Tjernet havde netop faat tag over hovedet, og taget var af ny, fin skøite-is. Huset oppe i ener-rabben havde da ogsaa tag; men det var af næver, og hverken nyt eller fint. I huset bodde ANDERS DANIEL og mor hans.
Han var ikke store kroppen, men moren havde ligevel vanskeligt nok for at finde udvei til det han skulde slite og bite. Mad havde han nu aldrig manglet ligevel; men til klær rakk det mindre, til sko endda mindre, og da er det klart, at til skøiter rakk det slet ikke.
Men nu er skøiter det værste som en gut kan mangle, og ANDERS DANIEL havde vist gladelig byttet bort baade trøie og vest for et par af det slaget. Men naar han saa paa trøien sin, tvilte han paa at nogen vilde have den. Den havde nok en gang været pen og blaarutet, men det var bare saa længe den sad tæt-knappet om bygutten, og før ANDERS DANIEL fik den. Nu var den falmet og lappet med mange slags tøi og havde lige saa mange leter som Europa-kartet i skolestuen. Nei, det var nok ikke noget at komme i handelsveien med, det. Ja — og saa mor! — nei!
Havde nu bare ikke det tjernet ligget der, eller havde bare ikke isen været saa lynende blank hver høst endda! Det havde været bedre det. ANDERS DANIEL kunde kanske da levet noksaa glade dage i det gamle hus. Men nu havde han mangen tung stund.
56Om søndagene kom store flokker af smaagutter og svæved afsted over isen som fugler, legte sidsten og holdt moro; og store følger af fine byfolk kom baade søndag og andre dage, og alle havde de skøiter.
Ja vist kom det ogsaa smaa jentunger og ørende smaa gutunger som ingen skøiter havde; men slige kunde jo ikke staa paa et par skøiter en-gang. Men Anders Daniel, som kunde gaa! Var det ikke urimelig ærgerligt, at han skulde staa der mellem jentungerne og se paa?
Gaa havde han lært paa den maaden, at han somme ganger havde plundret sig til at faa laane skøiterne til de andre smaagutter. Men de var saa tverre paa det, og saa urimelig dyre, at ingen kunde holde ud med det heller. Havde han ikke en gang givet elleve knapper for at faa gaa fire ganger rundt tjernet kanske?
Og gutteskøiter maatte det være. Jenteskøiter kunde han altid faa for ingenting; men dem vilde han ikke have. De havde saa ørsmaa fødder, jenterne. Det var rent umuligt for en stor gut at bruge skøiterne; han havde nok prøvd en gang, men da gik han paa næsen, og alle de andre gutterne lo, og saa blev han saa sint, at han rev skøiterne af sig og slængte dem bortover isen til vesle Berit Nystuen, for hendes var det. Hun bodde paa den andre siden af tjernet, og var eneste barn paa den siden.
Nei, han fik holde sig borte fra tjernet. Isen var bare for folk som havde skøiter, den. Andre var den bare til spot og spe.
Men oppe under tagskjegget paa det gamle hus sad lykken og vented paa Anders Daniel, og havde kanske siddet der i femti aar. Den havde ventet, mens tjern frøs til og tjern gik op; men tiden var ikke omme, og den fik bie, til timen kom.
Saa en torsdag-morgen skulde Anders Daniel hugge ved til mor, og strævde med at faa ned et par store kantfliser og bakhuner, som var reist op ved husvæggen; og Anders Daniel maatte fare varsomt, for ikke at rive nævertaget i stykker.
57Da med ett var tiden kommen, og lykken slap et gammelt skøitejern bent i hovedet paa Anders Daniel. Han slog hænderne over hovedet og satte op et morskt grin, saa vondt gjorde det. Men saa fik han se skøitejernet, og kasted sig over det som en høk over en fed graaspurv. Han blev siddende og se og se og snu og vende paa det rustne jern, for noget saa merkeligt havde ikke hændt ham i ni aar, og ældre var ikke gutten. Han blev siddende, til den frosne jord tinte op under ham og han sad der i bare sølen. Men saa fór han op, fik fat paa stigen bag husvæggen og kløv op under tagskjegget; der maatte være et skøitejern til, det var han viss paa.
Og Anders Daniel fik ret; der var ett til, og gutten fandt det.
Anders Daniel stormed ind, og mor maatte se paa dem.
«Ja, var det nu bare ogsaa træstokker paa dem, saa kunde du gaa paa isen saa radt som nogen,» sa mor, hun sad og sydde.
«Pyt,» sa Anders Daniel; han sa ikke mer, for han fór ud i det samme, men han havde nu sine egne tanker om den ting. Saa længe det findes en skarve tollekniv, et par glasstumper og en seks otte gamle spiker i huset, skal ikke en gut staa fast. Det var omtrent saa Anders Daniel tænkte.
Hele torsdags eftermiddag skurte han jernene med sand og mursten, og om kvelden laa de under sengen hans, blanke som ragekniver. Dagen efter kom et par træstykker frem. Det var ikke første gang gutten havde kniv i haand; han vidste nok i hvad ende han skulde holde den, og flisene spruted den hele dag. Den kvelden laa ogsaa træstokkene færdige under sengen ved siden af jernene.
Om lørdagen blev jernene banket ned i furen under stokkene, og spikerne kom op af trøielommen. I jernene var det hul, i stokkene svidde han hul, og saa tog strygebolten til at danse, saa det klang i stuen og katten i forskrækkelse hopped ned fra vinduet og skar ind under sengen. Spikerstubbene blev klinket, til jernene sad fast, og saa kom turen til glasstumperne, som maatte sørge for pudsen. Til slut kom sviejernet paa ny i ilden; der maatte være huller til snorer for paabindingen.
58Straks efter at lampen var tændt, var skøiterne færdige, med jern og stokker og lange snorer, og Anders Daniel hængte dem over nakken og dansed rundt paa gulvet, mens øinene lyste og kinderne brændte. Og mor var næsten lige saa glad, men hun bare strøg ham over haaret og sa:
«Du er ikke saa værst, du Anders Daniel.»
Udover kvelden sad mor og sydde. Til sidst blev det tyst og stilt i stuen; Anders Daniel sad med skøiterne paa benene og sov borte ved ovnen. Mor vækked ham, han fik af sig og kom til sengs. Men mor sad og sydde og sydde.
Formiddagen efter, da Anders Daniel havde vasket sig - og faat søndags-skjerfet paa, drog han stoltelig ned gjennem ener-rabben mod tjernet. Mor stod ved hushjørnet og saa efter ham.
«Slit dem med helsen da, Anders,» ropte hun og lo; men det var ikke frit for hun havde taarer i øinene.