Og saa kom det aaret som siden hedte prinse-aaret der i bygden. Kronprinsen fór igjennem dalen, og hele bygden skulde se ham, kan du vide. Han kjørte i guldvogn, sa somme; de tolv hestene hans var af sølv, sa de smaa.
Det var greit, at Knut Pladsen maatte være med og tage imod prinsen.
«I farmors stakk?» sa farfar.
«Nei, i farfars bukser,» sa Knut; «for det loved du mig.»
«Kom med op paa loftet da, saa faar vi se om de passer.» Den som blev glad var Knut; han fløi som en kat op efter lofts-stigen, saa farfar knapt kunde følge ham. Farfar maatte fare med lempe, han; han var blind, skal jeg sige dig. Men en gang havde han været soldat og en spræk kar; han havde været med i krigen, og set godt havde han da, naar han brugte børsen. Det var i 1808 han var med.
Nu kom de til den store grønmalte kisten, som stod længst borte i lofts-krogen. Knut havde nok skottet til den mangen gang, naar han var oppe paa loftet og satte ud musefælden. Det første som skinte den vesle i øinene, var en stor sabel med messing paa sliren.
«Den vil jeg ha!» skreg han.
«Jo pyt!» sa farfar; «hold i sabelen, til jeg faar munderingen op af kisten!»
90Knut tog sabelen, og den var saa tung at han knapt orked at løfte den.
Gamle farfar klapped ham paa kindet.
«Naar du blir kar,» sa han, «kan det vel hænde at du ogsaa faar sabel og faar lov at slaas. Vil du det, Knut?»
«Ja,» sa gutten og retted sig; «jeg skal hugge hovedet af alle sammen.»
«Aa haa, du faar nu først se hvem du skal slaas med,» sa farfar.
«Ja ja,» sa Knut og tænkte sig om, «saa skal jeg hugge hovedet af alle ulvene og høkene og neslerne, og alle som gjør farfar og farmor vondt. Ja, farfar! og saa skal jeg hugge hovedet af alle som kalder mig for jente.»
«Naa naa, Knut! far med lempe og vær ikke saa haard. Der har du bukserne. Du skal vel have kjolen med, kan jeg tro?»
«Ja, farfar, og sabelen ogsaa, og hatten med.»
«Men du skal ikke gaa længer end til grinden,» sa gamlingen.
«Nei, farfar.»
Knapt var de to kommet ned fra loftet, før lensmanden kom farende som en vind frem efter veien og ropte til høire og venstre, at folk skulde gaa til side; for nu var prinsen her paa flyvende flekken. Nu maatte de skynde sig at faa Knut i bukserne. De var saa store at det ene buksebenet var mer end nok til hele den vesle kroppen. Ja, det saa ud! Men paa skulde de. Nedentil blev halvparten brettet op, og oventil blev de bundet fast med et tørklæ under armene. Ligesaa ugreit var det med kjolen. Gutten sopte gulvet baade med ærmerne og skjøtene. «Det gaar ikke,» sa farmor, og saa fæsted hun op med naaler baade her og der.
Den store hatten seg lige ned paa akslerne først; de maatte stappe den halvfuld med høi. Og sabelen var da lang nok, den ogsaa. Det var ikke andet at se af Knut Pladsen end de blaa øinene og de røde kinderne, og saa den vigtige stubbnæsen. Da han skulde bortover tunet, 91skrabte sabelen imod smaastenene, naalene faldt ud, ærmerne og skjøtene maatte passe sig selv, hatten tag en overhaling, snart til høire, snart til venstre, og hele gutten holdt paa at gaa overende med det alt sammen. Farfar svinged vist gutten tre ganger rundt, kyssed den lille næsen som stak frem, og sa: «Gud signe dig, min gut! gid aldrig værre kar end du kommer i kongens klær. Pas nu paa,» sa farfar; «naar prinsen kommer, skal du gjøre slig!» Og nu lærte han gutten at staa stiv som en stolpe, morsk i ansigtet, venstre arm strak ved siden, høire haand ved panden.
«Ja, farfar,» sa Knut.
Det varte ikke længe, saa stod han paa post ved grinden. Og nu gjøv det langt borte paa veien, og prinsen kom kjørende, saa det gnistred i pukstenen. Nu var han der straks . . . Hei, hvor det gik! . . .
«Prro,» sa prinse-kusken; «op med grinden!»
Det var lensmands-karen som skulde lukke op; men han gjorde det ikke. Han bare stod og saa paa husbonden sin, som bukked og skrabte for prinse-vognen, saa han gik i grøften med det samme.
«Op med grinden!» skreg prinse-kusken.
Da syntes Knut Pladsen at en fik da lukke op grinden; og saa gjorde han det. Og han gjorde mere. Han tog til hatten som en egte soldat. Og prinsen hilste igjen. «Hvad er du for en?» sa prinsen. Og sandelig holdt ikke prinse-vognen én gang til — bare for Knut Pladsen. Men nu havde lensmanden krøbet op af sølen; han sa hvem Knut var, og at hans farfar var en gammel blind soldat fra 1808. Da gik prinsen ud af den fine vognen og lige op til pladsen. Farmor holdt paa at falde af stolen; men farfar, som ingenting saa, var ligesom roligere. Han pegte did hvor han vidste den bedste pladsen var.
«Guds fred i stuen,» sa prinsen.
«Guds fred igjen,» sa farfar.
«Det er en gild gut De har,» sa prinsen igjen. Og saa tog han Knut under armene, løfted ham høit op og kyssed ham saa kraftig, at hatten faldt af ham.
«Nei, lad være!» sa Knut til prinsen; «nu har du faat hatten i gulvet, og farfar blir vond.»
92Farmor var rent ulykkelig; men prinsen lo. «Hvor er far din?» sa han; «far er ikke hjemme han, kanske?» — «Ved du ikke, at far blev?» sa gutten. «Hvad blev han?» spurte prinsen. «Han blev, hører du, — blev i elven,» sa gutten. «Sønnen min var tømmerfløter,» sa farfar. «Og mor?» spurte prinsen med sagtere stemme. «Mor døde med mig,» sa Knut. Han syntes det var bra, at han kunde svare paa alle spørsmaalene. «Gutten mener at hun døde da han kom til verden,» sa farmor. «Du er vist en sterk liden mand, du,» sa prinsen; han vilde snakke om noget andet. Knut svarte ikke noget større paa det; han bare rakte ud den høire langfingeren. «Vil du drage krok?» spurte han. Og prinsen drog, og Knut drog, og Knut var den sterkeste; det var greit det. «Ved du, at du skal bli soldat, naar du blir stor,» sa prinsen. «Da skal jeg hugge hovedet af alle sammen,» sa gutten. Han havde glemt hvad farfar havde sagt. «Nu er han der igjen,» sa farfar sagte. Men prinsen strøg med haanden over kindet paa Bikku. «Du skal verge dit land, skal du; men nu tænker jeg du kjører nedover dalen med mig, jeg.» — «Skal farfar og farmor være med da?» — «Farfar har ikke nogen moro af det, han,» mente prinsen. «Da vil jeg ikke,» sa Knut. «Men naar du nu fik steg og kage hver dag?» «Det er bare i ventyret det,» sa gutten. «Aa, det er hos mig ogsaa undertiden.» — «Jeg vil bli hos farfar; jeg vil ikke gaa fra farfar,» ropte Knut med graaten i halsen. Prinsen fik taarer i øinene han ogsaa. «Bliv du hos farfar, du,» sa han, «og verg landet saa godt som han har verget det. Jeg skal nok mindes dig ligevel. Og du, min gut, glem aldrig det gamle budet, som du nu mindtes saa godt: «Hædre din fader og din moder, at det maa gaa dig vel, og du maa længe leve i landet.» — «Det staar i katekismen,» sa gutten. «Men ikke i alles hjerter,» sa prinsen.