Ingemund i Vatnsdalen var gòde og heredsstyrer. Han var saare klog og fredsæl; han havde ikke strid eller ting-trætte med nogen.
Rolleiv hedte en mand som Ingemund havde taget sig af og bygget gaard for. Rolleiv var en sterk kar, men en daarlig kar, som lønte godt med ondt. Han var vrang og lei og egled sig ind paa alle folk. En dag slos han med Ingemunds sønner om fisket i elven; han havde ikke ret til at fiske, naar Ingemunds-sønnerne var der. En mand løb hjem til gamle Ingemund og sa hvorledes det stod til ved elven. «Sâl min hest,» sa høvdingen, «jeg vil ride der bort.» Han var gammel og næsten blind den 103gangen. Han havde en af huskarlene til at leie hesten. Sønnerne drog sig unda, da faren kom, for at det ikke skulde hænde ham noget ondt. Men Rolleiv kasted sit spyd efter ham og traf ham midt paa livet. Ingemund sa til huskarlen: «Følge nu med hjem.» Han traf ikke sine sønner paa veien. Da han skulde stige af hesten, sa han: «Stiv er jeg nu. En er ikke saa stø paa foden, naar en blir gammel.» Men da huskarlen skulde hjælpe ham, hørte han at det gav lyd i saaret, og da saa han at spydet stod igjennem ham. Ingemund sa: «Gaa til Rolleiv og sig ham det er bedst han kommer sig unda før dag. Før solen render, vil mine sønner søge hevn efter sin far. Men det sømmer sig for mig at verne den jeg en gang har taget imod, saa længe jeg har mæle, saa faar det siden gaa som det vil.» Huskarlen gjorde som Ingemund havde sagt. Da sønnerne kom hjem, sad deres far død i høisædet. En af dem vilde at de straks skulde fare efter Rolleiv og fælde ham. Men den sindige Torstein sa: «Du kjender ikke fars godhed. Du kan være viss paa at han har varet ham, saa han har kommet sig bort. Vi faar vente saa længe, og trøste os med at det er stor forskjel mellem far og Rolleiv; det maa vel komme far til gode hos ham som har skabt sol og maane og hele verden, hvem det saa er.»