Jeg kan ikke slutte med at fortælle om finnerne — skriver Bjørnson — uden ogsaa at mindes Else Marie Schanke i Tanen; hende hørte jeg om af mangfoldige, da jeg først havde lært at spørge. Hun kaldes „mor“ af alle finner paa fjeldene der omkring, og hun har i sandhed været en mor for dem! Hun var gift med en rig handelsmand; hun gav sin og mandens formue til finnerne og ofred det meste af sit liv til deres omsorg, skjønt hun var mor til tolv børn og sad for et stort hus. En gang, kvelden før julekveld, da Else Marie delte maden ud i en stor kreds af slegt og 136gjester, kom en fjeldfinn ind og bad hende med taarer at følge ham, skjønt det var langt til fjelds og i uveir; hans kone havde ligget to døgn i barselnød; hvis ikke „mor“ vilde tage med, saa var der ikke frelse. Saa vel hendes børn som gjesterne sa ham, at en kvinde paa 72 aar ikke kunde tage til fjelds mod natten og i uveir, og end mindre saa langt bort. Men finnen kjendte „mor“; han holdt sig til hende selv og bad Gud hjælpe sig at bede. Da reiste den gamle sig; én maatte afsted efter hendes ski, en anden efter finnepæsken, mens hun selv fandt mad og medisin sammen og klædte sig som finnen; hun fulgte ham saa paa ski opover i sneføket. Baade den natten og dagen efter blev hun borte; de havde alt samlet sig om julegrøden, og just ikke med glade tanker, da hun rask kom ind, hilste og blev hilst paa, mens de flokked sig om hende. Men hun vilde ingen ænse; hun gav korte befalinger, nu om varmt vand, nu om melk, nu om en liden kasse som det havde været sukker i, og da hun fik det, saa tog hun frem af barmen en liden tull, løste den op, og saa laa der et spædbarn i et mygt hareskind: „Dette har Gud givet mig; moren er død.“ Hun fored den vesle kassen med hareskind, fandt tøi sammen og la barnet i, vasket og velstelt. Denne kassen havde hun siden foran sin seng, hun pleied barnet utrættelig og bar det med sig overalt; barnet var, som hun selv sa, hendes „hjertebarn“. Men seks aar gammelt brændte det inde. Hun ledte da selv op benene i askehaugen, la dem i den samme lille sukkerkassen, foret med hareskindet, der hun først havde lagt barnet, og begrov det. Da sa hun: „Jeg var ikke god nok mor for mine tolv børn. Var det saa ikke at friste Vorherre at ville tage det trettende?“

Jeg kan ikke slutte med å fortelle om finnene — skriver Bjørnson — uten også å minnes Else Marie Schanke i Tanen; henne hørte jeg om av mangfoldige, da jeg først hadde lært å spørre. Hun kalles „mor“ av alle finner på fjellene der omkring, og hun har i sannhet vært en mor for dem! Hun var gift med en rik handelsmann; hun ga sin og mandens formue til finnene og ofret det meste av sitt liv til deres omsorg, skjønt hun var mor til tolv barn og satt for et stort hus. En gang, kvelden før julekveld, da Else Marie delte maten ut i en stor krets av slekt og 136gjester, kom en fjellfinn inn og bad henne med tårer å følge ham, skjønt det var langt til fjelds og i uvær; hans kone hadde ligget to døgn i barselnød; hvis ikke „mor“ ville ta med, så var der ikke frelse. Så vel hennes barn som gjestene sa ham, at en kvinne på 72 år ikke kunne ta til fjelds mot natten og i uvær, og enda mindre så langt bort. Men finnen kjente „mor“; han holdt seg til henne selv og bad Gud hjelpe seg å bede. Da reiste den gamle seg; én måtte av sted etter hennes ski, en annen etter finnepesken, mens hun selv fant mat og medisin sammen og kledde seg som finnen; hun fulgte ham så på ski opover i sneføket. Både den natten og dagen etter ble hun borte; de hadde alt samlet seg om julegrøten, og just ikke med glade tanker, da hun rask kom inn, hilste og ble hilst på, mens de flokket seg om henne. Men hun ville ingen ense; hun ga korte befalinger, nå om varmt vann, nå om melk, nå om en liten kasse som det hadde vært sukker i, og da hun fikk det, så tok hun frem av barmen en liten tull, løste den opp, og så lå der et spedbarn i et mykt hareskinn: „Dette har Gud gitt meg; moren er død.“ Hun foret den vesle kassen med hareskinn, fant tøy sammen og la barnet i, vasket og velstelt. Denne kassen hadde hun siden foran sin seng, hun pleiet barnet utrettelig og bar det med seg overalt; barnet var, som hun selv sa, hennes „hjertebarn“. Men seks år gammelt brente det inne. Hun ledte da selv opp benene i askehaugen, la dem i den samme lille sukkerkassen, foret med hareskinnet, der hun først hadde lagt barnet, og begrov det. Da sa hun: „Jeg var ikke god nok mor for mine tolv barn. Var det så ikke å friste Vorherre at ville ta det trettende?“