108

Det var en mand som hedte Gisle. Den ene maagen hans hedte Vestein. Han var blit dræbt om natten, og Gisle vidste hvem som havde gjort det. Det var den andre maagen, som hedte Torgrim; han var gift med Gisles søster og bodde paa grannegaarden. Gisle vilde hevne det.

En nat stod han op og gik der ned. Han var godt kjendt paa gaarden; for han havde selv bygget den. En kunde komme ind i huset fra fjøset, og den veien gik han. Der stod tretti kjør 109paa hver side. Han knytted sammen halerne paa dem, og lukked døren, slig at de ikke kunde faa den op indenfra. Saa gik han op til husene, hvor alle dørene var aabne. Der bodde en gut der inde, som hedte Geirmund. Han vilde hjælpe Gisle. Det var han som havde ladt dørene staa aabne.

Gisle gik ind, lukked efter sig i ro og mag, og lytted om nogen var vaaken; alle sov. Det var tre lys i stuen. Han tog noget storr-græs fra gulvet, krulled det sammen og kasted det paa det ene lyset, saa det slukned. Saa blev han staaende og lydde, om nogen var vaagnet af det; men alt var stille. Han tog en visk til og slukked det andet lys. Da merked han at ikke alle sov; for han saa en haand komme frem og slukke det tredje. Nu gik han længer ind i stuen, til det aflukket hvor Torgrim og hans hustru Tordis laa. Tordis var Gisles søster. Døren stod paa klem, og de var begge i sengen. Han følte sig for og kom til at røre ved Tordis, som laa fremst. „Hvorfor er haanden din saa kold?” sa Tordis og vækked sin mand. Gisle vented da en stund og varmed haanden i sin skjorte, til de begge faldt i søvn. Saa tog han sagte paa Torgrim, saa han vaagned. Han trodde det var Tordis som vækked ham, og vendte sig mod hende. Da tog Gisle aaklæet bort med den ene haand, og med den andre la han sverdet gjennem Torgrim, saa det blev staaende i sengen. „Vaagn op, mænd!” ropte Tordis, „min husbond er dræbt.”

For dette drab blev Gisle fredløs; han var fredløs i syv aar. Hans hustru hedte Aud. Han vidste at hans fiender søgte mest efter ham der hun bodde. Men han holdt saa af hende, at han maatte gjeste hende ret som det var, endda det gjaldt livet. Øiolv hedte den mand som altid var efter ham. Han havde faat seksti øre sølv for at dræbe ham. En dag var han igjen og ledte efter Gisle paa Auds gaard, men fandt ham ikke. Da gik han ind i stuen til Aud. „Jeg vil gjøre en handel med dig, Aud,” sa han: „hvis du vil sige mig hvor Gisle er, saa skal jeg give dig de seksti øre sølv som jeg har faat for livet hans. Det trænges ikke, at du er til stede, naar vi tager ham af dage. Jeg lover dig ogsaa at jeg skal finde dig en mand som er meget gjævere end Gisle. Tænk paa hvor uhyggeligt det er for dig at ligge i denne øde fjorden og aldrig se venner og frænder, bare 110for Gisles skyld.” Aud svarte: „Jeg tror ikke netop du kan finde mig en anden mand som kan maale sig med Gisle. Men lad mig se pengene.” Han risted da pengene ud i fanget paa hende, og hun hjalp til, mens han tælte og regned for hende.

Gudrun, hendes fosterdatter, brast i graat og gik ud til Gisle, som var gjemt i jordhuset. „Min fostermor er gaat fra vettet,” sa hun, „og tænker paa at svige dig.” — „Ikke vær ræd for det,” sa Gisle. „Ikke blir det min død, at min hustru sviger mig.” Jenten gik da tilbage igjen, uden at sige hvor hun havde været. Øiolv var netop færdig med at tælle pengene op, og Aud sa: „Pengene er rigtige. Har jeg nu lov at gjøre med dem hvad jeg vil?” — „Ja vist,” sa Øiolv. Han var rigtig glad over at han havde naad saa langt. Saa tog Aud pengene og la dem i en stor pung, reiste sig og drev ham pengene i næsen, saa blodet sprang. „Tag dette, din usling!” ropte hun, „med spot og skam. Nu kan du mindes, saa længe du lever, at en kvinde har slaat dig.” — „Dræb hende,” ropte Øiolv. Men Haavard, en af Øiolvs mænd, sa: „Vor færd er daarlig nok i forveien, om vi ikke skal øve sligt nidingsverk.”

Sommeren gik, og Gisle var i sine jordhus, og vared sig saa godt han kunde. Han vilde blive der han var; alle udveie tyktes ham tilføkne. Sidste sommernatten, fortælles det, fik Gisle ikke sove, de to andre heller ikke. Veiret var stilt, og det var stort duggfald. Gisle sa han vilde gaa til sit gjemmested sydpaa under kleivene og se om han ikke kunde faa sove der. De drog da alle der bort. Kvinderne havde kjortler paa og drog far i duggen. Gisle gik og skar runer i en kjevle, saa flisene faldt ned paa jorden. Da de kom frem, la han sig ned for at sove, men kvinderne vaakte. Han faldt i en tung søvn, og drømte at det kom nogen fugler, større end hanryper; de skreg stygt og havde veltet sig i blod. I det samme hørte de mandemaal. Det var Øiolv, som var kommen selv femtende; de havde fulgt faret i duggen. Da Gisle og kvinderne fik øie paa dem, gik de op i kleivene, hvor det var bedst at verge sig. Kvinderne havde hver sin kjep i haanden.

Den første som løb op imod Gisle blev fældt. Saa kom Øiolv op et andet sted, men Aud kom imod ham og slog ham 111slig med kjeppen over haanden, at han tumled ned igjen. „Længe har jeg vidst at jeg var godt gift,“ sa Gisle, „men at det var saa godt, vidste jeg ikke.“

Men denne gang var det for mange om Gisle. Han verged sig mandig og fik saa mange og store saar, at det tyktes et under. De stak ham med spydene, saa indvoldene faldt ud, men han svøbte dem ind i skjorten og bandt under med rebet som han havde om livet. Han bad dem bie lidt. „Nu ser I den ende paa sagen som I har ønsket,“ sa han, og saa kvad han sin sidste vise og sprang udfor hammeren, fældte en af Øiolvs frænder, faldt saa selv over ham og var straks død.

108

Det var en mann som hette Gisle. Den ene måken hans hette Vestein. Han var blitt drept om natten, og Gisle visste hvem som hadde gjort det. Det var den andre måken, som hette Torgrim; han var gift med Gisles søster og bodde på grannegården. Gisle ville hevne det.

En natt stod han opp og gikk der ned. Han var godt kjent på gården; for han hadde selv bygget den. En kunne komme inn i huset fra fjøset, og den veien gikk han. Der stod tretti kjør 109på hver side. Han knyttet sammen halene på dem, og lukket døren, slig at de ikke kunne få den opp innenfra. Så gikk han opp til husene, hvor alle dørene var åpne. Der bodde en gut der inne, som hette Geirmund. Han ville hjelpe Gisle. Det var han som hadde ladt dørene stå åpne.

Gisle gikk inn, lukket etter seg i ro og mag, og lyttet om noen var våken; alle sov. Det var tre lys i stuen. Han tok noe storr-gress fra gulvet, krullet det sammen og kastet det på det ene lyset, så det sluknet. Så ble han stående og lydde, om noen var våknet av det; men alt var stille. Han tok en visk til og slukket det andre lys. Da merket han at ikke alle sov; for han så en hånd komme frem og slukke det tredje. Nå gikk han lenger inn i stuen, til det avlukket hvor Torgrim og hans hustru Tordis lå. Tordis var Gisles søster. Døren stod på klem, og de var begge i sengen. Han følte seg for og kom til å røre ved Tordis, som lå fremst. „Hvorfor er hånden din så kald?” sa Tordis og vekket sin mann. Gisle ventet da en stund og varmet hånden i sin skjorte, til de begge falt i søvn. Så tok han sakte på Torgrim, så han våknet. Han trodde det var Tordis som vekket ham, og vendte seg mot henne. Da tok Gisle åkleet bort med den ene hånd, og med den andre la han sverdet gjennom Torgrim, så det ble stående i sengen. „Våkn opp, menn!” ropte Tordis, „min husbond er drept.”

For dette drap ble Gisle fredløs; han var fredløs i syv år. Hans hustru hette Aud. Han visste at hans fiender søkte mest etter ham der hun bodde. Men han holdt så av henne, at han måtte gjeste henne rett som det var, enda det gjaldt livet. Øiolv hette den mann som alltid var etter ham. Han hadde fått seksti øre sølv for å drepe ham. En dag var han igjen og ledte etter Gisle på Auds gård, men fant ham ikke. Da gikk han inn i stuen til Aud. „Jeg vil gjøre en handel med deg, Aud,” sa han: „hvis du vil si meg hvor Gisle er, så skal jeg gi deg de seksti øre sølv som jeg har fått for livet hans. Det trenges ikke, at du er til stede, når vi tar ham av dage. Jeg lover deg også at jeg skal finne deg en mann som er meget gjevere enn Gisle. Tenk på hvor uhyggelig det er for deg å ligge i denne øde fjorden og aldri se venner og frender, bare 110for Gisles skyld.” Aud svarte: „Jeg tror ikke nettopp du kan finne meg en annen mann som kan måle seg med Gisle. Men la meg se pengene.” Han ristet da pengene ut i fanget på henne, og hun hjalp til, mens han telte og regnet for henne.

Gudrun, hennes fosterdatter, brast i graat og gikk ut til Gisle, som var gjemt i jordhuset. „Min fostermor er gått fra vettet,” sa hun, „og tenker på å svike deg.” — „Ikke vær redd for det,” sa Gisle. „Ikke blir det min død, at min hustru sviker meg.” Jenten gikk da tilbake igjen, uten å si hvor hun hadde vært. Øiolv var nettopp ferdig med å telle pengene opp, og Aud sa: „Pengene er riktige. Har jeg nå lov å gjøre med dem hva jeg vil?” — „Ja vist,” sa Øiolv. Han var riktig glad over at han hadde nådd så langt. Så tok Aud pengene og la dem i en stor pung, reiste seg og drev ham pengene i nesen, så blodet sprang. „Ta dette, din usling!” ropte hun, „med spot og skam. Nå kan du minnes, så lenge du lever, at en kvinne har slått deg.” — „Drep henne,” ropte Øiolv. Men Haavard, en av Øiolvs menn, sa: „Vår ferd er dårlig nok i forveien, om vi ikke skal øve slikt nidingsverk.”

Sommeren gikk, og Gisle var i sine jordhus, og vared seg så godt han kunne. Han ville bli der han var; alle utveier tyktes ham tilføkne. Siste sommernatten, fortelles det, fikk Gisle ikke sove, de to andre heller ikke. Været var stilt, og det var stort duggfall. Gisle sa han ville gå til sitt gjemmested sydpå under kleivene og se om han ikke kunne få sove der. De drog da alle der bort. Kvinnene hadde kjortler på og drog far i duggen. Gisle gikk og skar runer i en kjevle, så flisene falt ned på jorden. Da de kom frem, la han seg ned for å sove, men kvinnene våkte. Han falt i en tung søvn, og drømte at det kom noen fugler, større enn hanryper; de skrek stygt og hadde veltet seg i blod. I det samme hørte de mannemål. Det var Øiolv, som var kommet selv femtende; de hadde fulgt faret i duggen. Da Gisle og kvinnene fikk øye på dem, gikk de opp i kleivene, hvor det var best å verge seg. Kvinnene hadde hver sin kjepp i hånden.

Den første som løp opp imot Gisle ble felt. Så kom Øiolv opp et annet sted, men Aud kom imot ham og slo ham 111slig med kjeppen over hånden, at han tumlet ned igjen. „Lenge har jeg visst at jeg var godt gift,“ sa Gisle, „men at det var så godt, visste jeg ikke.“

Men denne gang var det for mange om Gisle. Han verget seg mandig og fikk så mange og store sår, at det tyktes et under. De stak ham med spydene, så innvollene falt ut, men han svøpte dem inn i skjorten og bandt under med repet som han hadde om livet. Han bad dem bie litt. „Nå ser dere den ende på sagen som dere har ønsket,“ sa han, og så kvad han sin siste vise og sprang utfor hammeren, felte en av Øiolvs frender, falt så selv over ham og var straks død.