Klokken 11 om kvelden kom jeg til sæteren. Det var stilt der oppe, og svalerne, som havde rede oppe under tagrøstet, var gaat til ro for længe siden. Nei, ikke alle. Det var et par som blev ved at kvidre og flyve omkring den samme flekken inde ved fjøsvæggen. Hvad kunde det være for? Jeg gik der bort. Aa, redet deres var faldt ned, og der laa tre svale-unger paa marken. Det var liv i dem alle tre; men skulde de ligge ude om natten paa den kolde duggvaade jorden, saa vilde de ikke staa det over; det var rimeligt, at forældrene var rædde. Jeg prøvde paa at hjælpe. Jeg laged et rede af mygt stry og la ungerne i det. Men det dugde vist ikke. Svalefar og svalemor var henne og saa rigtig nøie efter, men blev ved at flyve og pibe. Det dugde ikke. Saa laged jeg en liden æske af sagflis og spikred den op under tagrøstet; inde i æsken la jeg da stryet og svaleungerne. Svalefar og svalemor fandt at dette var bedre, men ikke godt nok endnu; de fløi ind i æsken og var der en lang stund. Jeg kunde jo ikke se, hvad de gjorde der inde; de redte vel sengen bedre op, tænker jeg, end jeg kunde gjøre. Men ungerne nøide sig ikke med seng; de vilde have aftensmad. Og saa fløi svalefar og svalemor rundt omkring i alle rederne og stak hovedet ind og ropte kvide-vit. Og i samme stunden kom alle svalerne frem, og til langt ud paa natten fløi de omkring efter mad til de smaa sultne ungerne. De var vist dødsens trætte, disse svalerne, efter dagens stræv, og vilde visselig aller helst have sovet i sine lune reder. Men de gjorde ikke som saa mange mennesker gjør, naar en skal have hjælp hos dem: de satte ikke op sure miner, de trak ikke paa akslerne eller klødde sig bag ørene. Nei, de kom flyvende med hjælpen i samme stund; de var gode granner; rigtig gode granner var de.

Klokken 11 om kvelden kom jeg til seteren. Det var stilt der oppe, og svalene, som hadde rede oppe under tagrøstet, var gått til ro for lenge siden. Nei, ikke alle. Det var et par som ble ved at kvidre og flyve omkring den samme flekken inne ved fjøsveggen. Hva kunne det være for? Jeg gikk der bort. Aa, redet deres var falt ned, og der lå tre svale-unger på marken. Det var liv i dem alle tre; men skulle de ligge ute om natten på den kalde duggvåte jorden, så ville de ikke stå det over; det var rimelig, at foreldrene var redde. Jeg prøvde på å hjelpe. Jeg laget et rede av mykt stry og la ungene i det. Men det dugde vist ikke. Svalefar og svalemor var henne og så riktig nøye etter, men ble ved å flyve og pipe. Det dugde ikke. Så laget jeg en liten eske av sagflis og spikret den opp under tagrøstet; inne i esken la jeg da stryet og svaleungene. Svalefar og svalemor fant at dette var bedre, men ikke godt nok ennå; de fløy inn i esken og var der en lang stund. Jeg kunne jo ikke se, hva de gjorde der inne; de redde vel sengen bedre opp, tenker jeg, enn jeg kunne gjøre. Men ungene nøyde seg ikke med seng; de ville ha aftensmat. Og så fløy svalefar og svalemor rundt omkring i alle rederne og stak hodet inn og ropte kvide-vit. Og i samme stunden kom alle svalene frem, og til langt ut på natten fløy de omkring etter mat til de små sultne ungene. De var vist dødsens trette, disse svalene, etter dagens strev, og ville visselig aller helst have sovet i sine lune reder. Men de gjorde ikke som så mange mennesker gjør, når en skal ha hjelp hos dem: de satte ikke opp sure miner, de trakk ikke på akslene eller klødde seg bak ørene. Nei, de kom flygende med hjelpen i samme stund; de var gode granner; riktig gode granner var de.