En gang, mens jeg var liden gut, var jeg en kveld ude og legte i haven hos en af kameraterne. Jeg mindes godt 78den haven. Den laa midt inde i byen i et smug; der var trapper i den, og ripsbusker, og tøi som laa ude paa blek; men der var ingen trær. Som vi var i bedste legen, kommer det en kat kilende ind gjennem havegrinden, og lige i hælene paa den en stor brun hund, som vi kjendte alle sammen. Det var Hektor, den store svære skibs-hunden, som var hjemme en tur. Vi stansed straks med legen. Dette var endda mere moro. Opover og nedover trapperne bar det, indimellem ripsbuskene og bortover skjorter og bukser og nattrøier. Vi hujed og vi skreg og klapped i hænderne; men med én gang blev vi alle stille. Hunden havde vundet. Den tog katten mellem tænderne og bed. Det skulde ikke mere til end et eneste bid af de tænderne. Det var ude med pus. Det var stygt at se; jeg glemmer det ikke.
Men mange ganger har jeg siden tænkt paa, hvorledes det kunde gaa til. Katten pleier jo altid at klare sig, naar hunden er eften den. Altid vender den sig i sidste liten, skyder ryg og fræser; og saa blir hunden staaende og kommer ikke længer.
Men for det første var det nu ingen trær i haven. Havde der været et træ, saa havde pus med et eneste sprang været langt oppe paa stammen og i næste stund oppe i toppen, og der havde den siddet og blunket ned til hunden, som om den vilde sige: «Nu kan du staa der, dit best!» For hunden klatrer ikke i trær. Du har vist ofte hørt nogen sige mjau høit oppe i luften; men du har knapt hørt nogen sige vov, vov. Nu var der ikke noget træ, og saa kunde katten ikke berge sig paa den maaden. Og saa var denne katten en jypling af en kat, ikke rigtig stor, og ikke rigtig liden heller. Den var for liden til at verge sig, men ikke saa liden at moren passed paa den. Moren havde nok taget imod den store hunden, hun! Nu skal du bare høre, hvorledes katten kan verge ungerne sine. —