Vi har ovenfor hørt hvad Hans grenader mente om «Gustenborgen»; lad os nu høre hvad prinsen sa om sine grenaderer og soldater. Han hedte for resten egentlig prins Kristian August af Augustenborg, og var formand for det norske rigsstyre i aarene 1808 og 1809, mens vi havde krig med Sverige. Var soldaterne glade i ham, saa var han ikke mindre glad i soldaterne. Den 13de mai 1808 skrev han: «Vore folk gaar med skjemt i kuleregnet, og ofte skal de have ropt til fienden: Rippe, rippe gossar, norske gutter jager dere.» De kjække grenaderer af det nordenfjeldske regiment stormed et fjeld ved Ørjebro, og først da de var fienden paa ti skridt nær, gav de ild og kasted ham overende. Kaptein Rein fik et skud i venstre bryst; heldigvis havde han nylig taget imod lønningspengene og bar dem i sedler paa brystet; kulen misted sin kraft og gik en anden vei, saa den bare streifed ham. Pengesedlerne frelste kapteinens liv, men de blev saa flenget at de ikke kunde bruges mere. Skjønt han var saaret, blev han ved at føre kompaniet.
I Rødenes har det norske jægerkorps vist udmerket mod. Jægerne gik over en slette, mens kulerne regnte ned fra høiden, hvor fienden stod bag busker og holt. Overjæger Flor gik fremst og ropte: «Kom med mig, gutter! vi skal snart renske skogen.» Og de jog fienden væk.
Lad os nævne et par af de mange som prins Kristian regned for de bedste, og som han gav hæderstegn, og lad os høre hvad der fortælles om dem: «Husmand Ole Olsen Sønsterud havde før staat ved et skiløberkompani. Men da fienden rykked ind, bad han om mundering og rifle efter 62en syg soldat, fulgte kompaniet paa ny, var altid mellem de første og gjorde fienden stor skade ved sine sikre skud.
Grenader Jon Larsen af andet grenaderkompani ved Telemarkens regiment blev den 19de april skudt i hovedet og faldt; hans kamerater vilde komme ham til hjælp, men han bad dem bare lade ham ligge, og drive paa og slaas.
Lensmand Haneborg i Urskog maatte forlade hus og hjem, fordi fienden havde sat sig fast der. Men han var paa færde dag og nat, reiste og arbeided og gjorde gagn.» Om han havde mistet sit hjem, saa mente han vel, at han havde et andet hjem at sørge for, sit land.
Landevern Anders Ellefsen Ytterbøl udmerked sig den 15de april i kampen ved Buer. Hans søn blev dræbt lige ved siden, men han blev ved at røgte sit kald som soldat, til den sidste patron var i geværet. Fienden var ikke mer end femti skridt fra ham; de faa nordmænd havde ingen anden raad end at flygte. Anders veg ikke fra flekken, før han fik paalæg til det.
Det er smaa slag i denne krigen; men det er ikke saa smaat hvad hver mand gjorde.