I gamle dage var det tæt med ulv her i landet; de kom fra Nordmarken lige ind paa Kristiania, og en trængte ikke at gaa saa langt som til Grefsenaasen for at møde dem en knagende vinternat. I Ringeriks-skogene var de saa djerve, at de hopped lige op i slæden og tog hunden, som sad i dumpen. I Nordland gik de lukt ind paa stuevæggen. Der oppe hændte det som dere nu skal faa høre, for omkring femti aar siden. En af de gutter som var med, kan bedst sige hvordan det gik til; — han er nu mellem femti og seksti; den gang var han en syv aars gut. Han fortæller:
Vi havde en hund som hedte Gullik, — far havde kjøbt den af en finn som hedte slig, — og mage til uvørent dyr skulde du ikke have set, hverken nordenfjelds eller søndenfjelds.
Denne Gulliken var ulvene efter baade sent og tidlig; for vel er ulven af hundeslegt, ved du; men frænde er frænde værst, heder det i eventyret, og naar ulvene kan æde hverandre — og det gjør de somme tider — saa kan de sagtens æde et søskendbarn.
Støtt og stendig lusked de efter ham, lige ind paa udhusene. Men det var gut som vidste at greie sig, det!
En dag i vaarbløten staar Hans, gaardsgutten vor, og hugger ved i vedskjulet. Da faar han høre Gullik gjø saa illsint, at han skjønte ulven maatte være paa færde.
Gutten spændte træskoene af sig og fór afsted i snevellingen, med øksen i næven. Han var ikke kommen to hundred skridt bort paa jordet, før han fik se Gullik midt i en ulve-ring. Det var tre stykker om ham; men han hugg og bed til alle sider, og da gutten kom, og ulvene fik øksen lige over snuden, satte de til skogs. Hans gav sig til at klappe hunden og godsnakked med den; men han vidste ikke ordet af, før den var væk mellem hænderne paa ham; han blev staaende rent handfallen og glo: der fløi Gullik bent ind i skogen efter ulvene.
Gutten plistred og sprang, og sprang og plistred; men til slut saa maatte han give sig. Det røg af ham, saa svett 16var han; men fødderne var saa valne, at han næsten ikke kjendte dem. Han vassed hjemover paa sokkelesten i sneslafset. «Den fille finnetraven! kom han bare levende hjem, saa skulde jeg rundhjule ham slig —»
Han skifted sokker, og skulde til at hugge ved igjen; men netop som han havde løftet øksen, stanser han; Gulliks smaa finneøine gløtted frem lige ved kubben; han havde paa et hængende haar kløvd skallen paa hunden. Han slængte øksen. «Skrubbekjæft og økse-egg — han vører ingen ting, den karen!» sa han. Gullik stod bare og risted felden og sendte af og til en liden blodflek hen paa skjorteærmet til Hans. Det var ligesom han vilde sige: «Nei, det nytter ikke med mig!»
En gang havde han nær gjort en stor ulykke, denne samme Gulliken.
Det var en vinterdag i 1841; jeg var ikke store karen den gangen, men jeg mindes det godt. Far var paa handelsreise, som han næsten altid var, og de andre mandfolkene paa gaarden var paa fiske; det var bare vi børn og tjenestjenterne som var hjemme hos mor. Den dagen jeg snakker om, skulde vi hen til naboen, en fjerdingsvei borte, — det var noget mor havde lovet os i lang tid. To langslæder kjørte frem for døren; kokkejenten styrte den ene, budeien den andre. Et par stoler var surret fast paa slæderne, og der skulde vi sidde. Jeg kom op paa mors fang, og veslebror, som var puttet ind i en stor fodpose, blev sat i den fremste slæden hos husjomfruen og budeien.
Gullik vilde vi ikke have med; den lokked bare ulvene til. Den blev stængt inde i borgstuen, og døren blev forsvarlig laast. Men vi var ikke mer end vel kommet ud af gaarden, før vi havde den i hælene paa os. Den havde rendt hovedet imod ruden, — der var en blodig flenge over panden.
Jenterne skjendte og trued, at den skulde gaa hjem igjen; men det nytted ikke; ingen ting nytted med det dyret. Den løb bare rolig midt imellem slæderne, og alle de rapp den fik, saa moned det ikke.
Vi var kommet omkring halvveis; da braastansed hestene og skalv; der sad fire ulver paa rad tversover veien og vented 17paa os. I næste øieblik bar det afsted i susende trav, og ulvene skvatt til side. De lod den første hesten komme fremom; det var hverken hestene eller menneskene de vilde have, de feige besterne, — det var Gullik det gjaldt. Men denne gang havde han saa godt følge, syntes han vel; han var endda modigere end han pleide, — han bed, og han bed, — hestene traved og traved, og nærmere og nærmere kom vi til folkehjælp.
Du synes kanske det er urimeligt, at ikke fire ulver straks gjorde det af med en eneste hund? De var lidt utrygge af sig, ser du; havde vi været paa is eller aaben mo, kunde det set galt ud for os alle sammen; men vi kjørte gjennem en skog, og i skogen er ulven aldrig tryg; han ser snarer og farer bag hvert træ.
Rædde var vi nu lige vel; kokkejenten grét og slog med tømmerne, jomfruen skreg, som om de alt havde tænderne i hende. Hun gik saa rent fra vettet, at hun lod posen med brormand glide ned i slædebunden. Ret som det var, tørned hendes slæde mod en furustubb, og posen skvatt ud og midt ind i ulveflokken.
Mor saa et glimt af den, da den fór. Hun reiste sig op i slæden; hun var stiv og stum af angst.
Men den som hverken var stum eller stiv, det var budeien. Hun satte ud af slæden; hun havde ikke andet end en paraply i haanden; men hun var som hun var styren; hun ænsed ingen ting, stak ulvene i øinene, sparked dem over snuderne, hujed og brølte, til de virkelig lusked væk. Saa trev hun fodposen, — men den var tom.
I det samme skreg jomfruen igjen, — hun havde tydelig kjendt noget som kneb hende i benet; det var veslebror, som i tide havde krøbet ud af posen inde i slæden og nu laa og legte sig under stolen hendes.