Tulla er født i Bergen. Spør hende ikke om aar og dag. Hun bare siger, at hun husker det ikke.
Men mor og far husker det. Mor var saa syg, saa syg. Hele gaden vidste det; doktorens vogn stod udenfor døren tre ganger om dagen. Det var mørkt i stuen, skjønt det var midtsommers-tid. Solen var stængt ude. Mor laa med is paa hovedet og var rent fra sig og snakked vildt; far gik og gret i trapperne. Men Tulla laa i vuggen og lo.
Kom ikke til Tulla og sig, at Bergen er den næst største by i Norge og har 50 000 mennesker.¹ Hun vører det ikke. Hun kjender bare fire mennesker, Tulla: det er mama og papa og dada RANDI og lillesøster.
Tulla er tre og et halvt aar, ser du. Derfor kan det aldrig nytte, at du kommer og snakker om alt det du ved: at Bergen ligger i Norge, og Norge i Europa, og Europa paa den østlige halvkule. Kom aldrig og snak om halvkuler til Tulla. Hun kjender ikke andre kuler end kiksekuler af glas, og naar de gaar i stykker og blir til halvkuler, 104saa graater hun sine modige taarer. Du kan gjerne lade være at fortælle om de tyske kjøbmændene som bodde i Bergen i gamle dage og slos med de andre bergenserne. Tulla ved slet ikke hvad det er at slaas. Det er ingen som har slaat hende, og hun har ikke slaat nogen heller. Hun ved ikke en gang at Bergen er en af de vaadeste byer i verden. Store graa skyer kommer drivende ind fra havet; men Tulla ser ikke saa høit. Hun ser ikke, at skyerne lægger sig mellem fjeldene og trykkes sammen, akkurat som du trykker en svamp, og saa falder alt vandet ned i ansigtet paa dem som gaar paa gaderne i Bergen.
Men paa Tulla er det ikke faldt noget vand. Det kan hænde, at regnet tager til at tromme paa taget af barnevognen, og at Tulla stikker den lille næsen ud, for at se hvad det er. Men da kan du være stø paa at dada Randi har kjørt hende hjem, og at hun er lige ved gadedøren. Og i gadedøren staar mor, rækker begge armene imod hende og løfter hende ind.
