa morgenen bar de et bur ud paa tunet; den saa godt, gjennem de aabne bur-stænger, hvorledes ungen flaksed og hugged der inde og strævde og strævde for at komme fri.
Buret blev staaende der forladt, uden at noget menneske længer viste sig. Det stod der, mens solen steg høiere og høiere udover den varme formiddag.
Ørnen seilte i ring der oppe bag skyerne og skjelned hver bevægelse af ungen, — hvorledes den satte det krumme neb i veiret og fræste, mens klørne i fortvilelsen greb om spildrene.
Det led over middagstid. Endnu viste det sig ikke et levende væsen der ude ved buret. En gul kat drog sig søvnig bort 154fra den solhede husvæggen og strøg nysgjerrig omkring buret i en stor bue, blev ræd og skjød ryg.
Og hunørnen hvilte, altid med samme rolige fart, paa vingerne, gjemt der oppe mellem skyerne. Den havde taget mistanke af stilheden der nede paa gaarden, og den holdt sig paa afstand.
Den havde lært sig til at gjætte faren. Mangen fælde var sat op for den, og med mangt et lækkert dyr var den blit fristet, mens skytteren selv laa paa lur. Og mangen kule havde sust gjennem dens vingefjær, i alle de aar den havde svævet over dalen og valgt sin tid til at slaa ned og tage blodig tiende.
Skyggerne af husene og trærne og skigarene blev længer og længer. Buret havde staat nede paa det tomme tunet hele den varme lange dag og fristet og lokket, mens bondens sønner skifted til at staa paa lur inde i huset, færdige med børsen.
Ørneungen hakked uafladelig med nebbet og klemte og pinte hoved og hals og den ene vingen ud mellem spildrene, snart her, snart der. Men nu det lakked mod aften, begyndte børnene at løbe frem og tilbage mellem husdøren og buret; og lidt efter legte de alle lystig ude paa tunet. En og anden af de voksne kom ud og optog sin vanlige gaardsgjerning.
I den stille kveld havde den unge sønnekone lagt diebarnet fra sig paa bleken, mens hun skylte noget linned ved brønden.
Paa ladetaget vipped et par travle skjærer, som havde sit rede i piletræet ved hovedbygningen, og nede paa gaardspladsen hopped nogen spurver og plukked korn mellem affaldet. Med ett mørkned der som en lynsnar skygge gjennem luften. Der lød i stilheden en underlig brusende lyd, et mægtigt vingesus. Idet konen hastig saa sig om, letted en svær ørn sig op fra bleken. Hun reiste sig i isnende rædsel, endnu med det vaade tøiet i haanden. Rovfuglen holdt hendes barn mellem klørne, og et langt sekund fulgte hendes stive blik hvorledes den steg og luften blaaned mellem barnet og jorden.
Den vilde, vanvittige angst gav hende tanken:
Hun fór hen til buret, trak ørneungen ud og holdt den jamrende og skrigende med begge armer i veiret, uden at bry sig om at den hakked og hugg hendes ansigt og hoved til blods. Hunørnen 155svæved et øieblik i luften; hver enkelt gang den slog med vingerne for at holde sig oppe, saa konen barnet hænge i sit svøb som en orm ned mellem klørne paa den. Saa med ett syntes hun den sænkte sig. Og aandeløs fulgte hun hvorledes rovfuglen sagte dalte ned igjen paa volden. Hun slap ørneungen og tumled sansesløs bort til sit barn.
De to nød-stedte mødrene havde forstaat hinanden.
Men, som ørnen slap sit bytte og igjen hæved sig, glimted det et skud inde fra huset.
Og den mægtige hunørn styrted med vidstrakte vinger livløs ned paa bleken, mens ørneungen med kort og hastig flugt satte ind over skogtoppene.