92

Mod slutten af juni begyndte det at blive tomt paa skallerne. Nu havde torsken fundet bedre aate; det var silen. Silen er en liden fisk, knapt en spand lang. Den 93kommer i store tætte stimer og siger op mod sandvikerne for at lege. Den graver sig ogsaa ned i strandsanden, saa at en ved stor fjære kan tage den med spaden.

Jeg maatte da kaste mit snøre ud paa de steder hvor jeg mente silen var. Og da kunde jeg fange baade aarsgammel torsk og to—tre aars gammel. Den var graagrøn og sølvglinsende paa siden. Fiskerne kalder den siltorsk, og den har sin farve efter silen.

Mens jeg holder paa med dette, var seien kommen, og her fik jeg da se seien og maakerne jage om kap. Først sad de der med sine snehvide fjær i rader paa det svarte berget. De ligned soldater. De vendte alle hovederne mod en og samme kant, og rørte sig ikke. De var som vokset fast til berget. Med én gang kommer det liv i dem. Ligesom paa kommando løfter hele flokken i samme stund sine lange vinger og sætter afsted ud over sjøen. Med skjærende skrig falder de ned som en tæt hvid sky, langt borte, hvor fjorden staar i skum: der har seien kringsat en forskræmt silstim og drevet den op mod sjøbrynet. Det er dette maakerne har ventet paa, og snart styrer de med en sil i nebbet og med magelige vingeslag tilbage imod fjeldhammeren. Om en liden stund efter sidder de igjen i rad og række og venter paa næste gang.

Men en tid efter var det slut baade med seifiske og torskefiske. Fiskerne kom mismodige hjem med tomme hænder. Sei og fugl var det nok at se, ligesom før, men ikke et nap var det at faa paa dorgen. Og det var ikke vanskeligt at skjønne hvorfor. Jeg havde alt for flere dage siden set røgsøiler i vest, og en vakker stille dag, da jeg var omtrent midtfjords paa Vestfjorden, var baaden overalt kringsat af blaasende, snøftende og baskende sjøuhyrer. Kjæmpestore hvaler viste sine brede sorte rygger over vandskorpen, og kaade springere kasted sig høit op af vandet, saa de blanke sider glimted i solskinnet. Af og til begyndte vandet at fosse, som om sjøen brød paa 94en skjult grund, og to høie spidse horn løfted sig i veiret og gik under igjen. Det var den kjæmpestore fisk som kaldes størje eller makrelstørje. Men jeg saa ogsaa i det klare vand smaafisk, som lynsnart pilte afsted under baaden. Ofte sprang de høit i veiret, naar fienden var

altfor nær. Det var sild-unger. Det var den nye maden som seien og torsken gik efter; men silden holdt sig mest langt ude paa Vestfjorden, og seien og torsken fulgte. Silden er mer ustadig af sig end silen, og det var bare som af en hændelse at en eller anden stim gik under land. Derfor slog seifisket feil, og der blev fattigt paa torsk.

92

Mot slutten av juni begynte det å bli tomt på skallene. Nå hadde torsken funnet bedre åte; det var silen. Silen er en liten fisk, knapt en spann lang. Den 93kommer i store tette stimer og sier opp mot sandvikene for å leke. Den graver seg også ned i strandsanden, så at en ved stor fjære kan ta den med spaden.

Jeg måtte da kaste mitt snøre ut på de steder hvor jeg mente silen var. Og da kunne jeg fange både årsgammel torsk og to—tre aars gammel. Den var grågrønn og sølvglinsende på siden. Fiskerne kaller den siltorsk, og den har sin farge etter silen.

Mens jeg holder på med dette, var seien kommet, og her fikk jeg da se seien og måkene jage om kap. Først satt de der med sine snehvide fjær i rader på det svarte berget. De lignet soldater. De vendte alle hodene mot en og samme kant, og rørte seg ikke. De var som vokset fast til berget. Med én gang kommer det liv i dem. Likesom på kommando løfter hele flokken i samme stund sine lange vinger og setter av sted ut over sjøen. Med skjærende skrik faller de ned som en tett hvit sky, langt borte, hvor fjorden står i skum: der har seien kringsatt en forskremt silstim og drevet den opp mot sjøbrynet. Det er dette måkene har ventet på, og snart styrer de med en sil i nebbet og med makelige vingeslag tilbake imot fjeldhammeren. Om en liten stund etter sitter de igjen i rad og rekke og venter på neste gang.

Men en tid etter var det slut både med seifiske og torskefiske. Fiskerne kom mismodige hjem med tomme hender. Sei og fugl var det nok å se, likesom før, men ikke et napp var det å få på dorgen. Og det var ikke vanskelig å skjønne hvorfor. Jeg hadde alt for flere dage siden sett røyksøyler i vest, og en vakker stille dag, da jeg var omtrent midtfjords på Vestfjorden, var båten overalt kringsatt av blåsende, snøftende og baskende sjøuhyrer. Kjempestore hvaler viste sine brede sorte rygger over vannskorpen, og kaade springere kastet seg høyt opp av vannet, så de blanke sider glimtet i solskinnet. Av og til begynte vannet at fosse, som om sjøen brød på 94en skjult grunn, og to høye spisse horn løftet seg i været og gikk under igjen. Det var den kjempestore fisk som kalles størje eller makrellstørje. Men jeg så også i det klare vann småfisk, som lynsnart pilte av sted under båten. Ofte sprang de høyt i været, når fienden var

altfor nær. Det var sild-unger. Det var den nye maten som seien og torsken gikk etter; men silden holdt seg mest langt ute på Vestfjorden, og seien og torsken fulgte. Silden er mer ustadig av seg enn silen, og det var bare som av en hendelse at en eller annen stim gikk under land. Derfor slo seifisket feil, og der ble fattig på torsk.