Anders husmand var oppe og pløide hos herremanden.

Han var netop kommet hjem fra ageren. Det var middagstid og godt og varmt. Anders gav hestene fôr og sæled dem af; for enhver som vil vide det, ved godt, at dyret ikke kan komme rigtig til ro, saa længe det har sælen paa. Men det er mange som ikke vil vide det, og saa slipper de at sæle af og paa. Anders husmand vilde vide det, og sæled dem af. Og det kan nok være, at middagsmaden smagte ham endda bedre da inde i kjøkkenet hos herremanden. Efterpaa skulde han have sig en pibe tobak ude paa hellen udenfor stalddøren. Og en pibe tobak efter middagen var noget af det bedste Anders kunde faa. Han 175la pibehodet fra sig i det lille staldvinduet, rensked røret med et friskt halmstraa og slog oljen ud. Men da han saa skulde tage pibehodet, saa kom det uforvarende til at trille ind i stalden. Anders letted paa sig og vilde gaa ind efter det. Da fik han se gjennem gluggen, at hestene havde lagt sig ned, og det vidste han at de vel trængte til. Han vidste ogsaa, at de vilde springe op, saa snart de saa ham. Saa satte han sig rolig ned paa staldhellen og kaldrøgte paa piberøret.

Men herremanden havde staat oppe paa herregaarden og set det alt sammen. Nu kom han ud paa tunet. «Naa, Anders! skal du kaldrøge i dag?» sa herremanden. «Hodet er rendt fra mig,» sa Anders. «Det var leit,» sa herremanden. «Det er trillet ind i stalden, og nu synes jeg ikke det er rimeligt at vække gampene bare for det der. Det faar være, til vi skal paa ageren igjen.» Da tog herremanden den store piben ud af munden, den med sølvbeslaget; saa langed han den over til Anders. «Se der,» sa han, «du faar tage denne saa længe, saa slipper du at kaldrøge.» — «Jeg skal da ikke røge af piben til husbond?» sa Anders. «Nei, det skal du ikke,» sa herremanden; «for det er meningen, at det skal være din.»

Anders husmann var oppe og pløyde hos herremannen.

Han var nettopp kommet hjem fra åkeren. Det var middagstid og godt og varmt. Anders ga hestene fôr og selet dem av; for enhver som vil vite det, ved godt, at dyret ikke kan komme riktig til ro, så lenge det har sælen på. Men det er mange som ikke vil vite det, og så slipper de at sæle av og på. Anders husmann ville vite det, og selet dem av. Og det kan nok være, at middagsmaten smakte ham enda bedre da inne i kjøkkenet hos herremannen. Efterpå skulle han ha seg en pipe tobakk ute på hellen utenfor stalldøren. Og en pipe tobakk etter middagen var noe av det beste Anders kunne få. Han 175la pibehodet fra seg i det lille stallvinduet, rensket røret med et friskt halmstrå og slo oljen ut. Men da han så skulle ta pibehodet, så kom det uforvarende til å trille inn i stallen. Anders lettet på seg og ville gå inn etter det. Da fikk han se gjennom gluggen, at hestene hadde lagt seg ned, og det visste han at de vel trengte til. Han visste også, at de ville springe opp, så snart de så ham. Så satte han seg rolig ned på stallhellen og kaldrøkte på piperøret.

Men herremannen hadde stått oppe på herregården og sett det alt sammen. Nå kom han ut på tunet. «Naa, Anders! skal du kaldrøke i dag?» sa herremannen. «Hodet er rendt fra meg,» sa Anders. «Det var leit,» sa herremannen. «Det er trillet inn i stallen, og nå synes jeg ikke det er rimelig å vekke gampene bare for det der. Det får være, til vi skal på åkeren igjen.» Da tok herremannen den store pipen ut av munnen, den med sølvbeslaget; så langet han den over til Anders. «Se der,» sa han, «du får ta denne så lenge, så slipper du å kaldrøke.» — «Jeg skal da ikke røke av pipen til husbond?» sa Anders. «Nei, det skal du ikke,» sa herremannen; «for det er meningen, at det skal være din.»