201

«Her har jeg en bog i den ene haanden og en bog i den anden,» sa lærerinden. «Kan du se, at det er forskjel paa de to bøgerne, du OLAV?» — «Den ene er tynd,» sa OLAV «Den ene er tynd, og den anden er tyk? Aa ja saa-men. Men er det ikke en anden forskjel ogsaa, IVAR?» — «Den ene er en skrivebog, og den anden er en læsebog,» sa IVAR. «Ja nu brænder tampen. Hvad mener du EIVIND?» — «Den ene er skrevet, og den anden er trykt,» sa EIVIND. Ja, det er forskjellen du, og det er en grundig forskjel ogsaa det.

For fire fem hundred aar siden fandtes det ingen trykt bog, og den gang kan dere tro det var mange børn som ikke kunde læse. Det gaar langsomt at skrive en bog, og det som er langsomt er dyrt. En eneste bog kunde i de tider koste 400 kroner.

Her ligger en bibel paa bordet. Hvis jeg skulde skrive denne bibelen af, saa maatte jeg bruge 5—6 maaneder til det, selv om jeg skrev 8 timer om dagen. Og hvis vi var 20 som skrev, saa kunde vi skrive 20 bibler i 5—6 202maaneder. Men hvis bibelen blir trykt, saa kan 20 mand faa 100 000 bibler færdige i den samme tid, 5—6 maaneder; det er forskjellen.

Horledes blir saa en bog trykt, og hvorledes ser det ud i et trykkeri? Tænk dere en stor sal. I den salen er det mange pulter, og paa hver pult er det en kasse med mange rum i. I hvert rum er det bogstaver. I det ene rum er det a’er, i det andet er det b’er, i det tredje c’er, og saaledes hele alfabetet udigjennem. Hver bogstav ligger paa en liden stav af bly, som er omtrent en tomme lang.

Foran hver slig bogstav-kasse staar en af de mænd som skal sætte bogstaverne sammen til ord. Han ved hvor a’erne ligger, og b’erne og alle de andre, og kan tage dem saa fort, at du kan ikke tro det. Han er oplært til det fra gut af. Naar han nu skal sætte sammen ordet bibel, stikker han først haanden ned i det rum hvor b’en er, saa tager han i saa b igjen, saa en e, saa en l. Og fingertoppene løber saa fort fra rum til rum i bogstav-kasserne, at det er som om han vilde stjæle bogstaverne, og ikke vilde at nogen skulde se det. Og saaledes lager han ord efter 203ord, linje efter linje og side efter side. Dette kaldes at sætte.

Men det maa mere til. Nu maa alle disse ordene, disse linjerne, disse siderne trykkes.

Her har jeg et brev, som jeg har faat fra presten, og paa det brevet er der lak, kan dere se. I lakket staar det to bogstaver. Der staar A. L. Det er de første bogstaver i prestens navn. A. L., det vil sige: Anders Lasson. Disse bogstaver har ikke presten skrevet. Han har trykket paa lakket med et signet eller segl, og saa staar de der. Og alle disse blystænger med bogstaver paa toppen, de er ligesom signeter som staar ved siden af hverandre. De kan

trykke bogstaver ind i papiret, omtrent ligesom signetet trykker bogstaver ind i lakket. Men der sidder ikke en mand og holder paa hver bogstav, kan du vide. Det vilde blive værre end at skrive ogsaa, det. Til at sætte bruger man fingrene; men til at trykke bruger man maskiner. Og det gaar slig for sig:

8 eller 16 sider med bly-bogstaver blir lagt paa en plade, som er skruet fast i maskinen. Denne pladen skyves bestandig frem og tilbage, og kommer paa veien tæt op under to store runde kjevler eller valser, som altid gaar rundt. Den ene kjevlen skinner af sort farve eller sværte, og hver gang pladen med bly-bogstaverne kommer under den, blir de sværtet. Du ser i bogen, at alle bogstaverne er sorte, og bly-bogstaverne i trykkeriet maa sværtes i ett væk, ellers blir det ikke noget tydeligt merke efter dem.

204Ingen kan skrive med en staalpen som ikke blir dyppet hvert øieblik i blækhuset, og ingen kan trykke med bly-bogstaver som det ikke kommer frisk sværte paa.

Men den andre valsen, den største, hvad skal den til? Den breder rent papir ud over alle bly-bogstaverne, og nu sætter alle de sværtede bogstaverne sig af paa papiret, linje efter linje og side efter side. Det vil sige: alle de sider som staar paa pladen, enten det er 8 eller 16, er trykt af paa papiret og færdige til at sættes ind i bogen. Og dette gaar fort. I det ene øieblik blir det lagt et ark rent papir ind i maskinen, og i næste kommer arket ud igjen med 8 eller 16 trykte sider paa; det er et par sekunders arbeide.

Derfor kan bøgerne blive billige. Derfor trænger ingen at sidde i 5—6 maaneder og skrive bibelen af; derfor kan hvert barn i landet have sin bog i haanden og læse om alt det merkelige som er i verden: om Gud og mennesker, om sol og maane og stjerner, om dyr og om trær, om hav og land. Og det kan vi først og fremst takke de smaa bly-stængerne for — med bogstaver i toppen. Og derfor skal vi ogsaa vide, fra vi er smaa, hvad den mand hedte som fandt paa at lage slige stænger. Han hedte Johan Gutenberg, og var fra Tyskland.

201

«Her har jeg en bok i den ene hånden og en bok i den annen,» sa lærerinnen. «Kan du se, at det er forskjell på de to bøkene, du OLAV?» — «Den ene er tynn,» sa OLAV «Den ene er tynn, og den annen er tykk? Aa ja så-men. Men er det ikke en annen forskjell også, IVAR?» — «Den ene er en skrivebok, og den annen er en lesebok,» sa IVAR. «Ja nå brenner tampen. Hva mener du EIVIND?» — «Den ene er skrevet, og den annen er trykt,» sa EIVIND. Ja, det er forskjellen du, og det er en grundig forskjell også det.

For fire fem hundre år siden fantes det ingen trykt bok, og den gang kan dere tro det var mange barn som ikke kunne lese. Det går langsomt å skrive en bok, og det som er langsomt er dyrt. En eneste bok kunne i de tider koste 400 kroner.

Her ligger en bibel på bordet. Hvis jeg skulle skrive denne bibelen av, så måtte jeg bruke 5—6 måneder til det, selv om jeg skrev 8 timer om dagen. Og hvis vi var 20 som skrev, så kunne vi skrive 20 bibler i 5—6 202måneder. Men hvis bibelen blir trykt, så kan 20 mann få 100 000 bibler ferdige i den samme tid, 5—6 måneder; det er forskjellen.

Horledes blir så en bok trykt, og hvorledes ser det ut i et trykkeri? Tenk dere en stor sal. I den salen er det mange pulter, og på hver pult er det en kasse med mange rom i. I hvert rom er det bokstaver. I det ene rom er det a’er, i det andre er det b’er, i det tredje c’er, og således hele alfabetet utigjennom. Hver bokstav ligger på en liten stav av bly, som er omtrent en tomme lang.

Foran hver slig bokstav-kasse står en av de menn som skal sette bokstavene sammen til ord. Han vet hvor a’erne ligger, og b’erne og alle de andre, og kan ta dem så fort, at du kan ikke tro det. Han er opplært til det fra gut av. Når han nå skal sette sammen ordet bibel, stikker han først hånden ned i det rom hvor b’en er, så tar han i så b igjen, så en e, så en l. Og fingertoppene løper så fort fra rom til rom i bokstav-kassene, at det er som om han ville stjele bokstavene, og ikke ville at noen skulle se det. Og således lager han ord etter 203ord, linje etter linje og side etter side. Dette kalles å sette.

Men det må mer til. Nå må alle disse ordene, disse linjene, disse sidene trykkes.

Her har jeg et brev, som jeg har fått fra presten, og på det brevet er der lak, kan dere se. I lakket står det to bokstaver. Der står A. L. Det er de første bokstaver i prestens navn. A. L., det vil si: Anders Lasson. Disse bokstaver har ikke presten skrevet. Han har trykket på lakket med et signet eller segl, og så står de der. Og alle disse blystenger med bokstaver på toppen, de er likesom signeter som står ved siden av hverandre. De kan

trykke bokstaver inn i papiret, omtrent likesom signetet trykker bokstaver inn i lakket. Men der sitter ikke en mann og holder på hver bokstav, kan du vide. Det ville bli verre enn å skrive også, det. Til å sette bruker man fingrene; men til å trykke bruker man maskiner. Og det går slig for seg:

8 eller 16 sider med bly-bokstaver blir lagt på en plate, som er skrudd fast i maskinen. Denne platen skyves bestandig frem og tilbake, og kommer på veien tett opp under to store runde kjevler eller valser, som alltid går rundt. Den ene kjevlen skinner av sort farge eller sverte, og hver gang platen med bly-bokstavene kommer under den, blir de svertet. Du ser i boken, at alle bokstavene er sorte, og bly-bokstavene i trykkeriet må svertes i ett vekk, ellers blir det ikke noe tydelig merke etter dem.

204Ingen kan skrive med en stålpenn som ikke blir dyppet hvert øyeblikk i blekkhuset, og ingen kan trykke med bly-bokstaver som det ikke kommer frisk sverte på.

Men den andre valsen, den største, hva skal den til? Den brer rent papir ut over alle bly-bokstavene, og nå setter alle de sværtede bokstavene seg av på papiret, linje etter linje og side etter side. Det vil si: alle de sider som står på platen, enten det er 8 eller 16, er trykt av på papiret og ferdige til å settes inn i boken. Og dette går fort. I det ene øyeblikk blir det lagt et ark rent papir inn i maskinen, og i neste kommer arket ut igjen med 8 eller 16 trykte sider på; det er et par sekunders arbeide.

Derfor kan bøkene bli billige. Derfor trenger ingen å sitte i 5—6 måneder og skrive bibelen av; derfor kan hvert barn i landet have sin bok i hånden og lese om alt det merkelige som er i verden: om Gud og mennesker, om sol og måne og stjerner, om dyr og om trær, om hav og land. Og det kan vi først og fremst takke de små bly-stengene for — med bokstaver i toppen. Og derfor skal vi også vide, fra vi er små, hva den mann hette som fant på å lage slike stenger. Han hette Johan Gutenberg, og var fra Tyskland.