51. Ved stranden.
Jeg fór i den vide verden,jeg var i saa mangt et land;men intet jeg saa paa færdenligned min egen strand.
Vær med mig ved sollys sommerdid ud til mit friske skjær,naar rognen ved sjøen blommer,og bjerken i grønt sig klær.85Vær med mig paa seiegrunden,naar solen af havet gaar,naar muntert i morgenstundenmorten sprætter og slaar.
En sisik sin mage vækkerog venter paa sangen svar;maaken paa berget strækkerdet skinnende vingepar.
Men elsker du ikke strandensom her Vorherre mig gav,den lange blaanende randen,min skog, min dal og mit hav, —
da maa du en fremmed være;og saa, ja saa faar du gaa, —vi to, vi kan aldrig lærehverandre ret at forstaa.
51. Ved stranden.
Jeg fór i den vide verden,jeg var i så mangt et land;men intet jeg så på ferdenlignet min egen strand.
Vær med meg ved sollys sommerdit ut til mitt friske skjær,når rognen ved sjøen blommer,og bjerken i grønt seg klær.85Vær med meg på seiegrunnen,når solen av havet går,når muntert i morgenstundenmorten spretter og slår.
En sisik sin mage vekkerog venter på sangen svar;måken på berget strekkerdet skinnende vingepar.
Men elsker du ikke strandensom her Vorherre meg ga,den lange blånende randen,min skog, min dal og mitt hav, —
da må du en fremmed være;og så, ja så får du gå, —vi to, vi kan aldri lærehverandre rett å forstå.