Næste aar var jeg igjen i Lofoten. Jeg pilked mig frem langs sandveitene, men fik ikke stort. Det blev bedre med nappene, saa snart jeg nærmed mig de skjulte grundene ude ved havbrynet, som man kalder skaller. Det er meget fisk paa disse grundene, men det er utrygt der; en faar holde sig et stykke fra. Da kan en noksaa trygt se paa, hvordan sjøen stiger og breder sig og topper sig til slut og sender en fin røg. Saa skyder den fremover, ligesom et eller andet hav-uhyre stak snuden frem. En hører en dump brusen; det ligner en storm som farer forbi. Sjøen hæver sig til en umaadelig høide, lig en bred, grøn, glinsende vold, som har fraadende skum paa toppen. Med rasende kraft buer den sig nedad og pisker alting hvidt omkring sig. Da siger fiskeren at skallen «gaar». Det er tungsjøen som grundbryder over den. Mangen en fremmed fisker, som var ukjendt med farvandet, har her sat livet til.
Hvorfor er det nu saa meget fisk ved disse skaller? Naturligvis fordi der er meget mad. Men ogsaa fordi tungsjøen hjælper fisken at faa fat i maden. De gjemmer sig godt der nede i tangen, ræker og marfloer og hvad de heder alle sammen, og de flyr ved den første fare. Men saa kommer tungsjøen. Den bryder indover grunden, river ræker og marfloer løs og kaster dem langt ud af smuthullerne.
92Dette har torsken ventet paa: den staar færdig, og i samme stund som tungsjøen har brækket, kiler den frem og sluger de vergeløse smaadyr.