Da fik Mads øie paa noget rigtig fælt. Du store verden, hvad kunde det være! Stort og loddent var det; slang og kasted paa sig. Det maatte være et udyr! Det var vist en bjørn! Nu kommer det! Da satte Mads i et vældigt sprang. Med hageskjegget nede mellem knærne og hornene ret frem, bar det afsted, saa sneen spruted, over vei og over sti; gutten skreg, og kagen hopped i kurven; rundt vedskuret, over huggestabben, og ned paa veien igjen; afsted, afsted, ned over bakken i vild fart. Der tørned kjælken mod en grindstolpe midt i bakken. Sælen sprang, bukken stupte kraake, og Hans Marius blev liggende med ansigtet helt ind paa gjærdet; kjælken velted paa siden, laaget fløi af kurven, og julekagen trilled nedefter bakken.
Om lidt begyndte Hans Marius at røre paa sig; han reiste sig op, fandt huen sin i sneen og slog af sig. Dette var galt. Bukken var væk; der laa kjælken, der nede laa julekagen. — Men hvor i al verden var tandverken? Han kjendte ingen ting; den var rent borte! Han plistred. «Py, py, py, py!» Men hvad var nu dette? Det vilde ikke rigtig laate. Han plistred igjen; — nei! Han stak fingeren i munden; — han fik blod paa den, og der var et hul for meget! — Se saa! nu skjønte han det; han havde slaat ud den forbistrede tanden.
I det samme kom bedstemor. Hun havde ogsaa set det stygge dyret, og hvordan det hele gik. Hun fór ned efter Hans Marius. «Slog du dig, gutten min? Den stygge gjetebukken, som kunde blive ræd for en stakkars skindfeld!»
«Var det en skindfeld?» spurte Hans Marius.
«Ja vist var det saa,» sa bedstemor; «jeg havde hængt den ud paa stangen, jeg, saa vinden rusked i den; saa faldt den ned og skræmte vettet af bukken. Men har du da slet ikke slaat dig da?» sa bedstemor, og snudde og vendte paa gutten for at være tryg.
Bukken var ikke at se; men bedstemor tog gutten og kurven og den store kagen ind med sig. Saa fik han sig lidt varmt i livet, og fortalte bedstemor om den slemme tanden, som ikke var mere.
156«Du skulde vel aldrig hørt magen!» sa bedstemor.
Saa tog hun paa sig og fulgte gutten hjem. De mødte far paa veien; for bukken var kommen og strøg lige paa stalden. Bedstemor maatte holde juleaften sammen med Hans Marius og Peter og far og mor. Og mens de smagte paa julegrøden og sylten gik rundt, blev historien om gutten og bukken og tanden fortalt mere end én gang. Men Hans Marius gnaged saa trutt paa syltelabben, saa ingen kunde merke paa ham, at han havde mistet en tand.