Da kong Olav var kommen til Stiklestad, hændte det, at det kom en mand til ham. Det var ikke underligt; der kom jo saa mange mænd til kongen der fra herederne; men det tyktes helt merkeligt, fordi denne mand ikke ligned de andre som var kommet til kongen. Han var saa høi, at ingen naadde længer end til akslen paa ham; han var overmaade vakker af aasyn og haarfager; han var vel væbnet, havde en fager hjelm og ringbrynje, rødt skjold og et prydeligt sverd om livet; i haanden havde han et stort guldbeslaat spyd. Denne mand gik frem for kongen, som hilste ham og spurte om hans navn og slegt, og hvad landsmand han var. Han svarte: «Jeg har min slegt i Jemteland og Helsingland; jeg kaldes Arnljot Gelline, og kan helst melde dig, at det var jeg som tog mig af dine mænd, som du sendte til Jemteland for at kræve skat; jeg gav dem en sølvdisk, som jeg vilde sende dig til jertegn paa at jeg vilde være din ven.» Da spurte kongen om Arnljot var kristen mand eller ei. Han sa at han trodde paa sin kraft og styrke: «Denne 107tro,» sa han, «har jeg hidtil nøid mig med; men nu vil jeg heller tro paa dig, konge.» Kongen svarte: «Vil du tro paa mig, da skal du tro hvad jeg lærer. Du skal tro at Jesus Kristus har skabt himmel og jord og alle mennesker, og at til ham skal alle mennesker fare efter døden, de som er gode og rettroende.» Arnljot svarte: «Jeg har nok hørt noget nævne om Hvidekrist; men jeg ved intet om hvad han tager sig til, eller hvad han raader for; ligevel vil jeg nu tro alt hvad du siger mig, og give mig og alt mit i din omsorg.» Saa blev Arnljot døbt. Kongen lærte ham det af troen som tyktes ham at være mest fornødent, og gav ham plads fremst i fylkingen, foran sit merke.

Da kong Olav var kommet til Stiklestad, hendte det, at det kom en mann til ham. Det var ikke underlig; der kom jo så mange menn til kongen der fra herederne; men det tyktes helt merkelig, fordi denne mann ikke lignet de andre som var kommet til kongen. Han var så høy, at ingen nådde lenger enn til akselen på ham; han var overmåte vakker av åsyn og hårfager; han var vel væpnet, hadde en fager hjelm og ringbrynje, rødt skjold og et prydelig sverd om livet; i hånden hadde han et stort gullbeslått spyd. Denne mann gikk frem for kongen, som hilste ham og spurte om hans navn og slekt, og hva landsmann han var. Han svarte: «Jeg har min slekt i Jemteland og Helsingland; jeg kalles Arnljot Gelline, og kan helst melde deg, at det var jeg som tok meg av dine menn, som du sendte til Jemteland for å kreve skatt; jeg ga dem en sølvdisk, som jeg ville sende deg til jærtegn på at jeg ville være din venn.» Da spurte kongen om Arnljot var kristen mann eller ei. Han sa at han trodde på sin kraft og styrke: «Denne 107tro,» sa han, «har jeg hittil nøyd meg med; men nå vil jeg heller tro på deg, konge.» Kongen svarte: «Vil du tro på meg, da skal du tro hva jeg lærer. Du skal tro at Jesus Kristus har skapt himmel og jord og alle mennesker, og at til ham skal alle mennesker fare etter døden, de som er gode og rettroende.» Arnljot svarte: «Jeg har nok hørt noe nevne om Hvidekrist; men jeg vet intet om hva han tar seg til, eller hva han råder for; likevel vil jeg nå tro alt hva du sier meg, og gi meg og alt mitt i din omsorg.» Så ble Arnljot døpt. Kongen lærte ham det av troen som tyktes ham å være mest fornødent, og ga ham plass fremst i fylkingen, foran sitt merke.