Læreplanatlas
Første DelHesten.

166. Tandverken kommer igjen.

154

Men HANS MARIUS plistred ikke længer. Skogen var slut, og bedstemors hus laa der borte paa høiden med blaa røg over taget og kornbaand over laavedøren. Men HANS MARIUS plistred ikke. Han stured. Til sidst trykked han den ene votten op for munden og gav sig over: «Au, au, den tanden!» Han kunde ikke holde det ud. Det verked og grov, saa han kjendte det langsmed næsen og helt op i panden. Og taarerne kom trillende af sig selv og blev hængende i det røde skjerfet. Han vred og vendte sig og dækked over ansigtet med uldvotten. En gang imellem saa han op efter bedstemors hus; men det var endda et stykke frem, og Mads tog det nu mere som han selv vilde. Stundom tripped den i vei noksaa raskt; men ret som det var, gik den lange stunderne og saa sig om, og syntes vist den var kommen langt nok. Endelig var huset der; bare op over bakken, saa var de fremme. Gutten tog i tømmen, og Mads svinged ind paa gaardspladsen, hvor sneen var maaket op i lange volder bortefter. Men au, hvor det verked! Han maatte lægge hovedet helt ned paa knærne.